Lad os lige opridse FC Københavns sæson:
Nederlag.
Sejr.
Sejr.
Nederlag.
Sejr.
Sejr.
Nederlag.
Sejr.
Nederlag.
Sejr.
Sejr.
Uafgjort.
Nederlag.
Sejr.
Nederlag.
Nederlag.
Uafgjort.
Vi har taget træningskampene med, hvilket får billedet til at se lidt pænere ud i begyndelsen af sæsonen, men selv da taler vi otte sejre, to uafgjorte og syv nederlag på knap tre måneder.
Det er ok at tabe til Borussia Dortmund.
Men at gøre det til Silkeborg IF, AC Horsens, Viborg FF, Randers FC, FC Nordsjælland og OB er jo indlysende ikke noget, FC København kan blive ved med at holde til.
Det er 6 ud 11 Superliga-hold, man har tabt til siden slutningen af juni, og den næste halvanden måned er kampprogrammet tungt:
FC Midtjylland (ude)
AGF (hjemme)
Manchester City (ude)
FC Nordsjælland (hjemme)
Manchester City (hjemme)
Brøndby IF (ude)
Hobro (ude)
FC Midtjylland (hjemme)
Sevilla (ude)
Randers FC (ude)
Dortmund (hjemme)
Jubelresultatet i Trabzon, der sendte FC København i Champions League-himlen og gav bare en anelse arbejdsro og mindst 260 millioner kroner i kassen, blev fulgt op at et nederlag til FC Nordsjælland.
Ja, der er skiftet meget ud på holdet, offensiven er markant anderledes med Andreas Cornelius i front i stedet for den falske nier Pep Biel, der nu er Olympiakos-spiller, men det er vel indlysende, at det ikke kan blive ved.
Fred være med, at man taber en kamp i ny og næ.
Det er bundniveauet, der må give ondt i maven i FC København, og som får mine kolleger til at spørge til Jess Thorups jobsikkerhed, hvilket ikke er så urimeligt, når spillet svinger så ekstremt meget i niveau efter et forår med mange point og det, der lignede defensiv stabilitet.
FCK forsøger at spille mere offensivt med både gennembrudskraft i kontraløb og ved modstanderens boldtab såvel som evnen til at score efter lange angreb.
Det er virkelig ikke nemt efter at have levet i en 4-4-2 og forskellige former for 4-4-1-1 i det meste af halvandet årti, en formation der gav FCK den nødvendige defensive styrke i Europa mod dygtigere modstandere men også ofte gjorde spillet noget statisk i Superligaen, hvor man reelt kunne have spillet mere offensivt.
Men man har selv valgt kursen og rekrutteringsprofilen med mange offensive spillere i truppen, og det skal altså snart til at kaste en lang sejrsstime af sig i Superligaen, uanset hvor brutal Champions League-puljen er.
Hvis trenden i denne Superliga-sæson fortsætter, venter der en sejr i aften i Herning efter sidste uges sløje nederlag i Odense.
Det har bogstaveligt været nederlag fulgt af sejr i Superligaen hele denne sæson, og det er FC Midtjylland jo så nok fuldstændig ligeglad med efter at have jordet Lazio med 5-1 i torsdags.
Midtjyderne er selv alt andet end stabile og i et helt nyt system under Albert Capellas, der må belave sig på flere grove fejl og dumme nederlag på vejen mod et mere taktisk fleksibelt og moderne FCM-hold.
Men skulle det lykkes FC Midtjylland at vinde søndag aften, kan jeg nærmest garantere, at Jess Thorups job kommer yderligere til debat i studiet og i interviewene i mixed zone efter kampen, om så FC København har vundet skudstatikken 15-2 og tabt 0-1 på et afrettet langskud.
Det kan føles urimeligt, når vi ser på et mesterskab og en Champions League-kvalifikation, hvilket dårligt nok kan gøres bedre, når vi husker på, at FCK-truppen ikke så ud til at have niveauet til at vinde guldet i 2021.
Men problemet er jo, at FC København ikke bare taber men for ofte har tabt fortjent til klubber, der finansielt er fra den nedre halvdel af Superliga-hierarkiet.
Det her ligner make or break for FCK og Jess Thorup: Får man point i Herning og rydder bordet i resten af Superliga-efteråret med godt spil og massiv chance-overvægt, vil man se tilbage på det her som vendepunktet.
Men fortsætter rollercoaster-turen, bare med et dybere dyk i form af en FC Midtjylland-sejr, bliver historien ikke de midtjyske point og Capellas' forandringer men det massive pres på Jess Thorup, uanset at det sagtens kan være et Fata Morgana uden rod inden for murene i FC København.
