Bekymrende tendenser i FCK: Det er næsten komisk

Så er jeg med på, at der har været skader og så videre, men det er jo tydeligt, at vores sportslige ledelse fejlede seneste transfervindue. Jeg elskede, at Neestrup turde sige, hvor mange midtbanespillere han skulle bruge. Blev så ret træt, da ledelse ikke kunne opfylde han ønske, og så er det altså svært for en træner at vinde alle kampe.

Problemet er på kontoret – ikke kun banen!

Derfor er det også vigtigt at sige én ting helt klart: Kritikken skal ikke rettes mod Jacob Neestrup. Tværtimod. Han har gang på gang vist, at han kan få et hold til at præstere – også under svære vilkår.

Han har leveret europæiske resultater, der burde give både arbejdsro og opbakning. Når FCK spiller bedst i denne sæson, er det ikke på trods af træneren, men på grund af ham. Problemet er ikke sidelinjen. Problemet er alt det, der ligger bagved.

For når man kigger på FCK som organisation, er der for mange tegn på stilstand. På selvtilfredshed. På en klub, der taler meget om langsigtede ambitioner, men tøver, når der skal investeres konkret.

Tag bare træningsfaciliteterne. Det er næsten komisk, at Nordens største klub stadig træner under forhold, der mest af alt minder om det, man finder bag sportshallen på den lokale skole, hvor miniput-holdene deler omklædningsrum. Det er ikke forklaringen på alle problemer – men det er et symptom. Et symptom på, at klubben ikke helt matcher sine egne ord med handling.

Og kigger man vestpå, mod Herning, bliver kontrasten kun tydeligere. Her investerer man målrettet i fremtiden. I faciliteter. I rammer. I professionalisme. Ikke fordi det giver point i morgen, men fordi det giver et forspring om tre og fem år. Det er dén villighed, FCK mangler. Ambitioner uden investeringer er bare powerpoint-slides.

Dette mangler FCK

Samtidig skal klubben blive langt bedre til at passe på det, der faktisk fungerer. For der er spillere i truppen, som leverer. Som trækker niveauet op. Dem skal man holde på. Dadason er et oplagt eksempel – energi, direkthed og vilje. Det ville jo være det mest FCK’ske i verden, hvis han bliver solgt til en klub i Holland inden januar er slut – det skal man for alt i verden undgå.

Og så er der kulturbærerne. Dem, man først for alvor savner, når de ikke er der. Delaney er stadig symbolet på det: struktur, lederskab og tempo i beslutningerne. Når han er på banen, er FCK et andet hold. Den forskel kan man ikke tale sig ud af.

Og så er der transfervinduet. Hvis FCK vil tage næste skridt – eller bare tilbage til det niveau, klubben bør ligge på – er der ingen vej udenom. En højre back af absolut topkvalitet må være førsteprioritet. Ikke en lappeløsning. Ikke et projekt. Men en spiller, der går direkte ind og løfter holdet.

Derudover mangler der kvalitet centralt på midtbanen. Især efter man valgte ikke at betale for en ny, ordentlig kontrakt til en af de mest stabile spillere, vi har haft i årevis, Lerager. Det efterlader et hul, som ikke kan fyldes med håb og tålmodighed alene.

Og lad os være helt ærlige: Når Billing kan løbe rundt i forstaden til Viborg, så burde FCK – med alle sine muskler, sin historie og sin platform – kunne tiltrække spillere fra den øverste hylde. Den hylde, man konsekvent taler om, men alt for sjældent handler efter.

Derfor er første halvdel af sæsonen ikke bare skuffende. Den er bekymrende. Ikke fordi alt er sort, men fordi der er for mange tegn på, at klubben hviler på gamle meritter. Hvis FCK vil være den klub, man siger, man er, kræver det mere mod, mere investering og mere ansvar – især fra ledelsen.

Jacob Neestrup har fortjent bedre arbejdsbetingelser. Spørgsmålet er bare, om ledelsen har modet til at give ham dem.