Leder: Alt under 18 point i resten af efteråret er en fiasko, FCK

Lederen er fra Tipsbladet fredag. Du køber Tipsbladet sammen med Ekstra Bladet og kan også få det leveret til døren - se mere her.

Da FC København for snart to uger siden fyrede Ståle Solbakken som manager, var hovedårsagen de dårlige resultater og det tilhørende dårlige spil i især Superligaen i 2020.

FC København har ved alt for mange lejligheder spillet svagt ud over at hente bekymrende få point i ligaen, og på den baggrund er der intet urimeligt eller uventet i, at selv den bedste træner i klubbens historie bliver fyret efter en så lang periode med dårlige resultater i landets rigeste klub.

Men når FC Københavns ledelse med den begrundelse fyrer Ståle Solbakken og ikke har en permanent afløser klar eller sænker de sportslige ambitioner i denne sæson, opstiller man også en forventning om, at fyringen med det samme giver flere point på kontoen.

Når ledelsen og bestyrelsen vælger fyresedlen med ni Superliga-runder og nul Europa League-kampe tilbage i 2020 i stedet for at lade Ståle Solbakken gøre de sidste 10 uger af 2020 færdig, ligesom han lige netop havde gjort med transfervinduet, skal Hjalte Bo Nørregaard og William Kvist pinedød have point i hus lige nu, for at operationen for mig giver mening.

Jeg køber ikke forklaringen om, at man ikke kunne afsøge trænermarkedet med Ståle Solbakken siddende i sit job. Ståle Solbakken var selv en aktiv del af det spil, dengang han først sagde ja til at være norsk landstræner og derefter fortrød og sagde ja til tilbuddet fra Bundesliga-klubben FC Köln, og han har løbende fået tilbud om at forlade FC København. Mon ikke han havde overlevet et rygte eller to om en FCK-sondering af markedet i nogle uger i efteråret.

Jeg må også sige, at de meget klare, utvetydige meldinger fra profiler som Zeca, Victor Nelsson og Viktor Fischer får mig til at tvivle på, at Solbakken skulle have tabt spillernes tillid.

Jo, Solbakken var benhård i sine konstante krav og meget kontante, til tider arrige udbrud under kampene, og truppen virkede slidt og træt efter et overvældende 2020, som ingen danske klubhold nogensinde har oplevet magen til med en Europa League-kvartfinale 10. august, 2½ måned efter den forventede sæsonafslutning.

Der er helt sikkert også en række spillere, der er utilfredse med spilletiden og med de markante, offentlige udmeldinger om dårlige præstationer med navns nævnelse.

Men spiller en trup, der vil have træneren sparket ud (og jo, det sker), en fin kamp mod FC Nordsjælland og vinder fortjent med 3-2 efter den gigantiske fiasko, Rijeka-kampen var?

For derefter at forsvare den fyrede cheftræner til citat og tabe en hjemmekamp til AaB?

Den strategiske afklaring og klarhed om de kommende års kurs, jeg efterlyste i sidste uge, er stadig den vigtigste. Men her og nu har FC Københavns ledelse sat sig i en situation, hvor det kun er en stribe af sejre, der tæller for den midlertidige cheftræner og truppen i resten af efteråret.

Er det en svær udekamp på søndag mod et velspillende og velsmurt AGF-hold? Ja.

Er de to efterfølgende udekampe mod FC Midtjylland og SønderjyskE også udfordrende? Givetvis.

Men det er lige meget efter den fyring. FC København skal vinde, og uden Europa League-kampe at tage hensyn til er det for mig at se helt rimeligt at forvente, at man lever op til egen målsætning om at spille med om (vinde) DM og dermed hente de to point per kamp, det vil kræve at ligge helt fremme ved jul.

2,02 point per kamp er i øvrigt det snit, FC København har haft i Superligaen, siden FC Midtjylland begyndte at blive en magtfaktor fra begyndelsen af 2014-sæsonen, og hvis man ikke kan matche det i et sjældent efterår uden Europa-kampe, giver fyringen af Ståle Solbakken nu i stedet for til jul ikke mening.

Der var ni ligakampe tilbage, da nordmanden røg, nu er der otte, og seks-syv stykker af dem skal vindes. Det bliver hårdt og svært, men det kan dårligt være anderledes efter et trænerskifte, der indtil videre ikke virker nær så oplagt på omverdenen, som det har gjort internt i FC København.