Hvad skal der ske med Anders Dreyer, der i april og maj var lejet fra Rubin Kazan til FC Midtjylland, og 1. juli skal stille til træning igen i Rusland?

Og Oliver Abildgaard, der blev i den russiske klub, og alle deres udenlandske kolleger, der enten blev eller tog afsted?

Der er ingen tvivl om, at spørgsmålet om spilleres kontrakter er et juridisk minefelt, selv i en tid med rigtige minefelter, men det føles og ser bare virkelig mystisk ud, at der ikke er sket mere her efter 3 1/2 måneds russisk angrebs- og plyndringstogt i Ukraine.

Nu er jeg skeptisk indstillet af natur, men det river mig altså i næsen, at man lader beslutningen trække ud så længe.

Ruslands ansøgning om at blive EM-vært i 2028 og 2032 blev trods alt afvist af UEFA, fordi det var et for tykt politisk statement.

Men da der var FIFA-kongres i Doha i Qatar for to måneder siden, var russerne mødt frem – og altså inviteret – mens ukrainerne ikke var der men havde optaget en video hjemme fra Kiyv med en mand i skudsikker vest, der appellerede om støtte.

Ruslands klubhold er ikke med i de europæiske turneringer i næste sæson, og jeg forstår som sagt godt, at juraen kan være tricky.

Men kan FIFA, UEFA og de nationale fodboldforbund virkelig acceptere, at deres spillere skal spille 2022/23-sæsonen i Rusland?

Det var meget afslørende, da direktøren i Rubin Kazan i sidste måned udtalte sig om Anders Dreyer og de udenlandske spillere.

Her fastholdt direktøren partilinjen fra Kreml om, at man jo havde forklaret spillerne, at de fik deres løn, og at alt var ok, og dermed at var dybt uforståeligt, hvorfor Dreyer og andre dog var taget væk alligevel.

Selv hvis krigen i Ukraine snart hører op – og det ville jo være godt, så længe det ikke er på den krigsførende parts vilkår – er tingene jo ikke tilbage til normalen i Rusland og russisk fodbold til efteråret.

168860

Hvor står Anders Dreyer og de andre udenlandske spillere på kontrakt i russiske klubber?

Når man ser, hvordan man hårdnakket har nægtet nogen som helst skyld i forbindelse med den gigantiske skandale om statsstyret doping, og når Putins Kreml så konsekvent bruger sport i PR-øjemed, kommer der jo ikke en normalisering, hvor man bare spiller fodbold og passer det job. Den luksus har man ikke som fodboldspiller og klub i en af de mest profilerede brancher, der findes.

Spillere og klubber har brug for afklaring så snart som muligt om fremtiden, og da som absolut minimum den kommende sæson, og jeg kan ikke se for mig, hvordan UEFA og de nationale forbund kan tillade sig at ‘sende’ spillere tilbage i armene på russiske klubber og dermed det PR-apparat, man ikke kan undgå at blive del af.

Den tidligere FC Midtjylland-spiller Artem Dovbyk fra Dnipro og Ukraines landshold er et eksempel på den klemme, man havner i som spiller.

For skal en interesseret klub som Torino købe ham fri af Dnipro på normale vilkår, kommer der en ny ordning om lejeaftaler for næste sæson, og bliver der forskel på tiltagene for spillere i Rusland og Ukraine (de ukrainske hold er ikke udelukket fra at spille europæisk)?

Det kommer ærlig talt til at virke som tidsudtræk fra UEFA-præsident Aleksandar Ceferin og UEFA-toppen, og kollegerne oppe i verdensforbundet FIFA, i et eller andet misforstået håb om, at alt er godt og tilbage til normalen, så snart der kommer en våbenhvile i Ukraine.

Jeg synes ikke, man kan være al den tvivl og usikkerhed bekendt over for spillerne og fodboldverdenen, og jeg håber, den længe ventede afklaring er på trapperne.

Totalt uforståeligt: I kan ikke være det bekendt