Sådan gik AGF fra succes til fiasko: Hvad så nu?

En tredjeplads i 2020 blev vekslet til en fjerdeplads i 2021, netop som AGF faktisk havde førstepladsen inden for rækkevidde tidligt på året.

Men de færreste havde nok set for sig, at man 25 kampe inde i 2021/22 ville ligge nummer ni med 28 point, og kun én sejr i dette kalenderår.

Den faldt mod SønderjyskE i første forårsrunde i en kamp, sønderjyderne lige så vel kunne have vundet efter en tidlig 2-0-føring i Århus, og nerverne kan melde sig, hvis århusianerne mandag taber til samme modstander og Vejle samtidig slår FC Nordsjælland, så afstanden er syv point med seks kampe tilbage.

David Nielsen sagde efter en pauver indsats i 0-2 hjemme mod Viborg i torsdags, at det jo lignede et hold, der gerne ville have en ny træner, og der ramte den ellers så populære AGF-cheftræner nok manges fornemmelse i en skuffende og underlig sæson.

Så hvordan kunne AGF havne her, når målsætningen var en helt anden, og klubbens ledelse endda købte spillere for et rekordkøb sidste sommer?

Det ser vi nærmere på her.

Læst af modstanderne
Det her er ikke det vigtigste punkt, men det skal med.

AGF slog sig vej til en tredjeplads og en fjerdeplads med et af ligaens fysisk stærkeste, mest aggressive og mest direkte hold.

Med backerne Kevin Diks og Casper Højer som igangsættere og indlæggere gjorde man ondt på modstanderne, og ganske opløftende var man en stor mundfuld for de tre rigeste og stærkeste klubber, FCK, FCM og Brøndby.

Her i 2022 har man justeret det direkte spil og skaber faktisk flere chancer, selvom resultaterne er elendige, til gengæld er man blevet defensivt sårbar, hvilket forklarer nederlagene.

AGF har flere gange sagt, at nu skal man til at spille mere boldbesiddende, men det er bare ikke blevet virkelighed på banen og i statistikken.

Farvel til topspillere
Kevin Diks, Kamil Grabara og Casper Højer havde været i startopstillingen på de fleste, for ikke at sige alle, Superliga-hold, da de var bedst.

Det var også med god grund, at FCM blev koblet til Mustafa Amini og hans fremragende evne til at vende spillet, få måneder før coronaudbruddet og et ekstremt mislykket skifte til Tyrkiet ødelagde den sympatiske australiers karriere.

Mustapha Bundu røg til Anderlecht for tre millioner euro i sommeren 2020, hvilket var ganske fortjent, og samtidig var de unge ved at vokse frem og blive en force.

Og så var Patrick Mortensen så god, at han nåede at snuse til landsholdet.

Det har bare vist sig svært at erstatte folk, der reelt var gode nok til FC København og FC Midtjyllands to-tre-fire gange dyrere startopstillinger.

Svære, dyre køb
Når man lægger 7,5, 10 og 15 millioner kroner for en spiller, skal det pinedød bare blive godt.

Det gælder især, hvis man er AGF og sætter klar transferrekord.

Problemet er, at man i virkelighedens verden bare slet ikke kan vide sig lige så sikker på succes fra dyre spillere, som mavefornemmelsen siger.

I Superligaen lige nu løber Paul Mukairu, Juninho, Charles, Mamoudou Karamoko, Henrik Heggheim, Joel Andersson, Frederik Alves og Mathias Greve rundt med lignende prisskilte som Mikael Andersson, Eric Kahl og David Kurminowski.

Nogle af dem skal nok blive gedigne hits, men megen erfaring i Danmark med spillere i den prisklasse og fra udlandet med rekorddyre spillere fortæller, at man slet, slet ikke er oppe på hverken 90 eller 80 procents sikkerhed for stor sportslig succes, når man banker igennem på transfersummen.

AGF får en masse skældud i disse måneder for de dårlige resultater set i lyset af rekordbudgettet og de dyre køb.

Det er rimeligt nok, når der er betydelige udsving hos Andersson og Kahl, og Kurminowski slet ikke kan finde fodfæste.

Men det hører også med til historien, at det kan være djævelsk svært at skrue markant op for budgettet og med det samme få den succes, alle i omverdenen, for ikke at sige mange internt, forventer. Bare se de ret klare meldinger internt om at have en trup til Top 6, selvom spillet ikke har været til det.

Eller se en times kørsel vestpå til Herning, hvor FCM stadig knokler med at finde den rette trup efter jubelåret 2020 med DM og Champions League til at fodre et rekordhøjt budget og enorme forventninger om at begynde den lange tur mod Europas Top 50.

Ufarlige foran mål og få chancer Fra at Patrick Mortensen bare bombede og AGF frygtede, han ville havne i FCK med ‘PC’ og David Nielsen, er AGF blevet ufarlig.

Meget handler om, at man simpelthen skaber for lidt, men angrebsstjernen har slet ikke ramt storspillet fra 2019 og 2020.

Det er bitter ironi, at Mortensens reserve Nicklas Helenius er ved at blive Superliga-topscorer i Silkeborgs velsmurte angrebsmaskine.

Mortensen har selv talt om muligheden for en sidste tur til udlandet, og mon ikke der sker en rokade i truppen på angrebspladserne til sommer.

Det løser dog ikke nødvendigvis chanceskabelsen.

Udskiftninger i staben og taktikken
Her skal vi ud på trænerbænken.

Selvfølgelig skal spillerne eksekvere bedre på banen, men set udefra har de mange udskiftninger på snart sagt alle andre pladser end David Nielsens været påfaldende.

Rubén Sellés er i FC København, Lars Friis er nu cheftræner i AaB efter et flot 2021 med Viborg, og afskeden med Morten Karlsen forud for træningsopstarten i januar virkede noget pludselig.

Udskiftningerne forstærker indtrykket af, at man ikke har fundet den offensive formel til at skabe og score på chancerne, især efter Peter Christiansen hapsede Kevin Diks for næsen af Brøndby sidste sommer, købte Kamil Grabara af Liverpool og Casper Højer blev solgt til Sparta Prag.

Her til slutspillet var Jon Dagur Thorsteinsson så sat udenfor i sine to sidste måneder i AGF, åbenbart fordi han ikke forlænger sin kontrakt.

Det virker dybt underligt på nærværende Tipsbladet-chefredaktør, når man nu ikke er bedre spillende eller kørende med resultaterne.

Hvad så nu?
David Nielsens job er til debat i offentligheden. Er det det også internt?

Den tidligere topangriber blev ham, der fik sværdet op af stenen i Århus, og skilles parterne til sommer med AGF i Superligaen, vil David Nielsen stå tilbage som en af de store trænere i klubbens historie.

Med kontraktudløb i 2023 er det i min optik et make or break-år uanset hvad, så David Nielsen ikke går fra en skuffende sæson til at være i sigtekornet lige så snart, man har en dårlig uge i næste sæson.

Nu er der seks point op til Viborg med syv kampe igen, men efter det skuffende 2022 skal der nok markant fremgang til i de sidste runder, og måske en kontraktforlængelse, hvis ikke det mulige farvel skal komme til at fylde endnu mere.

Det er et vigtigt strategisk tidspunkt i AGF med en til tider intens debat om et nyt stadion og dets placering, og store ambitioner om at bevæge sig op i det økonomiske hierarki og væk fra AaB og OB.

Som Morten Bruun lørdag var inde på i en klumme på TV2, er AGF lige nu sat af oprykkerne Silkeborg, Viborg og naboen Randers.

AaB, som er nærmeste forfølger målt på budget, ligger til medaljer.

Ja selv OB, der for bare et par uger siden lignede et hold i potentiel nedrykningsfare, er lige nu foran på målscore.

Der skal fremgang til i Århus, både i resultaterne og spillet, der ser langtidsholdbare ud.

Ellers er der lagt op til forandringer i Århus til sommer, der for truppens vedkommende nok kommer uanset hvad.