OB er i problemer.
Det var pibekoncert, frustrationer og rasende ledere og sponsorer på stadion i Odense, da OB ikke alene tabte 0-3 til Silkeborg IF men også lignede et fodboldhold og en klub, der er mærket af års middelmådighed.
En storsponsor raser, i klubben er man også ærgerlig, og for mig at se er der god grund til at være bekymret på OB's vegne.
OB's defensive arbejde er tæt på 1. Division
Vi lægger ud med en lille bid statistik.
I denne sæson ligger OB nummer 10 på listen over afslutninger i Superligaen og nummer 11 i kunsten at forhindre modstanderen i at få fyret på mål.
I sidste sæson var de tilsvarende tal nummer 9 og nummer 12.
Man kan som fodboldhold sagtens vægte at have mange åbne kampe, hvor man angriber og presser med mange mand fremme i en risikabel satsning, og så lever med, at kampene ofte er et skydetelt.
Men det er altså ikke tilfældet over tid i OB.
OB er blandt de hold i Superligaen, der kommer frem til færrest chancer, og konsekvent et af de hold, der tillader flest afslutninger mod sig, også selvom man i foråret spillede i Bund 6 mod svagere hold end i den top, OB så gerne vil være del af.
De her tal udstiller det, mange vel kan se. At defensiven med Bjørn Paulsen i centrum sammen med midtbanen og angrebet er blandt dem i Superligaen, det er nemmest at komme til chancer mod.
Det er næsten umuligt at bevæge sig op i øverste halvdel, når afslutningerne suser om ørerne på målmanden, og det er svært at blive ved med at tro på OB's mantra om, at det lige straks bliver bedre, når det i 11-12 år har vist sig ikke at være tilfældet.
Bortset fra Hvidovres meget pressede oprykkere er det svært at se, hvilket andet Superliga-hold, der ville bytte forsvarskæde med OB, og det fortæller historien om et fynsk hold, der i defensiven spiller til at risikere en tur i 1. Division.
OB rammer for sjældent plet på nye spillere
OB er en ret klar sekser i vores rangering af spillerbudgetterne i Superligaen.
Men strategisk er det et problem for OB, at man i et årti har haltet efter stort set alle andre Superliga-klubber, når det handler om at få værdi for pengene, og især om at finde store profiler, der bliver blandt Superligaens bedste og langt, langt overgår den pris, de er købt ind til.
Rent fodboldfagligt er det endnu for tidligt at sige, at det kuld af spillere, OB hentede ind denne sommer, ikke kan blive en slagkraftig enhed.
Men OB har bare ikke historien med sig.
Yankuba Minteh var undtagelsen, der bekræfter reglen om, at OB for ofte får spillere ind, der lige leverer 10-20 procent under, hvad man kunne have forventet.
Ingen her gør noget af ond vilje, men det efterlader OB i en dybt sårbar strategisk position.
Man er slet ikke lige så dygtig eller har samme midler til at hente stensikre hits ind til 10-20-30 millioner kroner, som de fem rigeste klubber i Superligaen kan.
Og det er næsten aldrig i OB, man finder en ny Elias Achouri eller Serginho, en Lucas Hey, en Lasse Berg Johnsen eller Nicolai Vallys.
Det betyder, at kun et enkelt af holdene fra det brede felt af klubber med det halve budget af OB's skal skrue en god trup sammen for at snyde OB i grundspillet, og så står den igen-igen på Bund 6-slutspil.
Middelmådigheden sidder i væggene
På Fyn håber man hver sommer og efterår, at det nu er tid til en tur i Top 6, men der er bare ikke meget, der siger, at i år bliver året.
Det har på skift været danske spillere, internationale spillere og egne talenter, der har været udskrevet som medicinen, der skal få den fynske patient på højkant.
Men vi må konstatere, at OB konsekvent har været i den lunkne, nedre halvdel til at finde og spille med hver af disse type spillere.
Et træningsanlæg og fysiske rammer, der vel kun er mere undervældende i deltidsprofessionelle Hvidovre, maler et billede af en middelmådig klub.
Det er ikke nok selv at synes, man er en vildt god talentudvikler, når man får tæv i Superligaen, og de andre Superliga-klubber er ligeglade med, om OB har haft et par gode resultater i ungdomsrækkerne.
Og det må virkelig også vække til eftertanke, at klubber med det halve budget har langt lettere ved at købe spillere, der ender i stærke klubber i udlandet, efter de vel at mærke har opnået flotte placeringer med deres klub i toppen af Superligaen.
Det er, som om middelmådigheden har sat sig i det OB, der var så stærk (og dyr) en udfordrer til FC København fra 2006 og fem år frem, og man er nødt til at finde noget, man reelt er dygtigere til end næsten alle andre i Danmark, hvis der ikke står en vild acceleration for døren med spillerbudgetter på størrelse med AGF's og FC Nordsjællands.
