Randers er ikke en tilfældig investors reservehold

Det var en fejende flot eftermiddag for Randers FC.

På banen var der klasseforskel i 4-0-sejren, og når man nu ikke kunne spille hjemme i Randers, var det da fedt at varme op til kampen og spille den i ærkerivalen AGF’s hule.

Randers FC har nu vundet to pokaltitler, vundet bronze og skal for sjette gang spille europæisk fodbold, siden fusionen mellem Randers Freja og en række af byens og oplandets vigtigste klubber blev til.

Det er, på godt jysk, udmærket klaret af en klub, der blev født ud af Randers Freja i voldsomme økonomiske problemer i divisionerne.

Jeg kan godt lide Randers FC.

Det er en klub med gode mennesker på førsteholdet, i trænerstaben, ned gennem ungdomsafdelingen og på kontorerne, et sted hvor man stiller krav til hinanden og behandler hinanden ordentligt.

Jeg kan lide, at Gardin Lis er på spillertrøjerne.

Jeg kan lide, at det runger på randrusiansk til træning og i sponsorloungen og på stadion, når man ellers må komme ind for den lede coronavirus, og om nogen er det her en klub med rødderne dybt forgrenet i lokalområdet.

Nu skal Randers igen spille europæisk, enten i Europa League, hvis man klarer to svære kvalifikationskampe, eller i den ny Conference League.

Både i de turneringer og så småt også i dansk klubfodbold er disse lokalt forankrede klubber med ejere, man kan møde nede hos bageren søndag morgen, efterhånden ved at være i mindretal.

Det her er en fed dag for Randers, der venter nogle fede måneder forude, men Randers FC er altså også en af de klubber, der leder efter enten en udenlandsk ejer eller samarbejdspartner i form af en større klubber i en af Europas større ligaer.

Det arbejde bliver helt sikkert lettere nu.

Det her skal absolut ikke forstås som en bebrejdelse af, at Randers FC måske snart er på udenlandske hænder, ligesom torsdagens finalemodstander SønderjyskE og ni andre klubber i de tre bedste rækker er.

Men jeg bliver bare lidt trist over, at det nok er nødvendigt for en klub som Randers at komme på udenlandske hænder, hvis man bare skal følge nogenlunde med rivalerne fra Top 6-stregen og nedefter.

Det her er ikke noget, Randers FC har skabt.

Man føler sig bare ikke i stand til at finde de penge og løfte de forbindelser, der skal til for at hænge på i ræset, præcis som SønderjyskE, Vejle, Esbjerg og en række andre klubber allerede er nået frem til.

Jeg håber, at Randers FC også om fem og ti år har den her lokale forankring og er en af de mest tydelige klubber i dansk fodbold i forhold til, hvem man er, og hvor man kommer fra.

Jeg har ikke lyst til at se den her blanding af habile udlændinge, spillere fra andre danske klubber og lokale knægte udskiftet med folk fundet i et klubsamarbejde eller et eller andet agentnetværk, der lige så godt kunne placere spillerne i Bulgarien eller Schweiz som i Randers.

Så med det fromme håb skal der ønskes tillykke med den flotte og fortjente sejr – og fra af dansk klubfodbold vel også et held og lykke forud for Europa-kampene og jagten på koefficientpoint.

På banen er det om noget et symbol på, at Randers FC er tilbage efter balladeårene fra 2016 til 2018, og hvor var det i øvrigt fedt at se tæt på 8.000 tilskuere på stadion og god stemning mellem fansene.

Pokalfodbold kan stadig noget og kan endnu mere, når den her trælse coronavirus er fortid – og så var det her altså også endnu en, desværre nødvendig, reminder om, at Randers FC altså ikke er noget kedeligt tonserhold.

Vito Hammershøy-Mistrati, Mathias Greve, Lasse Johnsen, Tosin Kehinde og Marvin Egho – der er altså rigeligt med god og seværdig fodbold i det her hold, og hvor må man håbe, der bliver mulighed for at kvittere for det på tilskuerpladserne i Europa League eller Conference League til efteråret.

Læs videre her om den bonus, Randers-anfører Erik Marxen har forhandlet på plads med klubben.