Lederen er fra Tipsbladet fredag, som du køber sammen med Ekstra Bladet hver fredag.

Mange fans ikke bryder sig om FC København og FC Midtjylland.

Det er en klassisk fodboldfortælling, at de andre er dødtrætte af hovedstadsklubben med flest penge, i Danmark FC København, og provins-opkomlingen i form af FC Midtjylland, der har vokset sig stor og stærk ved at være frækkere, mere modig og, i nogle tilfælde, mere hensynsløs og hård end traditionsrige rivaler.

Den historie kan vi finde fra Finland til Portugal og Belgien og Tyskland til Ukraine, for det er et grundvilkår at angribe rivalerne for det, man ikke er selv.

Så længe man forstår at holde det til fodbold og i stedet bærer interessen for fodbold videre ud i vores fragmenterede samfund som noget positivt, er det fint.

I dagens udgave af Tipsbladet sætter vi fokus på de to topklubber, der mødes søndag.

Vi bruger især kræfterne og pladsen på at sammenligne klubberne på en række punkter, der tegner de store linjer i rivaliseringen langt ud over de 90 minutter søndag aften i Parken, der kan falde begge veje mellem to jævnbyrdige hold.

Vi udråber ikke en vinder eller konkluderer, hvem der er bedst, for det er stadig to klubber med betydelige forskelle og vidt forskellige forudsætninger.

Jeg forstår udmærket, at mange helst ville være fri for de to store og stærke FC-klubber, der efter min vurdering igen kommer til at dele Superligaen mellem sig i den kommende håndfuld år, som de gjorde fra 2014 og indtil Brøndbys overraskende mesterskab.

Men det kan også noget at have to markante klubber, der henter point i Europa, køber og sælger spillere for store beløb og tiltrækker mange tilskuere og seere.

Igen, fair nok, hvis man helst ville være fri, men så kunne andre jo have taget teten i halvfemserne og nullerne, da FC København endnu var en teenager og FC Midtjylland dårligt nok født som fusion mellem anonyme Ikast fS og endnu mere anonyme Herning Fremad.

Superligaen ville uden FC-klubberne have mere til fælles med Bulgarien og Rumænien i sportsligt niveau, spænding og interesse, i stedet for at spille i Europas Top 15. Jeg har ikke hørt Randers FC og Brøndby IF klage over de europæiske point, FC København har samlet til den danske rangliste.

Og selvom jeg personligt godt kan lide at se fodbold i de lavere rækker, er det for uambitiøst at ønske sig en bred Superliga med mange hold og mesterhold, der så får tæsk i første runde af Champions League-kvalifikationen i Finland og Albanien, fordi de ikke er bedre.

Jeg synes også, der er noget historie mellem de to klubber, ligesom de har med andre danske hold.

Flemming Østergaards entré på traktor i Ikast i 2003 var genial, det samme var de vilde kampe i 2014, hvor holdene først ødelagde det for hinanden, og FCM siden lagde kimen til det første mesterskab ved at vinde 2-1 i Parken i august.

Siden har der været åben slagsudveksling mellem de to hold med en lille overvægt til FC Midtjylland i de indbyrdes kampe, og mesterskabet går ikke automatisk til sejrherren på det udsolgte stadion på søndag – dertil er de to klubber for lige.

Mange hader dem, men FCK og FCM er gode for SL