Spillet om Haaland er dybt usundt og bør stoppes

(Kommentarten er bragt i Tipsbladet 25/3)
Den tyske tabloidavis Bild lavede i sidste uge et regnestykke på, hvad det koster interesserede klubber at få fingre i den fænomenale 21-årige nordmand Erling Braut Haaland.

Jeg har ikke set dokumenterne, men aftalen er på omtrent alle punkter skruet sammen som eksempelvis Mino Raiolas Paul Pogba-aftale tilbage i 2016, som blandt andre Politiken beskrev indgående og fremlagde dokumentation for.

At en købende klub skal betale en frikøbsklausul på 75 millioner euro før 1. april, som er næste fredag, er beskrevet adskillige gange og er aldrig blevet modsagt af Borussia Dortmund, der lader til at have indstillet sig på, at guldfuglen forsvinder til sommer.

Oven i det beløb, der svarer til omkring 560 millioner kroner, skal en købende klub angiveligt betale provision til Mino Raiola på omtrent 300 millioner kroner og cirka 225 millioner kroner til Haaland Senior, Alf-Inge Haaland, som vi kender som topspiller for blandt andre Leeds United og Manchester City omkring årtusindskiftet.

At Haaland Junior på 21 år som den bedste unge angriber i verden sammen med Kylian Mbappé skal have omkring 300 millioner kroner i årsløn af en ny klub, hvor Manchester City og Real Madrid er to oplagte kandidater, har jeg personligt intet problem med.

Han er sportsligt og sportsøkonomisk en unik ressource, som man bogstavelig talt ikke kan finde magen til andre steder i verden, med mindre man da kan overtale Kylian Mbappé til en mindst lige så dyr kontrakt eller på magisk vis vriste Dusan Vlahovic fri af Juventus få måneder efter, den problemramte italienske superklub gjorde et kup ved at hente den unge serber fra Fiorentina.

Men Mino Raiola og Alf-Inge Haalands betingelser for at lade den unge spiller skifte, og den kontrol det dermed giver Raiola og hans allierede på transfermarkedet, den er direkte skadelig.

Efter planen skal der fra sommer og i de efterfølgende transfervinduer indføres nye agentregler, der lægger låg på de salærer, agenter og diverse mellemhandlere kan få fra en transfer.

I handler i Haaland-vægtklassen er det ganske rimeligt, men jeg mener, at de store klubbers rolle helt bliver overset i dette spil til fordel for, i dette tilfælde retfærdig, harme over agenternes salærer.

Lad os se på Erling Haalands karriere.

Hvorfor tror I, forwarden som teenager endte i Red Bull Salzburg frem for de mange andre klubber, der naturligvis havde fået øje på ham og hans helt enestående talent oppe hos Ole Gunnar Solskjær i Molde?

Kunne det have noget at gøre med, at Red Bull-klubben indvilligede i at give Haaland og hans team en frikøbsklausul på 20 millioner euro i januar 2020, cirka 150 millioner kroner, hvilket er særdeles beskedent for en spiller, man har betalt 60 millioner kroner for og har enorme forhåbninger til?

Og hvorfor tror I, det blev Borussia Dortmund, der igen løb med en ekstremt attraktiv Mino Raiola-klient i stedet for, at han skiftede til klubber som Manchester United, Real Madrid, Bayern München og Juventus, der naturligvis ikke er idioter og som alle andre med øjne i hovedet kunne se, at det her var en verdensstjerne in spe?

Jeg har ikke siddet i forhandlingslokalet, men jeg kan konstatere, at Mino Raiola konsekvent har styret sine attraktive spillere til klubber, der ville betale Raiola fyrstelige summer.

Tror I Manchester City bag lukkede døre er trætte af, at Mino Raiola på denne måde udelukker en masse klubber fra at byde på Haaland, fordi han trods den relativt lave frikøbsklausul bliver for dyr?

Og tror I, de andre superklubber med nærmest uendelige midler er trætte af, at kampen om de absolutte topspillere bliver et spørgsmål om at have penge nok?

Selvfølgelig er de ikke trætte af det.

Superagenter som Mino Raiola har været det hele værd for de største klubber i Europa, der i agenterne har nogle samarbejdspartnere, der sikrer, at de største klubber er førstevælgere til de bedste fodboldtalenter i verden.

Der er få ting i fodboldverdenen, der er mere hykleriske end topklubber, der hyler over høje agenthonorarer, det er ikke andet end krokodilletårer, løgn og bedrag.

Det bliver spændende at følge, hvad de kommende agent- og transferreformer betyder, hvordan storklubberne og superagenterne vil forsøge at omgå dem (skattely og skuffeselskaber, anyone?), og hvor villige fodboldens myndigheder er til at følge op med nye regelændringer.

Men stoppes, det skal det spil, hvis man spørger mig, for lige nu er det alt andet end et frit marked og et frit valg for især talentfulde, unge spillere, og det holder ganske enkelt ikke.