Zlatan Ibrahimovic er da ikke gammel, vel?

Lederen er fra Tipsbladet fredag – du køber Tipsbladet sammen med Ekstra Bladet om fredagen.

”Den dag, du stopper med at spille, vågner du den første morgen og siger til dig selv: Hvad gør jeg nu? Du er ikke længere indstillet til at lave de samme ting hver dag, og du træder ind i et nyt kapitel i dit liv. Og det skræmmer mig. Hvad vil jeg gøre? Jeg er der ikke endnu, og jeg har ikke lyst til at tænke over det. Når det sker, skal jeg nok tage stilling til det.”

De unge generationer er vokset op med Lionel Messi, Cristiano Ronaldo, Neymar og Robert Lewandowski, de yngste i dag følger med i alt, Erling Haaland og Kylian Mbappé foretager sig.

For de lidt mere livserfarne er det folk som Ronaldinho, Paolo Maldini, Marco van Basten, Michel Platini, Franz Beckenbauer og måske endda Pelé, der stråler om kap med brødrene Laudrup (og deres far), Preben Elkjær, Allan Simonsen og fordums kæmper som Harald Nielsen og Karl-Aage Hansen.

Vi vokser op med disse stjernenavne, følger dem, ældes med dem og forfærdes den dag, de stopper karrieren og ikke længere skal trylle på banen. For det må jo også betyde, at vi er ved at være gamle.

Sådan har jeg det med Zlatan Ibrahimovic.

Jeg lærte ham kende i Malmö-tiden via Tipsbladets historier og ugentlige opdateringer fra Sverige, senere fra tv, og da der var VM i Sydkorea og Japan, belærte jeg alle, der gad høre på mig, om at Sverige skulle se at få Ibrahimovic på banen i en ruf

Zlatan Ibrahimovic er for mig synonym med mit voksne fodboldliv, ja i en grad så jeg faktisk skulle have været født cirka samme dag som ham i 1981.

Selvom Zlatan har været ude af det helt store rampelys i de seneste år og nu er del af et lovende AC Milan i ny fremdrift, har han ligget som en konstant i fodboldverdenen.

Nu fylder han 40 år på søndag og taler om karrierestop som i citatet i begyndelsen af denne tekst, der er taget fra et interview det franske magasin L’Equipe i september.

For mig er det stadig lidt uvirkeligt, for det er jo ikke så længe siden, at han løb rundt i Ajax og drillede hollænderne eller vandt titler med Juventus og Inter, vel?

Sådan har det været for mennesket i tusindvis af år, siden vi begyndte at leve lidt længere i stenalderens jæger-samfund, og sådan vil I, der vokser op med Erling Haaland og Kylian Mbappé, også føle en dag, når følelsen af udødelighed (og testosteron-produktionen) så småt klinger af.

Jeg håber, ‘Ibra’ bliver ved lidt endnu, og så vil jeg glæde mig over minderne og finde nogle nye unge spillere at følge tæt, selvom det måske aldrig bliver helt det samme igen.