Moralsk fallit: Tvang Danmark – tøver mod Rusland

Der bliver stillet mange store spørgsmål i europæisk fodbold i disse måneder.

Kan man trodse folkeretten, invadere et naboland og true halvdelen af Europas uafhængighed, og så samtidig være vært for en Champions League-finale, som Vladimir Putins hjemby Sankt Petersborg er lørdag 28. maj?

Er det helt fint at lade en forretningsmand og fodboldpolitiker fra Qatar, Paris Saint-Germains præsident Nasser Al-Khelaïfi, der i sidste ende tjener Qatars kongefamilie og er chef for en af UEFA's helt store rettighedshavere, stå i spidsen for kluborganisationen European Club Association og have en stor stemme i UEFA's øverste råd, eksekutivkomitéen?

En position, der har været med til at cementere UEFA's og Qatars meget tætte politiske alliance?

Læs også: UEFA sælger spillet til Qatar, Rusland og Kina

Er det uproblematisk at surre sig fast til enorme sponsoraftaler med de statsejede virksomheder Gazprom og Qatar Airways, når professionel fodbold er slagmark for de selvsamme autoritære landes brug af fodbold til at promovere egne statsapparater?

At Danmark og Finlands spillere blev tvunget tilbage på banen for at spille kampen færdig, efter de havde set deres kollega og ven Christian Eriksen falde livløs om og være død i fem minutter den aften 12. juni sidste år, hænger ikke som sådan sammen med de dybe problemer, det har skabt for UEFA, at man velvilligt har samarbejdet med og fremmet autoritære staters interesse ved at lade dem spejle sig i fodbold.

Men så alligevel.

Er det ikke lige præcis et af de mange mindre, , eksempler på, at man i UEFA og europæisk fodbold har glemt, hvem man er til for, og hvad der er op og ned i begreber som rigtigt og forkert?

En usund kultur med dårlige værdier, hvor loyaliteten er rettet mod bundlinjen, Moskva og Doha, i stedet for dem, man skulle tjene?

Det er det for mig.

At man fastholder Sankt Petersborg som finaleby for Champions League og har et helt centralt partnerskab med den energivirksomhed, der om nogen er symbolet på og pengetank for Putins autoritære styre viser, hvordan UEFA er blevet filtret sammen med kræfter, der er så fjernt fra sportens folkelige og demokratiske udgangspunkt, som man kan komme.

Når man giver et ungdoms-EM til Belarus, samtidig med at selv det ellers dybt Rusland-loyale internationale ishockeyforbund flytter mesterskaber væk fra landet, siger det meget om problemerne, ligesom den omvende proportionalitet i straf og bøder for racisme og brud på UEFA’s kommercielle rettigheder (husker I Bendtners underbukser?) gør det.

Ved EM sidste år var der også flere andre møgsager undervejs end tvangen mod Danmarks og Finlands spillere i Parken – bare husk den klodsede håndtering af Ungarns indgreb mod LGBT-markeringer og den problematiske afvikling af EM-semifinaler og finalen i London, som ikke just har fået voldsomme konsekvenser for arrangørerne.

At præsident Aleksandar Ceferins UEFA i første omgang ikke flytter Champions League-finalen og siger, at man følger udviklingen, stiller de facto fodboldens øverste top i Europa på de autoritære kræfters side i en væbnet, politisk konflikt på vores kontinent, indtil man om kort tid alligevel flytter den finale. Hvorfor venter man dog?

Regionens historie er kompleks og nuanceret, men det undskylder nul og niks, når Putins styre i imperie-genrejsningens navn (og for egen politisk vinding, naturligvis) invaderer et naboland og muligvis vil til at erobre mere land med våbenmagt.

Punktum.

Sværere burde det ikke være – angrebet har trods alt været undervejs i ugevis, og når selv EU kan være klar med sanktioner i løbet af tirsdagen, kunne UEFA naturligvis også have taget den finale fra Rusland her og nu.

Det er på høje tid, at demokratiske kræfter tager til genmæle og erobrer fodboldspillet tilbage fra de autoritære og diktatorernes kløer.

Og at man fra dansk side kræver finalen i Europas største klubturnering flyttet uden for Vladimir Putins rækkevidde er det absolut mindste, vi kan forvente, før der skal tages et alvorligt kig på, om hvilket som helst autoritært land i verden skal have lov til at spille hovedroller i fodbold her på kontinentet.