Der skal tages et opgør med fodboldens ledere

Det var på nogle måder Roman Abramovitj, der begyndte det hele.

Den russiske oligark sagsøgte sidste år med hjælp fra Storbritanniens vanvittige injurielovgivning den britiske forfatter Catherine Belton for at have skrevet i sin bog om Vladimir Putins liv og karriere, at Abramovitj havde købt Chelsea i 2003 på ordre fra den russiske præsident.

Men uanset om Vladimir Putin havde afgivet en lodret ordre eller ej til sin daværende guvernør for den sibiriske provins Tjukotka, var Chelsea-handlen et af startskuddene til, at international fodbold og topsport blev overtaget af autoritære stater.

Siden har vi haft et OL og en VM-slutrunde i Rusland, til november venter én til i Qatar, der også har købt Paris Saint-Germain og indtaget en hovedrolle i sportsverdenen, og Manchester City og Newcastle er i 2008 og 2021 kommet i hænderne på de enevældige kongefamilier i Abu Dhabi og Saudi-Arabien.

Vladimir Putins russiske stat har pumpet milliarder i fodbold via Gazproms store sponsorater af Champions League og VM 2018, den selvsamme stat har spillet en hovedrolle i IOC, FIFA og UEFA og havde en vægtig stemme i 2016-valgene af Gianni Infantino og Aleksandar Ceferin til præsidenter i de to sidstnævnte organisationer.

Når FIFA-præsident Infantino i slutningen af denne måned vil forsøge at få indført VM hvert andet år og et massivt udvidet klub-VM, er det med Kina og Saudi-Arabien som meget aktive fødselshjælpere, selvfølgelig fordi disse to nationer ligesom Rusland og Qatar vil sole sig endnu mere i fodbolds enorme, globale popularitet.

Men som de seneste to uger har vist, fanger bordet, når man i fodboldverdenen villigt og aktivt har søgt at samarbejde med og hvidvaske autoritære staters ry og rygte.

Så sent som i søndags var det direkte pinligt at se FIFA med Gianni Infantino forsøge at slippe udenom en Rusland-udelukkelse fra al fodbold ved at køre IOC-finten, der i sin enkelthed går ud på at kalde Ruslands landshold for Football Union of Russia, lad være med at spille nationalmelodien og så ellers spille russiske hjemmekampe på neutral grund.

Det var den samme vattede tilgang, IOC tillod for at lukke Rusland ind i OL i 2016, 2018 og igen i 2021 og 2022 på trods af et massivt, statsligt dopingprogram styret af Vladimir Putins kammerater i efterretningstjenesten FSB, og denne gang slap FIFA ikke afsted med manøvren, der blev omgjort dagen efter efter en tsunami af raseri mod FIFA og Infantinos ryggesløse opførsel.

Var det fordi, at Vladimir Putin personligt hængte en venskabsmedalje om halsen på Infantino i 2019, efter denne havde kaldt Ruslands VM i 2018 det bedste nogensinde?
Der stikker muligvis mere under, så som Ruslands enorme indflydelse på fordelingen af stemmer, når Infantino skal genvælges som FIFA-præsident i 2023.

Hvad gør fodboldverdenen nu? Tager et opgør og sørger for, at man aldrig igen skal legitimere og endda hjælpe en enevældig leder som Vladimir Putin med velvillig PR på vejen mod eksempelvis et krigerisk overfald på et naboland og trusler om atomkrig rettet mod verdens demokratier?

Jeg kan desværre have mine tvivl. Sidste år tillod den britiske regering Saudi-Arabiens enevældige hersker Mohammed bin Salman at købe Newcastle gennem den statslige investeringsfond, der naturligvis er lige så kontrolleret af MBS og hans styre, som Manchester City er det af Abu Dhabis kongefamilie og kronprins Mohammed bin Zayed.

Det diktatoriske overvågningssamfund, Kinas 25 mand store politbureau med Xi Jinping i front har skabt, sammen med indespærringen af op mod en million muslimske uighurer i koncentrationslejre og forfølgelsen af selvsamme befolkningsgruppe ser heller ikke ud til at afskrække FIFA og Infantino fra manøvrerne senere på måneden, der skal lade Xi Jinping og kommunistpartiet sole sig i det ypperste fodbold, verden kan levere.

Jeg har før efterlyst et opgør med fodboldens førende organisationer, og gør det gerne igen nu.

De seneste uger har understreget, at fodboldens organisationer er skræddersyet til at hjælpe diktatorer og milliardærer, og ingen andre, så hvis nogen har lyst til at starte forfra med nogle sundere værdier, er nu et fint tidspunkt samtidig med, at Roman Abramovitj mere eller mindre nødtvungent sælger det Chelsea, hvor startskuddet lød.