Qatar malker fodboldspillet og Laudrup-navnet

I frie samfund som vores står det Michael Laudrup frit for at vælge arbejdsgiver.

Og når man samtidig er Danmarks måske bedste fodboldspiller nogensinde og den danske træner med flest store klubber på CV’et, er det ligeledes legitimt at spørge, hvad han vil i Qatar, og ikke mindst hvad Qatar vil med ham.

Qatar er et udemokratisk land, som behandler mange gæstearbejdere rædselsfuldt og sandsynligvis nød godt af Mohammed bin-Hammams rundhåndede bestikkelse til fodboldpolitikere over hele kloden, da landet vandt værtskabet til VM 2022.

Det er ikke uden grund, Qatar har satset så hårdt på VM, og at et medlem af kongefamilien uden at blinke betaler Michael Laudrup en løn i Champions League-klassen på en toårig kontrakt i Al-Rayyan.

Qatar forsøger politisk og fysisk at etablere sig som et verdens mødested, og der er sport både et afgørende trækplaster og et omdrejningspunkt i skabelsen af en stærk, national identitet i en ung nation.

Man er også en særdeles aktiv spiller i den arabiske verden, hvilket blandt andet betyder, at nogle af de massive pengestrømme ud af Qatar også er gået til ”velgørende” organisationer, der finansierer jihadist-grupper i Syrien.

Qatar benytter den finansielle styrke, man pumper op direkte fra gasfelterne i Den Persiske Golf, i både de regionale og globale politiske magtkampe, blandt andet for at beskytte selvsamme gasfelter, der ligger ovenpå verdens tredjestørste reserver.

For uanset at Qatars hær råder over noget af USA’s mest moderne militære isenkram, ved Qatar også, at man med 300.000 statsborgere ikke har en jordisk chance for alene at standse en invasion fra en stormagt i regionen.

I det lys er selv et fodbold-VM med infrastruktur-byggerier til flere hundrede milliarder kroner billigt, hvis det gør Qatar til et verdenskendt brand med venner over hele kloden og et land, USA beskytter militært, og at det medlem af kongefamilien, der ejer Al-Rayyan, hyrer Michael Laudrup ligger i lige linje af den strategi.

I disse uger siger rygtestrømmen omkring den internationale olympiske komite, at den Qatar-finansierede organisation International Centre for Sports Security er ved at køre sig selv i stilling til et stort samarbejde om kontrol og overvågning af international sport sammen med IOC, blandt andet på bekostning af antidoping-agenturet WADA, der havde den frækhed at afsløre Ruslands statsstyrede dopingprogram.

Sådan går det forhåbentlig ikke, men Qatar vil gå meget langt for at sikre VM 2022 og egne interesser i elitesport, og landet spillede også en vigtig rolle i FIFA’s præsidentvalg tidligere på året.

Uanset om han vil det eller ej, bliver Michael Laudrup også reklamesøjle for Qatars sportssatsning, og selvom jeg forstår, Qatar ikke har appetit på en iransk invasion, kan jeg på ingen måde sympatisere med metoderne, Qatar bruger til at tage magten i international sport eller måden, VM havnede i Golf-staten.

Det er umuligt at adskille sport og politik i tilfældet Qatar, og derfor er det så ærgerligt, at Michael Laudrup nu lader Qatar bruge hans navn til at fremme en agenda, der er dybt skadelig for fodboldspillet.