Katastroferne er ikke Solskjær og Koemans skyld

Jeg ville bestemt ikke ansætte Ole Gunnar Solskjær, hvis jeg ejede en topklub.

Der er i store træk ikke sket nogen udvikling i spillestilen, den taktiske forståelse i truppen eller topniveauet i de snart tre år, nordmanden har været Manchester United-manager, og jeg tvivler på, at det ændrer sig, selvom der er flere kvalitetsspillere i dag, end da Mourinho røg.

Bevares, hvis Solskjær får fem-ti år, skal der nok falde nogle trofæer af i et så tilfældigt spil som fodbold, hvis man ellers bliver ved med at købe nogle af verdens dyreste fodboldspillere.

Men det er dårligt nok en strategi, hvis man ellers forstår betydningen af det slidte begreb.

Jeg kan heller ikke se, hvad Ronald Koeman har udrettet i FC Barcelona ud over at stoppe blødninger efter bedste evne, hvilket så sluttede en sen aftentime onsdag, efter Barcelona havde tabt til ydmyge Rayo Vallecano.

Men det er dårligt nok Solskjær eller Koemans skyld, at deres hjerteklubber sejler totalt.

Cristiano Ronaldo bliver hyldet i nord, syd, øst og vest som var han stadig en af verdens førende fodboldspillere.

Comebacket mod Villarreal, comebacket mod Atalanta – portugiseren får en helt masse kredit for at have løftet Manchester United, fordi han scorede disse sidsteminutsmål.

Men krads bare lidt i overfladen og spørg enhver fodboldtræner, hvad det gør ved et tophold, at man skal stille med en spiller, der nærmest ikke bevæger sig en meter defensivt eller i presspillet.

Det er præcis samme svaghed, som FC Barcelonas modstandere også udnyttede i Lionel Messis sidste sæsoner i klubben, og som modstanderne benyttede sig af i Cristiano Ronaldos tid i Juventus.

På topplan, hvor alle, og her mener jeg alle, angribere forventes at deltage systematisk i det defensive arbejde, er det nærmest som at spille med et halvt rødt kort, når man møder et energisk tophold, hvor alle mand knokler, så muskelfibrene er ved at give sig.

Det var jo det, Villarreal udnyttede i Champions League og burde have vundet på i Manchester, og som et decimeret Atalanta-hold også nær var sluppet afsted med.

Det er langt fra kun Cristiano Ronaldo, der skal bære skylden.

Solskjær har ikke formået at skrue en sammenhængende taktik sammen, og da slet ikke efter købet af den portugisiske superstjerne, der uden diskussion er første mand på holdkortet, når han vil.

Men købet af Cristiano Ronaldo får mig til at tænke, at ledelsen af verdens mest kendte klub er uddelegeret til marketingafdelingen og en fokusgruppe af teenagere med top skills i FIFA 22 på Playstation. Hvor der er brug for en sammenhængende indkøbspolitik og solide forretningsgange, finder man i stedet en usund dyrkelse af fortidens helte tilsat en fodboldforståelse hentet nede på pubben, og alle problemerne peger direkte tilbage på ejerne i Glazer-familien.

Man har bedre spillere end for tre-fem år siden, men man er længere fra at være et kollektiv, end da Louis van Gaal forgæves forsøgte at sætte noget retning på klubben.

Og FC Barcelona?

Her kan ekspræsident Josep Bartomeu forsøge at tale uden om alt det, han vil, og præsident Joan Laporta kan bebrejde fortidens synder, til han bliver blaugrana i ansigtet – det hjælper jo ingenting.

Man skylder over 10 milliarder kroner væk, den nye (som også er den gamle) boss Laporta forsøger at holde skuden flydende med alle mulige symbolske udmeldinger, og imens er virkeligheden, at FC Barcelona skal være taknemmelig for bare at kvalificere sig til Champions League med den trup.

Træneres rolle i fodboldklubber er ofte overvurderet. I disse tilfælde er de det helt afgjort.

Ole Gunnar Solskjær og Ronald Koeman var næppe de rigtige trænere til Manchester United og FC Barcelona, men indtil de grundlæggende problemer er løst i de to traditionsklubber, kan man hyre hvem som helst til jobbene uden, at det gør nogen afgørende forskel.

Xavi, der nævnes som et godt bud til jobbet, ville ikke have stillingen, dengang Koeman sagde ja, og han ligner en lige så romantisk drøm, som Solskjær var og er i Manchester United.