Han græd i Barcelona men var tæt på Qatar i 10 år

Da FC Barcelona tirsdag formiddag begyndte at pille et stort billede af Lionel Messi på facaden af Camp Nou ned, vidste man godt, hvad der skulle ske.

Og tirsdag aften ved 10-tiden, efter timers slet skjulte teasere på klubbens sociale medier med argentinske flag, videoer produceret med drone-flyvning (!) rundt på hjemmebanen Parc des Princes og i merchandisebutikken umiddelbart uden for stadion, kunne Paris Saint-Germain ikke længere holde på den nyhed, man egentlig havde indkaldt til pressekonference om onsdag formiddag: Lionel Messi skal spille i den Qatar-ejede storklub.

Forud var gået et af de mere mærkværdige forløb i nyere fodboldhistorie, hvilket siger en hel del, blandt andet om FC Barcelona, Paris Saint-Germain, moderne fodbold anno 2021 og så ikke mindst om Lionel Messi.

Der har hele vejen været noget forlorent over spillet om Lionel Messis fremtid.

Sidste sommer ville han væk fra FC Barcelona og bad på skrift om at blive fritstillet i henhold til en aftale, han mente at have med klubben og dens daværende præsident, Josep Bartomeu.

Barcelona afviste Messis bøn, og da Josep Bartomeu kort tid efter måtte trække sig som Barcelona-præsident, var det både på grund af økonomien og det sidste, slet skjulte skub, han havde fået af den argentinske verdensstjerne.

Lionel Messi havde flere gange tidligere indstillet karrieren på Argentinas landshold for at presse reformer igennem (forståeligt, da det argentinske forbund er ét stort kaos).

Så da Messi og FC Barcelona så i sidste uge meddelte, at de ikke kunne få lov af La Liga til at indgå den nye kontrakt med en halveret løn, fordi økonomien i Barca hænger i laser, og La Liga forsøgte at presse præsident Joan Laporta til at acceptere en ekstremt kontroversiel aftale med en udenlandsk kapitalfond for at beholde argentineren, kunne man ane endnu et forsøg på politisk pression.

Det er forståeligt, at mange gerne vil holde fast i Lionel Messis og FC Barcelonas fortælling og den lille argentiners tårer.

At han så hjertens gerne ville blive i Barcelona, men, underforstået, at dunkle kræfter i fodboldverdenen og fortidens synder på ledelsesgangene i FC Barcelona forhindrede det.

I nærværende chefredaktørs bog er Lionel Messi den bedste fodboldspiller nogensinde, og for mange har han også været symbolet på det gode og det rene i en fodboldverden, hvor nærmest alle andre superstjerner i modsætning til Messi skifter fra klub til klub i jagten på succes og penge.

Men det er noget vås, at Lionel Messi kun måtte gå 50 procent ned i løn, og Laportas forklaring holder ikke vand, når man allerede havde hentet Memphis Depay, Sergio Agüero, Eric Garcia og Emerson Royal.

At La Ligas koleriske præsident, Javier Tebas, måske tog Messi som gidsel for at få Laporta og FC Barcelona til at nikke ja til La Ligas vanvittige plan at sælge 10,95 procent af de kommercielle rettigheder for de næste 50 år for 20 milliarder kroner til CVC Capital Partners er usympatisk.

Men synd er det ikke ligefrem, når Barcelona selv forsøgte at bryde ud af fodboldverdenen i april i Super League-projektet sammen med fjende numero uno Real Madrid og Juventus samt en håndfuld Premier League-klubber og andre medløbere.

Joan Laporta har behændigt placeret skylden for Messis exit hos forgængeren Josep Bartomeu og La Liga-præsidenten Javier Tebas, og når man som Laporta hæfter for FC Barcelonas gæld på omkring otte milliarder kroner, er det måske i virkeligheden ok ikke at kaste endnu flere penge efter 34-årige Messi, selv om han aldrig kunne sige det højt.

Qatars store kup
At Lionel Messi ender i Paris Saint-Germain er alt andet end tilfældigt.

Allerede før Qatar købte sig til VM-værtskabet i 2010 i en ekstremt dyr valgkamp med vilde løfter, verdensstjerner som ambassadører og, ifølge anklagemyndigheden i New York, også bestikkelse til FIFA-topfolk fra nogen, der ville have selvsamme topbosser til at stemme på Qatar som VM-vært, var Messi-lejren involveret i Qatars fodboldprojekt.

Forwarden spillede med det argentinske landshold (daværende forbundsboss Julio Grondona var en af dem, der angiveligt blev bestukket for at give værtskabet til Qatar) mod Neymars Brasilien i en opvisningskamp i Doha før tildelingen af VM-værtskabet 2. december 2010, FC Barcelona indgik samtidig en aftale med Qatar Foundation om det første trøjesponsorat i klubbens historie, og allerede kort tid efter optrådte Lionel Messi i forskellige sammenhænge med Qatars sportsprojekter og snart efter som brandambassadør for det Qatar-ejede teleselskab Ooredoo, som er et af de firmaer, der har smidt milliarder i PSG i besynderligt store sponsoraftaler.

Det var i forbindelse med den hektiske slutspurt før afstemningen om VM-værtskabet, at Qatars emir lovede at købe Paris Saint-Germain og lave forskellige milliardforretninger med Frankrig, blandt andet våbenkøb for mange milliarder kroner, mod at UEFA-præsident Michel Platini forstod, at det ville være smart at stemme på Qatar som VM-vært (det gjorde Platini så).

Og på den måde er Lionel Messis skifte til Qatar-ejede Paris Saint-Germain en ring, der bliver sluttet, og det største PR-kup, golfstaten har gjort, siden man vandt VM-værtskabet tilbage i 2010.

Det er helt bevidst, at jeg ikke bruger denne side på at skrive om de sportslige udsigter for Lionel Messi i Paris, hvor man skal forsøge at vinde Ligue 1 og Champions League med Messi, Neymar, Mbappé og otte mand til at rydde op bag superstjernerne.

For det her handler ikke om fodbold og sport.

Det handler om, at det er lykkedes Qatar at gøre den måske bedste fodboldspiller i verdenshistorien til et instrument, der fremmer statens politiske projekt, der mere end alverdens våbenkøb, politiske alliancer og gasaftaler skal gøre Qatar til et land, hele verden kender og sætter pris på.

Qatar er noget nær verdensmester i at udøve politisk og økonomisk indflydelse i sportsverdenen, og snakken om Financial Fair Play og Messis kommercielle potentiale for PSG er ikke andet end det: snak.

Lionel Messi i Paris Saint-Germain er et rent politisk projekt for Qatar, der vil positionere sig, undgå at blive invaderet af nabolandene og så en gang om mange årtier have stablet en forretning på benene, der er levedygtig uden indtægterne fra at være verdens næststørste gaseksportør.

Den er Lionel Messi og hans familie med på og har været det i 10 år, og at argentineren efter sigende også har halveret lønnen i PSG efter at have tjent over fire milliarder kroner de seneste fire år i FC Barcelona bliver givetvis opvejet ved personlige sponsoraftaler i de kommende måneder.

Mon ikke, Qatar har en fodboldbegivenhed og et fodboldhold, der skal promoveres? Jeg har det på fornemmelsen.