Trods transferrekord: Jeg gyser over fremtiden

Der er sket meget denne sommer i dansk fodbold. Superligaen fik en ny tv-aftale i sidste uge, der over seks år betaler klubberne det, der svarer til 6-8 procent ekstra i præmiepenge.

Det giver en god bund i økonomien for klubberne, mens man til gengæld kan spekulere over, om det også er det for køberne Viaplay og TV2, der fyrer folk i disse måneder, nu hvor annoncemarkedet er dykket i 2023. Sådan en tv-aftale giver lige omkring 400 kroner til fordeling per sæson, hvor de 12 Superliga-klubber løber med omkring tre/fjerdedele af pengene.

Men de penge blegner i sammenligning med den salgsrekord, klubberne lige har sat med afgange for knap 900 millioner kroner denne sommer.

Det matches af en købsrekord på omkring 370 millioner kroner, og selv om der er interne handler som med Elias Achouri og Lucas Hey, ryger langt de fleste millioner over landegrænser.

Vi fortæller hele historien om Superligaens transferrekorder i dagens udgave af bladet, og det drejer sig først og fremmest om stor efterspørgsel blandt udenlandske klubber efter unge spillere fra Superligaen.

Men når jeg har talt med personer i fodboldbranchen hen over sommeren og de især de seneste uger, har det slået mig, hvor mange, der er bekymrede for transfermarkedets udvikling, også af dem der tjener store penge på det.

Det er ikke så meget beløbene, det handler om, selv om de er store.

Det er nærmere al det fokus, transfermarkedet og dets penge tager væk fra fodboldspillet, og om udviklingen kan vare ved, der nager.

Jeg forstår jo sagtens, at klubberne i Superligaen spiller med en masse unge folk og taler om ‘videresalgspotentiale’ og nogle gange kommer til at omtale deres ungdomsafdelinger som potentielle pengemaskiner. Det er sådan, transfermarkedet fungerer og har gjort det i en del år.

Men man sidder tilbage og overvejer, og alt dette ungdoms- og salgsfokus nogle gange også går ud over fodboldspillet, så vi får dårligere fodbold at se og mere svingende præstationer, end vi tidligere ville have set i Superligaen, da gennemsnitsalderen på holdene var lidt ældre.

Det føles lidt makabert at tale om 24-25-årige som erfarne og nærmest gamle, men det er de i det ekstreme ungdomsfokus, der er på transfermarkedet.

Og så kan man spørge sig selv, om alt det her kan vare ved. Amerikanske klubopkøb, Saudi-Arabiens vilde indkøbstogt og store planer for sponsorater og en idé om, at giganterne Apple, Facebook og Google på et tidspunkt må kaste sig alvorligt ind i sportsrettigheder, giver en tro på, at der er nogle års vækst endnu i fodbold.

Men kan det virkelig vare ved? Som mange af jer ved, hører jeg ikke til blandt dem, der mener, at ingen mennesker er de lønninger og transfersummer værd, som Saudi-Arabien har betalt denne sommer, eller som Rasmus Højlund kostede Manchester United (560 millioner kroner).

Det er de her spillere helt tydeligt nu for dem, der køber dem, og fodbold er stadig noget af det, der interesserer flest mennesker på planeten.

Men der er noget usundt over, at transfers på den måde har distanceret for eksempel sponsorater og tv-indtægter som indtægtskilde for mange danske klubber. Det er ikke tilfældigt, vi dårligt nok gider bruge tid på at dykke ned i sponsorater og billetindtægter og lignende, som vi gjorde for 10-15 år siden, for det giver ingen mening at bruge alverdens krudt på, når et enkelt spillersalg eller en tur i europæisk gruppespil betaler hvad der svarer til flere års sponsoraftaler.

Men hvad sker der, hvis de indtægter tørrer ud? Hvis ingen rigmænd længere gider købe klubber til stadigt større milliardbeløb, eller hvis også medieselskaberne i udlandet finder ud af, at annoncemarkedet måske aldrig bliver godt igen, og at unge mennesker ikke gider betale mange tusinde kroner om året for at se flere hele kampe i hver spillerunde i deres lokale liga?

Det er nok sandsynligt, at transfermarkedet igen om fem og om ti år er større end i dag, men nogen garanti er der altså ikke. I næste uge tager Folketinget og flere parter fra dansk fodbold ejermodeller og multiklub-ejerskaber op på et møde. Der er nok at tage fat på med de samarbejder, der ofte har netop transfers i centrum for forretningsmodellen, og som forsøger at bruge deres samarbejde til at skabe fordele for sig selv, de ellers ikke ville have haft som alene-klub.

Det er som om, for meget er kommet til at handle om det marked og de handler, som I, kære læsere, sort på hvidt også hellere vil læse om end om fodboldkampe, hvis vi ser på læsertallene bag den digitale nyhedsdækning i Danmark.

Og når det også gælder fodboldklubberne, kan man spørge sig og gyse over mulighederne, hvad der vil ske, hvis det marked en dag bliver meget mindre eller indrettet helt anderledes, så man ikke længere kan gøre det til det centrale forretningsben, når man driver en Superliga-klub.