Kan FCM virkelig spille sig til guld uden bolden?

Lederen er fra Tipsbladet fredag – du køber Tipsbladet sammen med Ekstra Bladet om fredagen.

En god kilde tippede mig for nogle uger siden om at tjekke FC Midtjyllands statistik for boldbesiddelse.

Det var stadig relativt tidligt på sæsonen, men nu er der spillet 10 runder, og tendensen er ikke til at tage fejl af.

FC Midtjylland har haft bolden 44,3 procent af tiden i Superligaen. Kun AGF med 44,1 procent har bolden mindre.

Det er et radikalt stilskifte fra tiden med Brian Priske og Kenneth Andersen før ham, hvor FCM forsøgte at blive bedre til de lange angreb med mange boldberøringer, der historisk er det, FC Midtjylland er mindst god til. Det skal med, at FCM har fået to udvisninger undervejs i de første 10 runder, og at man kommer tættere på 50 procent, som sæsonen skrider frem, men forandringen er stadig mærkbar.

Bare se en boldbesiddelse på 54,5 procent i sidste sæson: Fra at være et af de hold, der havde flest afleveringer, er FC Midtjylland nu et af de mest direkte spillende hold i Superligaen med flest lange afleveringer, hvor bolden sættes på spil.

Det er ikke fordi, FC Midtjylland ikke kan holde på bolden, men at man har lagt stilen radikalt om under Bo Henriksen.

Boldene bliver slået frem tidligt, man satser på generobringer i gode positioner, og så er man gået fra en possession-orienteret 4-2-3-1/4-3-3-formation til at spille en hybrid mellem 3-4-3 og 5-4-1, hvor man sætter en ekstra midtstopper ind mod at give de to wingbacker frit offensivt spil, noget Joel Andersson har nydt godt af.

Alt det her skal spille på det, FC Midtjylland er god til: Nærkampe og fysiske dueller, og en masse 1-til-1-situationer, hvor Gustav Isaksen og Pione Sisto skal udfordre og afdrible modstandere, mens backerne også indgår i gennembrudsspillet.

Det er på mange måder samme recept og formation, som da FC Midtjylland blev mester i 2018, og den samme tro på de individuelle kvaliteter understøttet af et erfarent, sikkert defensivt kollektiv, der har gode betingelser for at lukke af, hvilket Erik Sviatchenko, Henrik Dalsgaard og nu også Juninho i høj grad formår.

Alt det her ved datafokuserede FC Midtjylland og deres engelske bagland udmærket, stilskiftet er ikke dumpet ned fra himlen eller kommet til Bo Henriksen i en drøm.

Mit store spørgsmål er så: Virker det, når man skal vinde et DM og i Top 50 i Europa, som er et af FC Midtjyllands helt store mål?

Det korte og kedelige svar er, at det får vi at se. Det lidt mere interessante, at det kun sjældent er sket i fodboldhistorien.

Det lysende eksempel er Leicester City, der vandt Premier League i 2016 med 44,8 procent i boldbesiddelse, og i denne sæson forsøger gamle possessionhold som Tottenham, Arsenal og Juventus sig også med mere direkte spil og en lav boldbesiddelsesprocent.

Men jeg er spændt på, om det er langtidsholdbart, og om FC Midtjylland i løbet af sæsonen kommer til at arbejde mere med boldbesiddelsen.

For hvad sker der, hvis modstanderne begynder at bekæmpe FC Midtjylland med egne midler, stiller sig tilbage i den formation, der har flest muskler og løbemeter i benene, og nægter at have bolden og at forlade egen banehalvdel?

Nu var jeg hård ved FC København i sidste uge efter nederlagene til FCM og Nykøbing, men FCK har formationen og spillerne til tålmodigt at nedbryde modstandere, der stiller sig langt tilbage på banen.

Vi får se, om FCK også har individualisterne på kanterne (dem har FCM i rigt mål) til at skabe og udnytte chancerne, efter Mohamed Daramy blev solgt til Ajax, men over tid viser de seneste mange år, at man skal evne de lange angreb og have meget boldbesiddelse for at bliver mester i mere end en enkelt sæson.