– Vi skal nyde Kent og Uwe mens vi kan

ÅRHUS og SILKEBORG (Tipsbladet): Da Kent Nielsen vandt EM og Uwe Rösler var en folkehelt i Manchester, kunne man dårligt have forestillet sig den fodboldverden i år 2024, hvor den tidligere danske landsholdsspiller og den tyske angriber torsdag mødes i pokalfinalen i Parken som chefer for Silkeborg IF og AGF.

Dengang var data i fodbold en stilling i en papiravis og måske en liste af målscorere.

Højintense løb, effektiviteten i genpresset og Expected Goals var 20 år ude i fremtiden, fusionsklubber var der få af, og der fandtes ingen multiklubejerskaber uden for Italiens mærkelige transfersystem.

Transfermarkedet var ved at tage fart, men den store eksplosion, der også har forandret Superligaen, kom Kent Nielsen og Uwe Rösler ikke for alvor til at nyde godt af (eller lide under).

Kent Nielsen fra Brønshøj stoppede i AGF og som fodboldspiller to år før AGF’s seneste trofæ i 1996 i pokalfinalen mod Brøndby.

Uwe Rösler, der voksede op i DDR i de sidste år før murens fald, var i slutningen af sin karriere, da Silkeborg i 2001 vandt deres enlige titel i turneringen.

Taktisk liner de vidt forskelligt op, de to ældste cheftrænere i Superligaen.

Den gamle midtstopper Kent Nielsen praktiserer sammen med de mere end 25 år yngre kolleger i FCK og FCN det mest dedikerede kombinationsspil i Superligaen for en brøkdel af deres budget.

Angriberen Rösler har videreudviklet AGF som det måske stærkeste og hårdest kæmpende defensive hold i Superligaen med stor succes på dødbolde og et fysisk betonet duelspil.

Men de to er rundet af samme fodboldskole i 80’erne og 90’erne og deler, som Uwe Rösler sagde det på en presseseance mandag, de samme værdier fra den tid, hvor de var spillede professionelt.

Det er fodbold med direkte ledelse, hvor cheftræneren elsker at være på træningsbanen mere end at snakke med os (sådan har alle det vist nu), og at man egentlig helst vil være uden alle transferne og hypen og sociale medier og bare spille fodbold.

De er AGF og Silkeborg
På den måde er Kent Nielsen og Uwe Rösler de perfekte ambassadører for deres klubber, en idrætsforening fra 1917 og en gymnastikforening fra 1880.

Det er ikke helt tilfældigt, at tre af de fire klubber foran dem i Superligaen er fusions- og overbygningsklubber (Det er det fjerde hold Brøndby også, men der skal det retfærdigvis siges, at sammenlægningen ligger ekstremt mange år tilbage, årtier før dansk fodbold blev professionel.

De har på forskellig vis udnyttet selv at kunne udvælge, hvilken bagage, de ville have med sig i Superligaen, da de tilpassede sig fuldtidsprofessionel fodbold i Danmark fra 80’erne og tyve år frem.

Der blev Silkeborg og AGF i nogen grad hængende på perronen og i traditionerne, og har altså ikke vundet et trofæ siden 1996 og 2001.

De fire foran dem i den nuværende tabel og finanshierarkiet har siden AGF’s pokalsejr været i Champions League i alt ni gange og taget 23 ud af 27 mesterskaber, kun generet af AaB (tre titler) og sensationsholdet Herfølge i 2000.

På den måde passer pengene. De store klubber dominerer Superligaen over den 10 måneder lange sæson, deres trænere og spillere dominerer overskrifterne og kommer for de dygtigstes vedkommende til udlandet i de kommende måneder og år, hvor ungdom er et nøgleord på transfermarkedet for både spillere og i det seneste årti også trænere.

Så kommer AGF og Silkeborg ofte i næste geled og kan stikke snuden frem, som de nu gør på en østjysk festdag i København efter at have vippet Brøndby og FC Nordsjælland ud for AGF’s vedkommende, mens Silkeborg slog FC København, der runden inden havde slået FCM.

Og heldigvis for det. Det er godt, vi har en finale uden de allerstørste, hvor det ikke kun er effektiviteten, dygtigheden og de største budgetter, der afgør det meste som i ligaen og Europa.

Kan hurtigt forandre sig
Vinderen skal nok få smæk for at snuppe en Europa League-plads (det er UEFA’s og de nationale forbunds værk, det skal de nok få på puklen for igen), men så er fodbold heldigvis også andet end retfærdighed og millimeter-demokrati og iskold effektivitet

Fremtiden bliver ikke for evigt forandret af, om man vinder eller taber torsdag aften – det er ikke en gylden billet til om et par år at være guldkandidat, bare spørg nogle af de seneste vindere som Sønderjyske og Randers FC.

Men for spillere og trænere hos sejrherren vil man for evigt være blandt dem, der vandt noget, og målt på følelser og fodboldhistorisk er det større end de to klubbers flotte bronzemedaljer, store spillersalg og en Silkeborg-tur i Conference League for to sæsoner siden, uanset at sidstenævnte faktorer på de strategiske linjer er vigtigere i fodbold-forretningerne i dag.

Det er fedt og det er skønt, at det er ægte fodboldmænd med masser af kant og kanter, der styrer de to hold torsdag, og jeg har svært ved at se, hvem der bedre skulle personificere de to klubber og deres fans i dag.

Og det skal vi nyde.

AGF kan snart for alvor slutte sig til det store selskab, når man åbner et nyt stadion og i egne beregninger pengehanerne.

Silkeborg IF virker som om, man aldrig har haft andre trænere end Kent Nielsen og i al overskuelig fremtid kommer til at ligge i det leje, klubben har gjort de tre seneste år i Superligaen. Men en helt anden virkelighed er ikke længere væk end en dårlig sæson eller nye ejere, hvilket er ikke så langt ude, som I måske synes, det lyder, med investorer sværmende omkring dansk klubfodbold.

Fodbold og Superligaen bliver stadigt mere FC, mens nedrykningsfare ofte er overladt til idrætsforeninger og ‘GF, så længe leve den mangfoldighed, den pokalfinale på mange måder repræsenterer, og længe leve to cheftrænere med kant og glimt i øjet, der begge har fundet måder at gøre deres fodboldhold relevante og konkurrencedygtige, så andre kan skære sig på dem.