Topscorer-debatten er fjollet: Og millioner værd

DENNE LEDER ER FRA TIPSBLADETS TRYKTE UDGAVE FREDAG 9. JUNI

Hvem er den rigtige topscorer i Superligaen?

Man skulle egentlig tro, det spørgsmål var nemt at besvare, man kan jo bare slå op i Tipsbladet fredag eller tjekke Tipsbladet.dk og se svaret:

1: Gustav Isaksen, FC Midtjylland: 18 mål
2: Patrick Mortensen, AGF: 16 mål
3: Ohi Omoijuanfo, Brøndby IF: 13 mål
3: Viktor Claesson, FC København: 13 mål
5: Ernest Nuamah, FC Nordsjælland: 12 mål

Sådan, slut.

Men selv her før den ekstra, afsluttende playoffkamp mellem Viborg FF og FC Midtjylland, lever diskussionen stadig blandt fans og eksperter.

Der er overraskende mange tilgange til det, der burde være en simpel liste.

Patrick Mortensen klandres for mest at have scoret på straffespark her i 2023.

Ernest Nuamah kan kun på kunstgræsset i Farum, præcis som resten af FC Nordsjælland, og Claesson var jo egentlig ikke ret farlig i slutspillet, vel?

Men mest intens er selvfølgelig diskussionen om Gustav Isaksen, kantspilleren der pludselig blev forward og viste sig at være endog rigtig god til at finde både plads og andenbolde omkring de større holdkammerater i feltet.

Isaksens brøde er, at han har scoret 14 af sine 18 mål mod andre hold, der sluttede i det nedrykningsspil, FCM i det store hele knuste uden for alvor at ramme tidligere tiders niveau.

Jeg bruger ordet ‘brøde’ med bevidst ironi, for jeg ved dårligt nok, hvad Gustav Isaksen ellers skulle have gjort end at gøre sit bedste i hver kamp, og så stræbe efter at score oftere end cirka hver tredje kamp mod Top 6.

At vi har diskussionen skyldes Superliga-strukturen med slutspil, og at det kun meget sjældent vil være spillere fra den tunge halvdel, der vinder topscorer-prisen, endsige spiller for et hold, der så entydigt svigtede egne evner og potentiale ved at glippe Top 6.

Jeg har en simpel løsning, som faste læsere måske allerede kan gætte:

Vi sløjfer de slutspil. Det er selvfølgelig ikke på grund af topscorer-titlen, jeg foreslår det.

Jeg vil af med slutspillene, fordi de ud over god underholdning giver et almægtigt pres på alle involverede, og først og fremmest et negativt af slagsen, der får klubber og trænere til at arbejde kortsigtet og hele tiden forsøge at undgå Bund 6, nedrykning, you name it, i stedet for at opnå noget.

Og fikser det topscorer-prisen, hvilket det jo vil gøre, jamen så perfekt.

Men hvorfor spilder jeg så alle de her ord på noget, der er ligegyldigt?

Det gør jeg, fordi det ikke er så ligegyldigt alligevel.

Sportsligt er det et problem, et lille et, men dog et problem, at vi ikke helt ved, om det her er retfærdigt eller ej.

Diskussionen findes i andre former, for eksempel om Brøndby IF i virkeligheden havde haft bedre af at misse slutspillet ligesom FCM, så man kunne komme i Europa eller få mere fred til at spille et bæredygtigt koncept ind.

Der skeles også til, hvem der kommer med i hvilke slutspil og kan tænkes at ville strække sig for at drille en rival.

Det er småtterier og for det meste godmodigt drilleri, men den der lillebitte spire, følelsen af, om det her nu også er retfærdigt.

Men der, hvor topscorer-snakken paradoksalt nok kan betyde mest, er blandt de klubber, der køber og sælgere deres spillere for mange millioner kroner.

En topscorerpris dufter af noget. Smager af noget. Og på en spillers CV fylder det, at man har scoret flest mål, vundet flest nærkampe som en Mads Bidstrup eller haft den højeste redningsprocent i en liga i løbet af en sæson.

Kan I huske, hvem Mikael Uhre scorede sine mål mod i Brøndbys guldsæson? Eller Marcus Ingvartsen for seks år siden? Vi kan slå det op på mobilen, men jeg er i tvivl om, hvorvidt Philadelphia og Genks sportsdirektører gjorde sig den umage.

Så den topscorerpris kan være millioner værd for Gustav Isaksen, hvis ikke nu så om et par år, hvor ingen husker den her diskussion, som man i udlandet i øvrigt er bedøvende ligeglad med.