Messis finale er et lavpunkt i fodboldhistorien

Nu har Qatar haft muligheden for at lukke munden på kritikerne og vise, at man kunne holde et godt VM, skabe positive forandringer og skubbe fodboldverdenen i en bedre retning.

Fire ugers eksamen som VM-vært efter halvandet årtis forberedelser er ovre.

Og nu, hvor Qatar har været VM-vært, står det kun endnu mere klart, at landet aldrig skulle have haft VM.

Slutrunden skulle aldrig have været tildelt Qatar, og landet skulle aldrig have haft lov til at holde fast i værtskabet i 12 år trods et væld af skandaler, ligesom det for denne signatur er trist at se, at der ikke var flere eller skarpere protester fra de medvirkende hold.

Det begyndte med en rablende FIFA-præsident Gianni Infantino, der på lange stræk kaldte kritikere af Qatars voldsomme brud på menneskerettighederne og den kyniske, menneskefjendske behandling af millioner af gæstearbejdere, for racister, der burde huske på Europas grumme opførsel som kolonimagter.

Så var VM i spin og dårlige bortforklaringer ligesom i gang.

Det fortsatte med et nej og trusler om sportslige sanktioner for lande, herunder Danmark, der gav kaptajnen et OneLove-anførerbind på.

Jeg tør næsten garantere, at den kom helt fra toppen i FIFA og var timet bevidst som sabotage og et bevidst angreb på de syv lande, der gik mod partilinjen.

Pressede spillere
Selve afviklingen af slutrunden har været ok uden at være prangende.

Journalister til stede i Qatar har bemærket, at der næsten systematisk har været tomme pladser, nogle gange fordi det har knebet med at få tilskuerne ind til kickoff, men de tomme arenaer, arrangørerne nok kunne have frygtet, har vi ikke set.

Turneringen har budt på det samme billede som ved adskillige af de seneste, nemlig at niveauet er længere og længere fra det i europæisk klubfodbolds top. Måske 10 procent mere end sædvanligt, da forberedelsestiden var skandaløse syv dage fra sidste klubrunde til åbningskampen.

Jo, flere hold kan følge med og står hæderligt defensivt og kan komme til chancer.

Men det handler mest af alt om globaliserede trænings- og analysemetoder, og at spillerne fra samtlige VM-nationer minus værterne Qatar og Saudi-Arabien (som til gengæld har en stærk klubkultur og et rimeligt sportsligt niveau) har et væld af spillere i europæiske klubber.

Selvom Gianni Infantinos tekniske direktør og lakaj Arsene Wenger har raset over, at vi i medierne vover at nævne det, kan man kun frygte, hvad der kommer af skader, nu hvor spillerne bliver hældt direkte tilbage i aktion i deres klubber.

Klubberne har taget sig godt betalt af Qatar i form af rekordstor kompensation for at afgive spillere, men vi har ikke set de sidste alvorlige skader, den totale mangel på respekt for spillernes helbred ved at lægge et VM midt i sæsonen resulterer i.

Respektløs behandling af andre mennesker
Men det er uden for banen, vi finder de virkelige lavpunkter.

Der er positioneringen af Saudi-Arabien som VM-vært i 2030, I her kan læse mere om.

Der er den respektløse behandling af migrantarbejderne, der ikke får den kompensation, Amnesty og andre har krævet på deres vegne, og hvor et par dødsfald her under VM har afsløret Qatars regimes afstumpede behandling af disse andenrangsborgere.

VM i Qatar har i det hele taget været et VM for millionærerne, milliardærerne og de lande, der vil have energiaftaler, sælge våben og positionere sig i alle mulige aftaler.

Europa er på ingen måde uskyldig med et væld af politikere, der har sværmet som møl for at købe løs af Qatars 200 års gasreserver.

En lang række politikere fra Europa har taget mod ture til Qatar betalt af Qatars regime, amerikanske politikere har også været forbi under VM, og det er også noget af læren her, at energi- og forsvarspolitik i den grad trumfer sport og hvad der i dette tilfælde sker med fodbold, når lysene slukkes.

FIFA-præsidenten Gianni Infantino sendte nok en prøveballon op på sit afsluttende pressemøde fredag 16. december i form af et 32-hold stort klub-VM, der næppe er plads til i den kalender, der lige nu forhandles fra 2024 og frem mellem fodboldens parter.

Der skal også være årlige klub-stævner med fire hold i FIFA, uden vi ved meget mere end det.

Og det er alt sammen politisk positionering og et angreb på Europas Champions League, der samtidig er politisk populært hos Infantinos vælgere, der til marts genvælger ham uden modkandidat, og endda muligvis ved blot at klappe af ham på kongressen i Rwanda (jo, det skal tages bogstaveligt) i stedet for at stemme.

På samme pressekonference kunne vi på FIFA-bossens svar udlede, at han også har tænkt sig at blive genvalgt i 2027 og ikke tæller de første tre år og tre måneder, hvor han tog over fra skandaleramte Sepp Blatter, som værende medregnet i hans embedsperiode (præsidenter må kun sidde tre perioder).

Regler? Hvilke regler?
Det er det, der står tilbage.

Regler kan i fodbold bøjes for dem, der har pengene og magten, og det stadfæster dette VM.

Super League mislykkedes, men der er egentlig ikke megen forskel på hverken Infantino, FIFA, UEFA og hvad der sker i det daglige i Europa med klubopkøb og udvidelser af turneringer som Champions League.

Det handler om at skrabe mest mulig magt og flest penge sammen, og så blæse være med, hvad der sker med spillet om 5, 10 og 15 år.

Et af forsvarene for slutrunden har været, at det udbreder spillet til nye dele af verden, og at fodbold også skal være for det store flertal af verdens befolkning, der ikke bor i Europa eller Sydamerika.

Det er jeg enig i. Problemet er bare, at denne udvikling ikke sker til gavn for almindelige mennesker, men i stedet til ære for enevældige regenter, der vil have et endnu mere fast greb om magten.

Qatar er et diktatur og et overvågningssamfund af rang, hvor den regerende Al Thani-familie bruger VM og resten af landets ressourcer på at fremtidssikre magten.

I Saudi-Arabien, Kina og De Forenede Arabiske Emirater, der også vil være noget ved musikken i fodbold, er diktaturerne og overvågningen endnu mere barsk end i Qatar.

Dette VM viser andre diktaturer, at de også med fordel kan bruge VM til at sikre egen magt, og at FIFA i øvrigt mægtig gerne hjælper til sammen med en horde af rådgivere og firmaer, der kan sikre PR-sejre og gå til modangreb på frie medier og uafhængige eksperter.

Det nytter ikke naivt at holde fast i, at dette VM handler om solstråle-historierne Marokko og Lionel Messis vej mod et sidste attentat på VM-trofæet.

Det her er højdepunktet på et koregraferet propaganda-show, der fra FIFA's side skal lokke flere diktaturer i honningskrukken og betale FIFA og fodbold 50, 70, ja hvorfor ikke 100, milliarder kroner for at afholde VM, og som skal befæste diktaturets magt i Qatar i mange årtier fremover.

PR-festen topper i dag
Kan noget bremse det?

En grim korruptionssag i Europa-Parlamentet, der ifølge belgiske myndigheder har direkte tråde til Qatar, der mistænkes for at have bestukket ledende EU-politikere til at tale og handle efter Qatars interesser, kan ende med at lægge pres på værtsnationer som Qatar og på FIFA for ikke bare bevidstløst at give flere af de største turneringer til diktaturer.

I Schweiz er der også en politisag åben, der i teorien kan ende med Gianni Infantino på anklagebænken for magtmisbrug, måske endda også korruption.

Fyringer og Danmark-sabotage: Så vild er FIFA-boss https://t.co/60TBwJc6sp

— tipsbladet.dk (@tipsbladet) December 7, 2022

Blandt fansene i Qatar er Infantino ikke specielt populær, hvilket er med til at forklare, hvorfor producerne stoppede med at filme ham på tv eller smide ham op på storskærmen på stadion.

Men i sit virkelige bagland, der er de få hundrede chefer og VIP's i fodboldforbundene og nogle tusinde topfolk i fodboldverdenen og den politiske og finansielle elite, er Infantino den perfekte kransekagefigur. På én og samme gang magtfuld og nem at forme, og villig til cirka alt, der kan få ham genvalgt eller smider flere penge i FIFA's kasse.

Argentina mod Frankrig i dagens finale er endnu mere Lionel Messi mod Kylian Mbappé og PSG mod PSG, som er Qatars forlængede arm i Europa.

Det er forrygende historiefortælling med Lionel Messis chance for at fuldende karrieren, men når Qatars landshold nu viste sig så svagt frem, er det omtrent det næstbedste udfald at have to af PSG's superstjerner i finalen.

Det er trist, den bedste fodboldspiller nogensinde lader sig bruge på den måde, og har gjort det i et mere end ti år langt samarbejde med VM-værterne gennem Leo Messi Foundation.

Men det er også et faktum, vi er nødt til at forholde os til i stedet for desperat at klynge os til, at fodbold og politik er to forskellige størrelser, når den seneste måned har vist, at de to ting aldrig har hængt tættere sammen.