Derfor vinder Brøndby guld

Brøndby IF er søndag tårnhøj favorit til at vinde Superligaen.

AGF's flotte sejr over FC København i tirsdags i Århus understreger, at det ikke er nogen walk-over, der venter Brøndby søndag.

Men på sidste spilledag plejer klubbers placering og motivation uundgåeligt at spille ind på resultatet, selv om de århusianske gæster med Uwe Rösler på sidelinjen (ikke bænken, han sidder sjældent ned) med garanti ikke hejser det hvide flag fra første minut.

Så hvordan kan det være, guldet sandsynligvis havner hos Brøndby et år efter, man blev nummer fem i Superligaen efter AGF og Viborg FF og med en negativ målscore, og hvor få uden for klubben regnede med holdet?

Det ser vi nærmere på her.

Jesper Sørensens faglighed
Der blæste en sommer-storm omkring Jesper Sørensen efter få runder, hvor man af alle hold tabte til det OB, der nok rykker ned i dag, og efterfølgende til et tilsyneladende langt stærkere FC Nordsjælland, der kørte rundt med Brøndby anført af en fuldstændig forrygende Ernest Nuamah.

Der så ud til at være en jordomrejse i afstand op til FC København og FC Nordsjælland, og der var særdeles seriøse diskussioner i medierne om cheftræner Sørensens jobsikkerhed.

Men Sørensen og holdet bevarede roen, fik god hjælp via nøgletilførsler på transfermarkedet og fik sat en formation og et hold op, hvor der var færre rotationer end på de øvrige tophold, og også færre muligheder fra bænken, men til gengæld mere af den taktiske og personalemæssige stabilitet, der har været fraværende i lange perioder af sæsonen hos rivalerne.

Jesper Sørensen fik på de indre linjer også en del af kreditten for det overraskende mesterskab i sæsonen 2020/21, og modet, roen og troen på tingene i situationer, der ellers kunne have givet ballade i andre klubber, stammer i høj grad fra cheftræneren og bør gøre ham til en oplagt kandidat til årets træner, uanset at sæsonen ikke har været perfekt eller specielt overlegen.

Få udsving
Sæsonen begyndte skidt, truppen og især startopstillingen var ikke på plads, men siden har der ikke været den type store huller, de tre guldrivaler kørte i.

Det er en betydelig kvalitet i sig selv ikke at svinge negativt ud, og potentielt guld-givende, når nu de tre rivaler ofte spiller med betydeligt yngre spillere end Brøndby og netop har haft store udsving til at matche de genialiteter, spillerne i de tre FC-klubber i den grad er leveringsdygtige i.

Målmandsskolen og Patrick Pentz
Det her er for mig et af de vigtigste punkter til at forstå Brøndby IF.

De tre rivaler, man konstant slås med, har ofte overhånden, når man skal finde de helt store offensive stjerner, der bliver solgt videre til udlandet for både 75, 150 og 200 millioner kroner.

Men kun FC København er i nærheden af at matche Brøndbys stamtavle af førstemålmænd de seneste 10 år, og det er vel at mærke med et langt større budget end Brøndbys.

Lukas Hradecky, Frederik Rønnow, Marvin Schwäbe, Mads Hermansen og nu Patrick Pentz – det er ikke tilfældigt eller heldigt men udtryk for dygtigt arbejde og en klar idé om, hvad en Brøndby-målmand skal.

Brøndby har forstået, at en god målmand kan gøre en forskel i tabellen, og det har Pentz konkret gjort. Han har hentet afgørende sejre til Brøndby, og bliver han i Brøndby til efteråret, er han i favoritfeltet til Det Gyldne Bur.

Geniale Suzuki og geniale Vallys
De to offensive midtbanespillere skal også fremhæves.

Vallys var forrygende i efteråret og er, fortjent, på radaren på landsholdet, mens Brøndbys chefscout John Møller og transferteamet skal klappe sig selv på skulderen for at have udvalgt Yuito Suzuki ud fra en landsholdsturnering i Asien.

Det er altså ikke det oplagte, lette valg at finde en spiller, der uanset sit talent kommer fra en måde at spille fodbold, der er meget anderledes end den meget fysiske og duelprægede måde at spille fodbold, de fleste spiller i jævnbyrdig Superliga.

Vi har, med rette, stillet meget skarpt på Brøndbys beskedne chanceskabelse, og disse to spillere er den direkte forklaring på, hvorfor det ikke er så vigtigt i sidste ende.

I disse Expected Goals-tider glemmer vi alt for ofte, at nærmest samtlige storhold i Europa i gode sæsoner har forwards og midtbanespillere, der overpræsterer i forhold til det forventede i statistikken.

Det er Vallys og Suzuki skoleeksempler på – ja, der er lidt held involveret, men mest er det bare dygtighed og evnen til at afslutte bedre end de fleste spillere i Superligaen og resten af Europa, som Brøndby har levet højt på.

De rigtige transfers ramte plet
Det er lidt spøjst. Brøndby har flere indkøb, der ikke har bidraget specielt meget i Superligaen, og skal man analysere købene, lader det populært sagt til at være 'GFH-købene', der bøvler med at komme på banen, mens CV's køb har ramt plet.

Jacob Rasmussen, Patrick Pentz, Yuito Suzuki og Sean Klaiber har været pletskud, og der har millionerne fra GFH bare fungeret.

Brøndby har i den grad rakt ud efter mesterskabet ved at samle et hold af erfarne spillere, der sort på hvidt er Superligaens næstældste i sæsonen.

Når man gør det, skal man meget gerne vinde noget, og det ser Brøndby ud til at gøre.

Et voksent kollektiv
Og det med gennemsnitsalderen er væsentligt.

Det er ikke specielt overraskende, at FCN, FCK og FCM med en del yngre spillere har større udsving, og der nyder Brøndby godt af at have nærmest udelukkende spillere, der har adskillige år i topfodbold med sig og begår færre fejl end modstanderne.

Det har Brøndby klogt og dygtigt udnyttet, og det kan også meget vel have bidraget til, at man ikke mistede hovedet hverken sidste sommer eller efter de grumme nederlag til FC København og FC Midtjylland, blandt andre jeg troede var tegn på, at Brøndby ville slutte som treer eller firer.

Færre kampe end rivalerne
FC København spillede 14 kampe i kvalifikationen og hovedturneringen i Champions League.

FC Nordsjælland nåede tilsvarende 12 kampe i Conference League, og FC Midtjylland spillede sidste sommer seks kampe i en periode, hvor man med en ufærdig trup tabte til netop Brøndby, til Lyngby og til FC Nordsjælland.

Og Brøndby? De spillede nul Europa-kampe, fordi de blev femmer i sidste sæson.

De tre FC-klubber har Europa som erklæret målsætning og skal kunne holde til det, men derfor kan Brøndby jo stadig have en fordel af stort set kun at have spillet en kamp per uge.

Det slid, der har været på trupperne hos de tre rivaler, bliver ikke resettet og glemt, når de ryger ud, og det er en klar, positiv faktor for Brøndby, at truppen ikke har fået de tæsk og tvungne udskiftninger i samme grad som rivalerne.

En knivspids held
I 2018 var FC Midtjylland pivheldig med at vinde mesterskabet foran Brøndby.

I 2021 havde Brøndby heldet på sin side, da man slog en klart bedre FC Midtjylland-trup i kampen om guldet.

Der skal som regel noget til for, at man snyder FC København for et mesterskab, da især i denne sæson med den vilde trup og det enorme budget, FCK har til rådighed.

Og Brøndby har da også hentet de helt rigtige sejre i tætte kampe mod FCK og FC Midtjylland, hvor spil og chancer ikke var i Brøndbys favør set over 90 minutter, og hvor lignende kampforløb som regel ville give 1 eller 0 point til Brøndby.

Det er den slags, man kan med skarpe folk i begge felter som Pentz, Vallys og Suzuki, men i de rette øjeblikke hjælper held og lidt uheld til rivalerne, og det har det gjort i denne sæson.

Ro i en tid med forandring
Det er ikke soleklart og indlysende, at der skulle være ro på klubben Brøndby IF.

Man blev i slutningen af 2022 opkøbt af den amerikanske investorgruppe Global Football Holdings, der absolut er alle fans' foretrukne type ejere, og før sommerens indtægter fra et eventuelt mesterskab, spillersalg og Europa er pengene fosset ud af Brøndby i en grad, så man sandsynligvis skal have nye penge i løbet af nogle måneder.

Det er ikke den letteste situation at arbejde i i landets mest omtalte fodboldklub, men Brøndby har klaret det med bravour.

Det har måske været lidt kedeligt for os, der interesserer sig for ejerforhold, og hvad der skal ske med klubben i fremtiden, men det ser ud til at have fungeret for fodboldholdet med ro og tid til at fokusere på fodboldspillet.