Saudi går transferamok: Det er vores egen skyld

Qatar var på flere måder det rene vand sammenlignet med den indkøbsfest, vi er vidner til lige nu i Saudi-Arabien.

Det begyndte med Cristiano Ronaldo, det var nær fortsat med landets turist-ambassadør Lionel Messi, og i skrivende stund har flere VM- og Champions League-vindere og andre topspillere sluttet sig til ligaen i Saudi-Arabien.

Der er et vist mønster i, at det er spillere og trænere med kobling til Portugal, der tager afsted, men det er også spillere fra Chelsea og VM-spillere, der ryger afsted.

I England vækker det allermest opsigt, at Steven Gerrard er rykket afsted som cheftræner og er ved at tage Jordan Henderson med sig til en ugeløn på seks millioner kroner.

At Al-Hilal byder sig til omkring Kylian Mbappé vækker selvfølgelig også opsigt, men det er Henderson, der går i hjertet, fordi han i modsætning til mange af kollegerne er socialt engageret og udtrykkeligt har støttet LGBT+-personers ret til også at være del af fodbold og samfundet.

Der skurrer det i den grad, at Henderson nu er nær et ja til et af klodens mest undertrykkende diktaturer, der får naboerne Qatar til at fremstå som et demokratisk mønsterland.

I Tipsbladets udgave fredag ser vi nærmere på, hvordan handlerne konkret bliver udført.

Formålet er helt tydeligt at kaste glans på regimet og regenten Mohammed Bin Salman, sekundært at profilere landet og gerne få et VM.

Projektet er statskontrolleret fra ende til anden, og man skal ikke som profileret topspiller ikke gøre sig nogen illusioner om, at man ikke medvirker til at hvidvaske grove krænkelser af menneskerettigheder, vilkårlige henrettelser og en modbydelig proxy-krig i Yemen for ikke at tale om andre af verdens fattigste lande.

Men vi risikerer at overse den medskyld, vi selv har, især dem, der træffer de beslutninger i fodbold, og vi der har ordet til at fortælle om spillet.

Hvad har de seneste år, ja de seneste to årtier, lært de stærke kræfter, der vil bruge fodbold til politik og hvidvaskning af et beskidt image?

Om noget at de fleste og det meste i fodbold er til salg, bare beløbene er store nok.

I Storbritannien vidste myndighederne og efterretningstjenesten udmærket, hvem Roman Abramovitj var venner med, og hvem han havde trådt på for at blive en af Ruslands rigeste. Alligevel var der intet i vejen for, at han købte Chelsea.

Fem år senere var det Abu Dhabis regimes tur til at købe Manchester City, og heller ikke her gøede nogen, før City og især klubbens ejere og ledelse ifølge lækkede dokumenter gav sig til at bøje spillets finansielle regler.

I de samme år købte Qatar VM-slutrunden i en storstilet operation med milliarder fra statskassen og tidligere udenlandske efterretningsofficerer som hjælpere, og i de seneste år er Qatar og Saudi-Arabien blevet nogle af de mest magtfulde i sportsverdenen overhovedet.

Og hvad har vi gjort? Lukket øjnene, hyldet kæmpetransfers og normaliseret det, Saudi-Arabien nu gør i tredje potens ved at hente alt og alle med er navn til at renvaske kronprinsen.

Vores regering og mange af vores nabolande er ikke et hak bedre og har tilladt salg af våben og overvågningsudstyr, mens især amerikanerne men også briterne ikke har en anstændig forklaring på, at så mange tidligere folk fra de væbnede styrker og efterretningstjenester spiller nøgleroller i Saudi-Arabien og golfstaterne.

Alene der burde alarmklokkerne jo ringe i fodbold, for har man lyst til at være en glorificeret erstatning for diktatorers krigsførelse og overgreb på egen befolkning og civile i fattigere lande?

Svaret er ja: Vi er blevet fartblinde og accepterer, at spillet handler om penge og at have flere end konkurrenterne, og så blæse være med, hvad ejerne og fodboldorganisationerne bruger spillet til.

Bare se det flertal af Manchester United-fans, der som zombier messer ‘investeringer i førsteholdet’ og ‘ambitioner’ ved udsigten til at blive opkøbt af Qatar.

Så er det ikke så mærkeligt, at nogle agenter og deres store navne med de allerbedste år i bakspejlet nu siger ja til Saudi-Arabiens milliarder: Selv FIFA gør det ved at placere klub-VM til december i landet, uanset at man dermed bryder eget kodeks om at lægge arrangementer i lande, der respekterer menneskerettigheder.