Leder: Læren fra 1992

Der var alt andet end harmoni omkring landsholdet i tiden op til EM 1992.

DBU havde i første omgang præsenteret en ny, tysk landstræner, Horst Wohlers, uden at have en aftale på plads med Bayer Uerdingen, brødrene Laudrup meldte fra, og Jan Mølby og Richard Møller Nielsen kunne ikke rigtig finde plads til hinanden.

Der var dyb skuffelse i nationen over den missede EM-kvalifikation, uanset at de mere besindige godt kunne se, hvilket verdensklassehold, Jugoslavien havde – det hold var mindst én klasse over Danmarks.

Men da det i de juni-uger virkelig gjaldt, fandt spillere og trænere sammen om at få det maksimale ud af den sene invitation og spillede trods tidligere problemer det EM, vi husker.

En kamp mod Tyskland 25 år efter triumfen i Göteborg kræver forhåbentlig intet motiverende arbejde fra landstræner Åge Hareide. Men udekampen lørdag i Almaty ovre ved grænsen til Kina og Kirgisistan er den virkelige test.

Ferien venter lige om hjørnet, Ortaliq Stadion er så langt hjemmefra, man overhovedet kan komme i europæisk fodbold (4700 km med fly, 6245 km i bil, hvis nogen er frisk på deres livs roadtrip), og på banen har holdet kun noget at tabe som storfavorit i en kompliceret udekamp.

Det kommer efter et 2017, hvor der har været åbne, verbale skudvekslinger mellem toppen af hierarkiet på landsholdet og DBU’s øverste ledelse, og hvor landstræner Hareide har været nødtvungent til at sige, at man ikke selv chartrer et privatfly for at komme hjem fra landskamp, efter spillerne var booket i rutefly lang tid efter kampen i Rumænien.

Den konflikt skal spillerne og DBU bare være i stand til at lægge bag sig, og hvis de skal have inspiration, kan de bare spole til det EM for 25 år siden, mange af dem ikke kan huske, men som de skal forholde sig til konstant de næste dage.