Ultras eller casuals?

Casuals

Casualkulturen tog sin begyndelse i slutningen af 70’erne i Liverpool og bredte sig hurtigt til hele Storbritannien. Navnet kommer fra tøjstilen, der består af dyre mærkevarer som blandt andet Lacoste, Henry Lloyd, Stone Island, Hackett, Paul & Shark og Aquascutum.

Kulturen opstod, da en gruppe Liverpool FC-fans var i Rom til finalen i Europa Cup-finalen for pokalvindere. Her opdagede de modeinteresserede unge, at man i denne del af Europa ikke havde ret meget sikkerhed i butikkerne, og så begyndte de ellers at stjæle modtøj med arme og ben.

Hvor hooligankulturen tidligere var præget af arbejderklædte skinheads i militærstøvler og bomberjakker, skyllede modebølgen nu ind over de engelske hooligans.

Mens fodboldslagsmålene fra tresserne og frem til midten af firserne var meget store – nogle gange med op til flere tusinde deltagere, og ofte inde på stadion – har de som følge af skærpet opmærksomhed fra ordensmagten i dag ændret sig til mindre slagsmål mellem mindre grupper og næsten altid uden for stadion. I tresserne og halvfjerdserne var fodboldslagsmål nærmest en folkesport blandt unge mænd, og hvis man kom til engelsk fodbold som ung mand i en fremmed by, så kom man med en stor gruppe. Det var eneste mulighed. “Safety in numbers”, som den engelske hooligan Cass Pennant, der i øvrigt var den første i England til at blive idømt fængsel for hooliganisme, har udtrykt det.

I dag foregår slagsmålene væk fra stadion og sjældent med mere end et par hundrede deltagere.

I Danmark har udviklingen i tøjstilen været den samme – blot med en årrækkes forsinkelse. Mens man i halvfemserne så danske hooligans i bomberjakker, så har casualkulturen først for alvor bredt sig efter årtusindeskiftet.

De fleste casualgrupper er officielt upolitiske som gruppe, men der findes en høj koncentration af højreorienterede i mange af grupperne.

Ultras

Ultrabevægelsen opstod i slutningen af 1960’erne, fordi de italienske klubber begyndte at gøre billetterne til bestemte afsnit på deres stadions billigere for at få flere mennesker på stadion. Det tiltrak massevis af unge mennesker i alderen 15-25 år, og de var mere larmende og visuelle i deres udtryk.

Ultraer bruger enorm energi på det visuelle udtryk med flag, halstørklæder og tifoer, men det vigtigste er sangene. Grupperne har en masse af deres egne sange tilegnet spillere, trænere, klubben og modstanderholdets spillere og fans. Sangene på stadion er som regel ledet af en såkaldt “capo”, der for det meste står med ryggen til stadion og med megafon styrer, hvilke sange, der bliver sunget

Mens casuals ofte forsøger at komme ind i udeholdets byer, uden at politiet skal opdage dem, så de kan nå aftalte slagsmål, så kommer ultras gerne larmende i store grupper og påkalder sig meget opmærksomhed. Størrelsen på grupperne varierer fra 20 til flere hundrede, der er ofte medlemmer fra alle samfundslag, og de største grupper har en fast sektion (“curva”) på klubbens stadion.

Ultrasbevægelsen er ligesom casual-kulturen ikke vild med moderniseringen af fodbold, hvor billetterne bliver dyrere, hensynet til tv-transmissioner kommer før hensynet til fans på stadion, mange stadions er uden ståpladser, og hvor mange kampe er flyttet til fredag, lørdag og mandag i stedet for søndag. Det bliver markeret med bannere og aktioner i flere og flere lande.

De fleste ultrasgrupper er som gruppe upolitiske, men specielt i Italien findes der deciderede politiske grupper. Blandt andet har både Livorno og Atalanta meget venstreorienterede ultrasgrupper, og mens de venstreorienterede grupper nogle gange bruger hammer og segl som symbol, er Lazios Irriducibili og Real Madrids Ultras Sur kendt for jævnligt at bruge keltiske kors og hagekors for at markere deres politiske ståsted.

Ultrasgrupper er grundlæggende ikke-voldelige. Dog vil man se en gruppe gøre alt for at forsvare gruppens navn og dens sektion. De vil grundlæggende ikke opsøge volden på nogen måder, men bliver man angebet, så forsvarer man sig.

Som udgangspunkt har ultrabevægelsen fire grundlæggende regler for sine medlemmer:

– Man skal synge gennem hele kampen, uanset hvad stillingen er.

– Man må aldrig sidde ned under kampen.

– Man skal se så mange af sit holds kampe som muligt, uden smålig skelen til udgifter og afstand.

– Man skal udvise loyalitet mod curvaen. (gruppens faste tilholdssted på stadion)