Transfermarkedet i Superligaen har været big business i mange år, men nu er det for alvor begyndt at diktere, hvad klubberne gør.
Hvor det før i tiden var vildt, hvis en spiller blev solgt for 20-25 millioner kroner, og man hostede op med cirka det halve for nye spillere i topklubberne, har markedet for alvor taget fart.
I sidste sæson kunne Superliga-klubberne juble over salg for rekordstore summer, der kan komme op i omegnen af 800 millioner kroner, hvis ellers et rimeligt antal præstationsklausuler bliver indfriet, og denne sommer er der solgt spillere for et beløb tæt på 400 millioner kroner.
Det er altså over en milliard kroner, der er solgt spillere for i Superligaen på et år, hvoraf en stor del af pengene er faldet i euro og pund fra udlandet.
Det har givet stor appetit på at købe nye spillere med adskillige erfarne folk imellem, der er skiftet til især topklubberne i Superligaen. Bare se FC Københavns rekordkøb af Andreas Cornelius for 45 millioner kroner i Trabzonspor, få dage efter FCK vippede de tyrkiske mestre ud af Champions League.
Samtidig arbejder klubberne systematisk med at finde den næste unge mand, der skal sendes til udlandet med så stor avance som muligt, om man så skal spille ham tidligere og oftere, end hans niveau reelt berettiger til.
Hvis det lyder og føles lidt koldt og sjæleløst, er du ikke på vildspor.
Det er ofte et hårdt spil om dygtige fodboldspillere og millionbeløb, der udfolder sig bag klubbernes megen snak om menneskelige værdier og lokal tilknytning.
Det er heller ikke for alvor en mulighed at lade være med at stige på vognen.
Formår man som klub ikke at sælge dyrt og købe de rigtige nye spillere, er man meget dårligere stillet, end klubber var før transfermarkedet for alvor tog fart for små ti år siden med flere og flere handler til stadigt større beløb.
Transfermarkedet er også en god fortælling i omgivelserne.
Intet, og jeg mener intet, i fodboldens verden vækker samme interesse hos læsere som klubskifter, og der pustes i disse år til rivaliseringen med flere klubskifter internt i Danmark.
Kamil Wilczeks utrolige ridt fra Brøndby til Tyrkiet i januar 2020 og tilbage til Danmark og FC København et halvt år senere med op- og især nedture frem til skilsmissen mellem angriberen og FCK i januar i år var enestående.
Men direkte handler mellem FCM og AGF, AGF og AaB, og AGF og Randers har også sat kolorit på opgørene mellem klubber, der ellers kender hinanden ind og ud.
Klubskifterne er blevet underholdning ud over at være forretning, og man skal som ansvarlig holde tungen lige i munden for ikke at blive revet med og begynde at tro på, at klubbens skæbne i tabellen bliver afgjort af bare ét til indkøb.
Med alle de penge følger der også skyggesider.
Mange forsøger at tiltuske sig en rolle på markedet, hvor der er langt flere agenter i dag end for fem-syv år siden, og hvor der er kommet hård konkurrence over landegrænser.
Der er en fornemmelse af, at både klubber men også i nogle tilfælde spillere træder på speederen i disse år.
Spillere uden aftale med en agent afholder auktion over sig selv og sætter i nogle tilfælde mange agenter i gang med at finde den bedst mulige aftale, hvilket kan skabe kaotiske situationer med konkurrerende agenter, der forsøger at få netop deres handel igennem.
Og vi ser også tilfælde, hvor klubber ikke tager det så tungt, at man for eksempel ikke må tale kontrakt og muligheder med en ønsket spiller, før man er enig med vedkommendes nuværende klub eller i det mindste bare har spurgt om lov til at ringe til spilleren.
Bare spørg i FC Midtjylland, om det var vidunderligt at læse om Evanders færdigforhandlede kontrakt med Galatasaray på 1,2 millioner euro i tyrkiske medier, selvom FCM igen og igen havde sagt ‘NEJ!’ til storklubbens købstilbud.
Det tilfælde er tilpas diffust til, at Galatasaray ikke kan tages i noget forkert, men man kan sandsynligvis finde tilsvarende tilfælde denne sommer internt i Danmark, om end de er meget svære at bevise.
Kampen om de bedste spillere har også bevæget sig ned på ungdomsniveau til teenagere og nogle gange børn, og det skyldes ikke mindst udsigten til en veritabel pengeregn, hvis man finder, uddanner og sælger den helt rigtige spiller så tidligt som muligt.
Det kræver ofte, at man får spilleren i stald, i nogle tilfælde allerede når han er 12-13 år eller yngre endda, uanset at det i den alder er næsten umuligt at vide, hvem der ender med at blive professionel.
Det er big business og på mange måder godt for dansk fodbold, at der er så megen gang i forretningen.
Men det er også vigtigt at holde fast i det moralske kompas, når fristelserne bliver store, og at reguleringen og overvågningen af et stadigt vigtigere marked følger med.
