Hvordan kan Superliga-klubberne leve med det?

FC Nordsjælland kommer til at tjene godt, FC København kommer til at tjene styrtende med penge, og FC Midtjylland, Brøndby IF og AGF drømmer også store drømme om at komme ud i Europa.

Fra næste år kommer der endnu flere penge i kassen, når de tre Europa-turneringer udvides til 36 klubber, og der indføres ligaspil på otte runder i Champions League og Europa League, mens Conference League bliver på seks runder.

Det er jo naturligt, at spillere og trænere vil spille og vinde så store kampe som muligt. Man bliver udødeliggjort ved at gå i en ottendedelsfinale som FC København i 2011 for slet ikke at tale om det, Brøndby opnåede i 90’erne. Og med det ekstremt mobile transfermarked, fodbold har i dag, kan Europa-kampene også være adgangsbilletten til et skifte til en af de store klubber i udlandet.

Nasser Al-Khelaifi (til venstre) og PSG’s sportsdirektør Luis Campos.

På den måde er en tur i Europa det største, man kan opnå som klub og spiller i Danmark, og det ærgrer mig meget, at man så stiltiende bare har accepteret, hvordan de turneringer er organiseret, og hvem der sidder i toppen og bestemmer.

På overfladen er alt fryd og gammen. Turneringerne bliver udvidet til næste sommer, der er flere penge til alle, og chefen for klubberne i Europa Nasser Al-Khelaifi har lige fået fire år til i stillingen som præsident for European Club Association.

Der er ikke megen offentlig modstand, for sådan fungerer fodboldpolitik. Der er en grund til, at præsidenten for UEFA Aleksandar Ceferin slæber fødderne med den detroniserede spanske fodboldboss Luis Rubiales og ikke kylede ham ud af UEFA men lod FIFA håndtere den spanske skandale-mager. Man slutter ring og dyrker tavsheden frem for alt. Og man rokker ikke med båden.

Men nu er der alligevel opstået uro. Nogen har dannet organisationen Union Of European Clubs, der presser på for at få flere midler til de mindre ligaer, men mere interessant har man i denne uge højlydt kritiseret European Club Association og ikke mindst organisationens præsident Nasser Al-Khelaifi.

Der er ikke så meget nyt i kritikken af storklubbernes indflydelse i ECA og UEFA. Den har jeg også fået præsenteret ved tidligere forhandlinger om fordelingen af Champions League-midler.

Men det er altid interessant, når nogen tør tale højt om de indlysende problemer ved at have Nasser Al-Khelaifi som øverste boss for europæisk klubfodbold.

Nasser Al-Khelaifi er tidligere professionel tennisspiller, han er tennismakker med Qatars emir, og så er han emirens og Qatars mest magtfulde mand i fodboldverdenen.

Han er præsident for Paris Saint-Germain, han står i spidsen for medieselskabet beIN SPORTS, der en helt central mediepartner for UEFA, han har været minister i Qatar og sidder i landets statslige investeringsfond, og alt, han foretager sig, er Qatars emirs og regerings vilje.

Nasser Al-Khelaifi blev præsident for European Club Association, efter tidligere præsident Andrea Agnelli sammen med Florentino Pérez forsøgte at skabe Super League i foråret 2021.

Det var vildt på det tidspunkt halvandet år før VM 2022. At han nu bliver genvalgt for fire år her i september 2023 fortæller alt om, at europæisk fodbold er fuldstændig klar på at omfavne enhver diktaturstat og enhver økonomisk interesse, uanset hvilke interessekonflikter og problemer, man dermed både lukker ind og tilmed giver magten.

Det er ikke så mærkeligt, Qatars nabo og rival Saudi-Arabien og deres statsoverhoved føler sig klar til at indtage fodboldverdenen med de åbne arme, Qatar bliver modtaget med.

Det kan nok ikke undre med tanke på fodboldens omerta, men det kan ærgre mig, at ingen i dansk klubfodbold har noget som helst at skulle have klinket med et så usundt system, der ud over at være hamrende udemokratisk også sørger for at kanalisere størstedelen af de nye penge og magten op til de største klubber i Europa.