Derfor er FCK-sats for 200 mio og flere fejlkøb ok

– Jeg er godt nok spændt på at finde ud af, hvordan en tur i Luksusfælden er helt ok.

En kollega ramte stemningen meget godt, da jeg præsenterede den nærværende kommentar.

For det har været en dyr fornøjelse for FC København at strække sig efter først det danske mesterskab og nu Champions League.

Der kom 16 nye spillere til FC Københavns førstehold i sidste sæson. Tre af dem er væk igen, mens FCK denne sommer har hentet Mohamed Daramy og Mathew Ryan.

Hvis vi tager signon-fees og agenthonorarer med, runder FC København nemt 200 millioner kroner i udgifter til at hente nye spillere siden sidste sommer.

De penge har FCK fået hjem igen på at sælge Jonas Wind, Mohamed Daramy og Victor Nelsson, men det er stadig noget af en udskrivning.

Har FCK fået værdi for pengene?

Jeg ved det ikke, og det gør FC København nok heller ikke endnu.

Kamil Grabara, Denis Vavro og Kevin Diks har været profiler, Khocholava, Jóhannesson og Claesson har haft gode perioder.

Men vi kan vel ikke just påstå, at alle købene har siddet i skabet, og at optakten til Trabzonspor-kampene har været perfekt efter nederlagene til Horsens, Viborg og Randers.

Måske bliver det bedre med tiden, måske ser man om et år eller to tilbage på høsten i 2021 og 2022 og konkluderer, at resultaterne burde have været bedre med så stor en investering.

Men ved I hvad? Det er godt, at FC København har brugt de penge, også hvis det viser sig, at en pæn portion af investeringen ikke lykkedes, og FCK ikke kommer i Champions League.

FCK SKAL bruge pengene
Jeg sidder ikke her og siger, man bare skal skyde millioner til højre og venstre, og så blæse være med, om de nye folk kan spille på et mesterhold og følge med i Champions League.

Men strategisk er det rigtigt set for en klub som FC København at skrue op for forbruget, når man i 2020 konkluderede, at man ikke havde truppen til at være sikker på at vinde DM, og slet ikke til Champions League.

Det her handler først og fremmest om den strategiske position, FC København befinder sig i.

Man ligger højt på UEFA’s klubrangeringer og har dermed fornuftige chancer for at være seedet i kvalifikationen til Champions League, også hvis Danmark som i 2023 falder ud af Europas Top 15 og mesterholdet dermed skal igennem tre kvalifikationsrunder før et gruppespil.

Der er ikke mange af den type klubber i Europa.

I de større ligaer, også i Belgien, Holland og Portugal, er konkurrencen om topplaceringerne så hård, at man ikke rigtig kan investere sig til at blive mester i tre ud af fire sæsoner.

I mindre ligaer end Superligaen har kun få klubber så god en koefficient og dermed seedning som FC København.

Og selv hvis en investor har knasterne til at købe en klub i en Top 5-liga eller en topklub i ligaerne lige efter, er det kun sjældent, at de attraktive klubber overhovedet er til salg.

Så hvis FC København ellers bliver mester cirka tre ud af fire sæsoner, ligger man fantastisk til at spille i Europa League de fleste sæsoner og af og til i Champions League, mens man kun i uheldige år vil ramme ind i Conference League eller slet intet som i 2020/21.

Nøglen for FC København er dermed at blive dansk mester, og at være rimelig sikker på dette, og at have et hold, der gør det fornuftigt i gruppespillet.

Lad være med at spare
Dansk snusfornuft tilskriver, at vi helst ikke vil bruge for mange penge.

Hellere en datovare eller tre pakker hakket oksekød for to’s pris i supermarkedet, og det smitter også af på vores måde at se fodbold.

Hvorfor skal FC København dog købe alle de spillere, hvoraf de alligevel placerer mange på bænken eller endda helt ude af truppen?

Vi kommer nok til at se FCK slippe et par af det seneste års indkøb med tab her i slutningen af august, og det føles og ser dumt ud, især hvis FCK glipper Champions League.

Sagen er bare, at det i et strategisk lys ikke er så dumt endda.

Jo, FC København kunne da med fordel have haft et par pletskud til i Kamil Grabara-klassen, som kunne spille vildt godt i denne sæson og blive solgt for 100 millioner kroner næste år.

Men selve det, at FC København banker penge afsted på transfermarkedet i stedet for at handle forsigtigt og satse på egne talenter, der skal spilles langsomt i gang, det er helt fint.

Det logiske for en klub som FC København er at foretage samme strategiske træk som rivalerne i andre mellemstore og mindre ligaer, og have mindst et dobbelt så stort forbrug på transfers og spillerlønninger som nummer to.

Ville det være vildt med et FCK-spillerbudget på 250 millioner kroner? Helt klart, men det er jo også der, man efter min vurdering burde ligge, i hvert fald om et par år.

Over tid er det cirka det beløb, der sikrer en klub de fleste mesterskaber, og at man er konkurrencedygtig i Europa.

Jeg siger ikke, at det er sundt for spændingen i Superligaen, eller at jeg her siger, FCK har købt godt ind (eller det modsatte) – men jeg siger, at det strategisk er en god idé for FC København og klubbens ejere, hvis man mener det med at være en europæisk magtfaktor i det kommende årti alvorligt.

De er nødt til at følge med
Det var ikke sådan, man sikrede den flotte Europa-position fra 2006 og indtil 2020.

Men konkurrencen er blevet så hård, at FC København ikke kan investere mådeholdent og nøjes med at være 30-40 procent større i spillerbudget end FC Midtjylland, og på den måde vinde de fleste mesterskaber og klare sig fornuftigt i europæiske gruppespil hver eneste sæson.

Det, FC København og Parken Sport & Entertainment foretager sig nu med tunge investeringer på transfermarkedet, er risikabelt, men for at se er oddsene bedre, end hvis man stille og ydmygt holdt igen og håbede på, at man år efter år kunne overpræstere.

Nej københavnerne skal tage risici for at udnytte den fantastiske UEFA-rangering, man har, og hvis det så en sjældent gang går skidt med et Conference League-gruppespil eller slet ingenting i Europa-regi, skal de nuværende ejere eller en ny ejer-konstellation om et par/nogle år kunne dække det økonomiske hul.

Det havde været tosset af FCK at forsøge at spare sig til succes, gå langsomt frem med talenter og acceptere, at FC Midtjylland eller et andet hold snuppede endnu et af de mesterskaber, københavnerne rettelig skal se som deres eget, ligesom man heller ikke skal køre bykørsel med 30 km-fartbegrænsning og mariehøns på vejbanen i en Ferrari Spider.

Det kan sagtens være, at Trabzonspor-kampene ender i københavnske tårer og yderligere rokader efter et actionpræget år, men at skrue markant op for forbruget var helt rigtigt set.

FCK’s tilgange under Peter Christiansen
Sommeren 2021
Denis Vavro, Lazio
Lukas Lerager, Genoa
Ruben Gabrielsen, Toulouse
Ísak Jóhannesson, Norrköping
Kamil Grabara, Liverpool
Davit Khocholava, Sjakhtar Donetsk
Luther Singh, Braga
Kevin Diks, Fiorentina
Johan Gudagno, Manchester United
Andri Baldursson, Bologna

Januar/foråret 2022
Viktor Claesson, FK Krasnodar
Akinkunmi Amoo, Hammarby
Paul Mukairu, Antalyaspor
Mamoudou Karamoko, LASK Linz
Nicolai Jørgensen, Kasimpasa
Khouma Babacar, Sassuolo

Sommeren 2022
Mohamed Daramy, Ajax
Mathew Ryan, Real Sociedad