Leder: Fodbold har skabt Super League-monsteret

Lederen er fra Tipsbladet fredag. Du køber Tipsbladet sammen med Ekstra Bladet hver fredag – du kan også få det leveret til døren – se mere om hvordan her.

Det kom som et chok, da 12 af Europas allerstørste klubber i den forgangne uge fortalte, at de ville starte en lukket liga under navnet Super League.

At der så kun gik 48 timer, før ligaen lukkede igen, var bare pinligt for klubejerne, der tilsyneladende ikke havde spurgt andre end hinanden og udvalgte, velbetalte konsulenter, om verden nu også ville have deres Super League.

End ikke klubbernes egne spillere og trænere blev orienteret inden annonceringen af den nye liga, og hvis den snart forhenværende Manchester United-direktør Ed Woodward og hans kammerater Florentino Pérez, John Henry og Andrea Agnelli vil starte et nyt projekt sammen, kan de skrive en bog om, hvordan man fremmedgør flest mulige mennesker på kortest mulig tid.

Men piratligaen burde ikke overraske nogen, og da især ikke UEFA og deres medlemmer som DBU.

UEFA troede, man havde forhandlet en løsning i hus med de evigt glubske storklubber ved at ændre Champions League til ukendelighed fra 2024 og gå fra 96 til 196 kampe i gruppespilsfasen, noget der ville sikre storklubberne flere kampe og også flere pladser i turneringer.

Men den aftale var superklubberne altså alligevel ikke med på, og selvom UEFA-præsident Aleksandar Ceferin og fodboldpolitikerne nogle steder hyldes som helte, må man spørge sig selv om, hvor de har gemt sig i de seneste tre årtier, mens fodbold er blevet overtaget af mennesker og aktører med alt muligt andet end fodboldens bedste på hjerte.

Ceferin rasede dog, så det var en fryd. Han talte om slanger, og han kaldte den afgående ECA-boss Andrea Agnelli, hvis barn UEFA-bossen er gudfar til, for en løgner.

Men mandag vedtog UEFA, i skjul af orkanen, at Champions League fra 2024 udvides og ændres markant, så den bliver langt mere økonomisk attraktiv for de store klubber, end den allerede er. Og hvem ved, hvad der ellers blev sagt og lovet bag kulissen.

For UEFA er fanget.

Fanget af, at man i flere årtier har føjet disse superklubber, når de har truet med at bryde ud og lave deres egen liga.

Fanget af, at fodboldverdenen lige siden Roman Abramovitjs køb af Chelsea har tilladt nærmest enhver at blive klubejer, uanset motiverne bagved, inklusiv amerikanske klubejere med rødder i de store, profitsøgende amerikanske sportsligaer.

Amerikanerne er vant til et helt andet sportssystem med lukkede ligaer og jagt på profit, og det var nær endt i en piratliga, der bogstavelig talt ser ud til at være udtænkt i New York.

Det var i hvert fald ikke en lang køre- og flyvetur, Liverpool-ejer John Henry fra Boston og Arsenals Stan Kroenke (der ejer NFL-holdet Los Angeles Rams) skulle ud på for at slutte sig til familien Glazer og Elliott Managements boss Paul Singer i verdens finanscentrum, hvor investeringsbanken JP/Morgan, der havde lånt klubberne de 26 milliarder kroner til det første gilde i Super League, også hører hjemme.

På den måde har fodboldverdenen næret en slange ved sit bryst, som Aleksandar Ceferin sagde i sit raseriudbrud tidligere på ugen, før Super League igen var opgivet.

Men hvor har diskussionen og den reelle, oprigtige indsats for at arbejde strategisk med, hvem der ejer 100 år gamle, nogle gange langt ældre, og ekstremt vigtige kulturinstitutioner, været de seneste 10-15-20 år?

Herunder i Danmark, hvor snart halvdelen af klubberne i Superligaen og 1. division er på udenlandske hænder?

Og det stikker endnu dybere end det.

Man kan sagtens se Super League som den logiske konsekvens af at placere kampe på individuelle spilletidspunkter fordelt over hele weekender, hvis vi regner fredage og mandage med til weekenden i Danmarks tilfælde.

Super League kan også sagtens ses som den logiske konsekvens af et stadigt vildere transfermarked, der har sikret de selvsamme superklubber, som nu prøver at forlade resten af fodboldverdenen, noget nær monopol på de bedste fodboldspillere i verden.

Penge flyder fra toppen og ned i systemet, plejer argumentet at være, men selv uden en Super League har de største 10-15 klubber sikret sig, at ingen andre kommer i nærheden af at eje de bedste spillere i verden eller at holde på dem, hvis der et enkelt år dukker et superhold op i klubber som Ajax, Monaco eller Atalanta.

Super League ville kortslutte fodboldens system og smadre al anden fodbold, for at 15-20 klubber kunne få langt større indtægter.

Men man kan sagtens fremføre det argument, at fodboldverdenen så sandelig også har inviteret til at blive brændt af af disse superegoister, og at UEFA, Premier League og de andre gladelig har solgt deres tv-aftaler for stadigt flere milliarder takket være disse globale trækplastre, mens resten af fodboldverdenen med et smil har taget mod mange millioner i overførsler.

Har vi også som forbrugere pustet til udviklingen ved at se kampene og købe trøjerne og rejserne til Anfield og Old Trafford?

I betragtning af, hvor lidt fans og spillere har haft at sige i fodbold og i denne beslutning, skal vi nok ikke ligge søvnløse om natten og martre os selv.

Men en del af regnestykket hos klubber som Liverpool, Manchester United og Real Madrid er da helt sikkert, at der er millioner af turister, der gerne betaler vanvittige summer for at komme til fodbold på verdens største og flotteste fodboldarenaer for at se verdens dygtigste fodboldspillere i aktion og smide det på Instagram og Facebook.

Jeg har sjældent set et så selvcentreret og destruktivt forslag i fodboldens verden, som Super League var. Som idé er Super League født af samme sjælløse og griske kultur, der har placeret VM i fodbold i Qatar, og jeg snapper efter vejret, når jeg tænker på, hvor meget man er villig til at risikere og ødelægge for resten af fodboldspillet, for på kort sigt at tjene nogle flere penge.

Økonomisk kunne Super League smadre tifold for resten af fodboldverdenen sammenholdt med den guldregn, klubberne og deres allierede håbede på, og det altså et af verdens største kulturfænomener overhovedet, man var villig til at ødelægge for at tjene nogle milliarder ekstra.

Super League er ét stykke af den samme korrupte røverkapitalisme, der smadrer vores regnskove og koralrev, og som gerne fastholder en stor del af verdens arbejdsstyrke på sultegrænsen og sender flere derned, hvis den ellers får lov.

Det var godt, at kampen blev taget nu, og så kan man undre sig over, hvorfor i alverden man skulle helt hen til afgrunden, når alarmerne har hylet og blinket i årevis.

Sluttelig er det også værd at bide mærke i især de italienske og spanske klubbers pressemeddelelser på vej ud af Super League. De var fodslæbende og forbeholdt sig retten til, at man fortsætter med at se på, hvad der ‘er bedst for fodbold og spillets udvikling’.

Krigen er ikke ovre endnu, og Super Leagues dramatiske død er kun en gevinst, hvis alle gode kræfter går samme om reelle, dybe reformer, der kommer til at gøre ondt langt ind i fodboldverdenens rækker.