– Jeg vil hellere vælte på cykel end høre om VAR

Jeg er dælme glad for, at jeg ikke er dommer i Superligaen i disse dage.

Det er i forvejen et dybt utaknemmeligt job, og med VAR er dommerkendelserne kommet til at fylde endnu mere, både i diskussionerne om kampene i medierne men også selve flowet i spillet og aktørernes forventninger til dommeren og hans team.

Jeg var i forvejen typen, der ikke gad høre om, når dommeren havde overset en forseelse, der var til gult, eller et gult, der ifølge lovbogen skulle have været rødt. Den slags, som både fans og journalister kan bære med sig i månedsvis eller nogle gange endda årevis.

ALLE kan føre ‘bevis’ for, at de er blevet bortdømt i en kamp, i en sæson eller af en bestemt dommer ved at fremhæve alle dommerens fejl mod holdet.

VAR styrker den naturlige stamme-tænkning, og nogle gange lyder det, som om samtlige Superliga-hold på nær FC Midtjylland og Brøndby helt i toppen burde ligge tre-fire-fem pladser højere, hvis blot de havde fået en fair behandling af dommeren.

Færre straffespark, tak
Når det er sagt, har de seneste runder budt på nogle meget uheldige kampe anført af de tre ikke-eksisterende straffespark i FC København-SønderjyskE og det straffespark, FC København fik tildelt søndag, efter dommeren fejlagtigt havde fløjtet kampen af, mens et VAR-tjek var i fuld gang.

AGF-direktør Jacob Nielsen vinder måske ikke nogen kommunikationspris for sit efterfølgende angreb på dommerne og FC København, men han satte jo fint ord på en dyb frustration, mange føler over VAR.

Over tid er jeg sikker på, at dommerudvalgets formand Michael Johansen har ret i, at der sker færre fejl i kampene på grund af VAR.

Men dengang for 35 år siden blev jeg ikke interesseret i fodbold, fordi det var det mest retfærdige spil.

Det er fair nok, at et længdespring ikke tæller, hvis tåen er tre millimeter over stregen, men fodbold er og skal simpelthen ikke være et spil, der handler om at følge reglerne til mindste millimeter og skal straffe alle regelbrud markant.

Det kan godt være, at der ifølge reglerne burde gives dobbelt så mange straffespark og tre gange så mange gule kort.

Ved I hvad: Det er jeg fuldstændig ligeglad med, for det skal der ikke.

VAR er kommet for at blive, og selvom det stadig er tidligt i processen, skal reglerne efter min mening laves om for at den rigtige balance i frispark, straffespark og kort.

Som jeg allerede sagde tilbage i 2018, da Danmark fik straffespark imod Yussuf Yurary Poulsen i Australien-kampen, er straffesparkreglen førsteprioritet.

Hands-forseelser i feltet fylder alt, alt for meget og skævvrider fodbold på en måde, ingen er tjent med.

I Yussuf Yurarys tilfælde og muligvis også ved det straffespark, AGF får mod sig søndag i Parken ved Benjamin Hvidts arm på bolden, skal der dømmes indirekte frispark i stedet for straffe.

Det er fair nok, at der dømmes for en forseelse, men når det ikke er en (stor) chance, der bliver direkte forhindret med en hånd eller en bold på vej i mål, står et straffespark slet ikke mål med, hvor ofte den forseelse opstår tilfældigt.

Det kan ikke være til nogens bedste, at det bliver et vigtigt konkurrence-parameter i fodbold, om man mere eller mindre bevidst kan få en forsvarende spiller til at ramme bolden med hånden eller armen.

”Sådan er reglerne”, vil nogen måske sige, men så skal vi lave de regler om, så fodbold fortsat handler om at være så dygtig, at man får scoret et af de sjældne mål. Jeg er ikke begejstret for den udvikling, I kan se i nedenstående grafik.

Tilsvarende er jeg også hamrende træt af at høre på, at Ole, Johnny eller Marco skulle have været smidt ud, fordi dommeren overså det, og at VAR skal sørge for at få hældt folk ud.

GU skal VAR ej sørge for, at der bliver smidt flere spillere ud.

Igen udspringer det fra en forfejlet idé om, at fodbold skal være så retfærdigt og reglerne forfølges ned i mindste detalje så strengt og hårdt som overhovedet muligt.

Ligesom hands-straffespark skal minimeres, skal der heller ikke uddeles flere kort, så fodbold i højere grad kommer til at handle om at trække gule eller røde kort til modstanderen og at undgå selvsamme på eget hold.

Selvfølgelig må man ikke smadre en modspiller, mens dommeren har vendt ryggen til, men igen: Fodbold skal handle om at være så dygtig som muligt til at forsvare og angribe, ikke om at få modstanderen decimeret.

Jeg håber, fodboldlovens vogtere i IFAB tager regelændringer op i de kommende år, så reglerne i VAR-kampe og fodboldloven kommer til at passe sammen.

Og så krydser jeg fingre for færre VAR-kontroverser i Superligaen i den kommende tid. Jeg vil ærligt talt hellere vælte på cykel end høre på flere diskussioner om VAR, hands-straffespark og uddelingen af kort.

Fodboldloven og VAR skal altså bare være værktøjer i et dynamisk og flydende spil, hvor det i sidste ende altid vil være et dommerskøn, og det tror jeg, at vi alle ville have godt af at huske på.

Læs videre her om den vilde afslutning i FC København-AGF søndag aften, som AGF først nedlagde protest mod, en protest der nu er droppet.