Leder: FC Københavns fremtid er på spil efter Solbakken-fyringen

Lederen er fra Tipsbladet fredag. Du køber Tipsbladet sammen med Ekstra Bladet og kan også få det leveret til døren - se mere her.

Hvorfor blev Ståle Solbakken fyret som FC København-manager?

Var det bare pointhøsten i Superligaen, ligesom Parkens formand Bo Rygaard sagde på pressemødet, der blev holdt klokken 10 en lørdag formiddag?

Eller stak der mere under?

Havde Solbakken "tabt omklædningsrummet", som den danske oversættelse af en halvsløj britisk fodboldkliché lyder? Eller var det ikke værre end alle andre steder, som modsvaret fra den anden lejr lød til at være?

Var det indkøbene, som manager Solbakken havde foretaget? En trup, hvor der bare var for mange forbiere og for lidt topkvalitet på et historisk højt budget? Eller var det i virkeligheden bestyrelsen, der slet ikke forstod sig på fodbold og intet begreb havde om, hvad det kræver af indsats og kolde kontanter at vinde DM to ud af tre sæsoner og samtidig spille fast i Europa League eller Champions League?

I dette tilfælde har nedturen og nederlaget, som det er at fyre Ståle Solbakken, mange fædre, og der er langt flere bud og forklaringer end dem, jeg her opridser for et FC København-mandskab, der på mig har virket slidt gennem en længere periode.

For FC Københavns skyld må man håbe, man internt har et soleklart og utvetydigt billede af, hvad der er sket, og hvor man vil hen nu.

For uanset om det er Ståle Solbakken eller bestyrelsen, der er nogle dummernikker, eller ingen af dem er det, er de valg, ledelsen i klubben kommer til at træffe i de kommende uger, afgørende for både FC København og såmænd også dansk klubfodbold, hvis vi sætter os helt op i helikopteren og ser ud over det Covid-19-hærgede fodboldøkonomiske landskab.

For mig at se er der to hovedspor, FC København kan forfølge.

Man kan blive på den nuværende kurs, hvor størstedelen af truppen hentes via transfermarkedet, og hvor kun cremen af ungdomsårgangene kommer op og spille en rolle.

Budgettet skal være langt større end konkurrenternes i Superligaen og også kunne måle sig med de hold, man dyster med om Europa League- og Champions League-pladser.

Det kræver efter min mening, at FC København skruer markant op for spillerbudgettet, der ligger i nabolaget 150 til 160 millioner kroner for den kommende sæson.

Det er nødvendigt for at holde trit med og igen distancere FC Midtjylland, der har hentet 429 point siden sidste spillerunde i 2013/14-sæson mod FC Københavns nærmest identiske 437 point.

Og så er det nødvendigt for at få tilstrækkeligt gode spillere til at være fast i Europa League og ikke risikere at droppe ned i Conference League i stedet, en turnering der for en klub af FC Københavns økonomiske størrelse dårligt nok er interessant.

Den anden hovedvej er at skabe plads til markant flere af klubbens egne talenter og at booste det arbejde og indkøbet af fantastiske 16- til 19-årige endnu mere.

Det vil stadig kræve et større budget end alle andre Superliga-klubber, hvis man vil nogenlunde fast i Europa, og tålmodigheden med resultaterne skal være større end hidtil, fordi unge spillere per definition præsterer mere ujævnt.

Så kan man gisne om klubsamarbejder (hvilket jeg ikke tror på for en klub af FC Københavns størrelse, men lad os se), om at alt kan løses med en friskere taktik og bedre evner på transfermarkedet.

Men i bund og grund skal FC København vælge retning, og jeg er altså ikke sikker på, det vil gå godt, hvis man bare fortsætter på den hidtidige kurs og tror, det hele retter sig og bliver fantastisk i de kommende år, fordi cheftræneren ikke hedder Ståle Solbakken, og sportsdirektøren heller ikke gør det.

For midtjyderne kommer bare ikke til at give FC København den samme arbejdsro, der har været efter andre dårlige sæsoner i de 15 år, siden Solbakken kom til, og man brød døren ind til Champions League og Europa League.

Udfordringen fra FC Midtjylland er markant større og farligere, end det FCK har oplevet fra Brøndby, OB og AaB, og man behøver ikke se længere væk end klubber som PSV, Benfica, Galatasaray og Anderlecht for at forvisse sig om, at en stærk magtposition og flotte europæiske resultater ikke er nogen garanti for noget som helst på den lange bane.