I den forgangne uge blev Akinkunmi Amoo og Pione Sisto sendt til Omonia på Cypern og Alanyaspor i Tyrkiet.
Samlet transfersum: Nul kroner, og dermed et tab på transferen på 30 millioner kroner i FCK’s og et sted mellem 16 og 20 for FC Midtjylland plus en ordentlig pose løn og muligvis bonusser til en mand, den ene FCM-træner efter den anden ikke kunne bruge.
FC Nordsjælland sendte Wahid Faghir tilbage efter en dyr lejeaftale, Sigurd Haugen er lejet til NAC Breda uden anden dækning til AGF end løn, og især i FCK og FCM finder vi flere dyre spillere, der aldrig bliver deres prislap værd.
På mange måder er det problematiske tilfælde.
Man kan med rette, ja man skal, tale om menneskelig og sportslig fallit i de to førstenævnte tilfælde.
Men som fodbold er skruet sammen lige nu, er pengene og det finansielle tab nok det mindste.
Der var en gang, hvor 30-40 millioner kroner brændt af på en enkelt spiller, man siden måtte sende ud af Superligaen transferfrit efter al for lidt sportslig præstation, kunne have kostet jobs og fået bestyrelsen til at varsle livreddende kapitaludvidelser.
I dag er det mere et skuldertræk oppe i toppen af Superligaens finans-pyramide, hvor de bedste unge spillere sælges dyrere og hurtigere end nogensinde før.
FC København tjener ti gange så meget på gruppespillet i Champions League, som Amoo-fadæsen koster.
FC Midtjylland har lige i et enkelt transfervindue brugt fem gange så meget, som man finansielt taber på Sisto-handlen, og man er næppe færdig med at skrue op.
Jeg bifalder ikke noget som helst her eller siger, det her er et sundhedstegn for fodbold, vel nærmere tværtimod.
Men vi er nødt til at have proportionerne i orden.
Så ligesom vi ikke skal tro, at enkelt gruppespil eller et salg a la Isaksen, Haraldsson og Nuamah forvandler dansk fodbold for evigt og skaber nye dynastier, er det nu også en del af forretningen og den indregnede risiko oppe i de største klubber, at nogle af de pivdyre spillere ender som sportslige og finansielle flop.
Det er alvorlige hak i tuden sportsligt og mandskabsmæssigt, og det skal opvejes af gode beslutninger, ikke mindst med tanke på, hvor gode muligheder FC København og FC Midtjylland har på markedet som Superligaens to klart stærkeste transferklubber.
Men den kyniske finansielle kalkule er, at det her vil ske igen og igen, og nok med større beløb, hvis transfermarkedet og topfodbold som ventet vokser sig endnu større og vildere i de kommende år.
Selv verdens dygtigste indkøbere som dem i Red Bull-organisationen og Manchester City henter masser af spillere, der flopper brutalt, og det kommer de danske klubber også til at gøre igen og igen i de kommende år med alle de penge, de har mellem hænderne.
Som sagt: Det her er ikke nogen billigelse eller mig, der siger, at det her bare er godt og skønt. Men vi er nødt til at forstå, hvordan Superligaen fungerer i dag, også de elementer, vi ikke nødvendigvis bryder os om eller er enige i.
