Superliga-slutspillet er poppet og usportsligt

Søndag aften er enten Björn Wesström eller Kent Nielsen en kæmpe idiot.

Modparten er sejrherre, ligesom AGF’s Uwe Rösler er det trods AGF’s massive problemer med at skabe og score, mens Jakob Poulsen og Viborg uanset hvad er det tynde øl sammen med Randers FC.

Det er konsekvensen af at have grundspil på kun 22 runder og af alt skære ligaen midtover.

Alle kender reglerne og ved, hvad man spiller om hvornår.

Men det betyder jo ikke, at jeg dermed per definition skal bøje nakken i respekt for et format skabt for underholdningen og, ligesom næste sæsons ligaspil i Champions League, for at sikre så mange kampe som muligt mellem de største klubber. 

Superligaen er et bedre sted med 12 hold end 14, der var et kompromis, ingen for alvor ejede. Så hellere 16 eller, hvis vi vil se så god fodbold som muligt, 10 klubber i bedste række.

Men 22 runders grundspil åbner sluserne for tilfældigheder i et spil med så få scoringer som fodbold.

Er Silkeborg et bedre hold end OB efter de fynske midtvejs-justeringer? Er de bedre end Viborg og Randers?

Det finder vi sandsynligvis ikke ud af, fordi ligaen bliver delt op 2/3 inde i sæsonen, i stedet for at vi spiller ligaen færdig med alle startende hold med til sidste runde.

Jeg siger ikke, der nødvendigvis er noget galt med poppet underholdning.

Jeg hører musik og ser serier og film, samtlige ældre generationer ville betegne som det argeste pop, der får min hjerne til at smelte, og jeg vil bestemt gerne underholdes, når jeg ser fodbold. Det passer 100 procent, at fodbold er en del af underholdningsindustrien.

Men bare fordi slutspillet har eksisteret i Superligaen siden 2016/17, betyder det ikke, at det dermed er den eneste rigtige måde at lave en turnering.

Det er som om, vi ikke helt tror på, spillet og ligaen er stærk nok i sig selv.

Hvilket jeg tror, at den er efter mange års dygtigt arbejde i mange klubber, hvor man simpelthen er dygtigere til fodbold end for 10-15 år siden, og fordi transfermarkedet hælder så mange penge i især topklubberne.

Det er god underholdning, vi morer os med at ryste på hovedet af bundholdene og får lutter topkampe i april og maj.

Men det er ikke sportsligt, og så åbner formatet samtidig for den Europa-playoff efter sæsonen, der måske er ligegyldig, fordi den sjældent vil føre til et gruppespil, men igen og igen får mig op i det røde felt, fordi den er så sportsligt urimelig og skævvridende.

Og de talenter, alle gerne ser får chancen, og roen til at udvikle hold og ikke fyre trænere?

Der virker et slutspil efter kun 22 runder stressende og opmuntrer til, cheftrænere og direktører tager de forsigtige valg for ikke at miste jobbet.

Hvad skal vi så gøre, din halvgamle og helt sure mand?

Giver I mig ubegrænset, diktatorisk magt, skærer vi Superligaen til 10 hold, og spiller fire gange mod hinanden med tidligere start i februar/slut-januar, hvilket er muligt med ressourcerne koncentreret på færre klubber og i øvrigt løser januar-kampene i Europa, der er kommet for at blive.

Vi kan smide et cup-format oveni, hvor Superliga-klubberne a la Sverige møder de lokale divisions- og serie-hold.

1.Division er godt på vej til at blive fuldtidsprofessionel, og skal selvfølgelig have en uforholdsvis stor andel af tv-pengene fra Superligaen i denne model, så det ikke er døden at rykke ned.

Mere realistisk kan vi blive på 12 hold, gå tilbage til de 33 runder, og så om nødvendigt tage et slutspil på tre runder for nummer 1-4 og 9-12, hvor nummer et og 9 har tre hjemmekampe, 2 og 10 har to, og så videre, så det svarer sig at slutte højest.

Pop og underholdning er fint – jeg er selv stor fan og er godt underholdt af slutspilskampene.

Men lad os da overveje, om tingene kan gøres smartere og mere fair, og om ikke det stadig kan være underholdende at se Superliga-fodbold, uden vi skærer seks hold væk allerede 17. marts.