FCM-profil græd over CL-kvalifikation: Jeg var ligeglad med fodbold i et år

Alexander Scholz jokede, Claus Steinlein strålede, og selv Ove Pedersen havde blanke øjne.

Men ingen var gladere end Awer Mabil, da FC Midtjylland kvalificerede sig til Champions League ved at slå Slavia Prag 4-1.

Allerede da FCM scorede det andet og tredje mål, græd han. Da kampen sluttede, hev han bolden til sig og holdt fast på den, selv mens han lavede en indøvet håndtryksrutine med en holdkammerat. Og mens alle andre farede rundt i vild jubel tre kvarter efter kampen, lå Mabil alene på MCH Arenas græstæppe og solede sig i projektørernes og triumfens glans.

Der er heller ingen, kunne man tilføje, der har været lige så meget igennem for at nå dertil.

Awer Mabil tre kvarter efter slutfløjtet #cldk pic.twitter.com/Wmoar9mpha

— Jesper Simo (@JesperSimo) September 30, 2020

Historien om Awer Mabils barndom er velkendt. Hvordan han voksede op i en flygtningelejr, hvor familien tit hverken havde råd til fodboldstøvler eller mad på bordet. Det eneste, de altid havde, var drømmen om et bedre liv.

Det fik de i Australien, da Mabil var ti år gammel. Fra den anden side af jordkloden drømte Mabil videre, blandt andet om at det en dag ville være ham, der løb rundt på Europas store fodboldstadioner, når der blev vist Champions League på tv, før Fanden fik sko på.

– Champions League var alt i min barndom. Jeg plejede at så op før skole, klokken 4 eller 5 om morgenen i Australien. Det havde en stor effekt. Når vi så et mål i Champions League, tog vi i skole og ville efterligne det mål i frikvarteret, fortæller Awer Mabil til tipsbladet.dk.

– At se Ronaldo, Messi og alle de gutter spille i Champions League og Champions League-finaler, hele magien omkring det. Når man ser det på tv, er det mere som en film, end når man rent faktisk står midt i det. Nu er vi dem, som har den rolle, hvor vi kan motivere næste generation af unge i Danmark, eller hvem der end ser os. 

Kunne du nå at se kampene færdig før skole?

– Klokken 4 gik optakten i gang. Det så vi, vi så opvarmningen, kommenteringen. Kickoff klokken 6, og så var første halvleg færdig omkring klokken 7, og så skulle vi gøre os klar til skole. Nogle gange prøvede vi at blive for at se hele kampen og ikke tage i skole i første lektion, griner Mabil.

Awer Mabil passede godt på bolden efter sejren over Slavia Prag. Foto: Lars Rønbøg/Getty Images

De fleste har nok oplevet, at det var svært at finde motivationen til at tage i skole om morgenen. Det blev ikke lettere for Mabil af, at det betød, at han gik glip af Champions League-kampene.

– Det var svært for mig, for min mor ville have, at jeg gik i skole. Alle afrikanske familier vil have deres sønner til at blive læger eller advokater, og hvis man skal blive det, er man nødt til at være god i skolen. Men jeg tror, at hun opfangede, at jeg ikke ville være læge eller advokat. Jeg har altid elsket fodbold, og det var en af grundene til ikke at tage i skole til tiden, men i stedet se Champions League, siger han.

“Jeg var faktisk ligeglad med fodbold”
Awer Mabil nåede kun at bo i Australien i cirka ti år, før hans talent blev så tydeligt, at FC Midtjylland hentede ham til Danmark. Han var dog langt fra en færdigudviklet spiller og fik kun seks Superliga-kampe i sin første sæson i klubben. Derefter blev han udlejet til først Esbjerg fB og siden portugisiske Paços de Ferreira.

Begge klubber rykkede dog ned i Mabil sæsoners hos dem, så da han vendte tilbage til Herning og Ikast i 2018, var det med to nedrykninger bag sig. Han lignede en spiller, der var på vej videre, og slog selv fast, at hvis han ikke kom til at spille i FC Midtjylland, ville han finde et andet sted at gøre det.

Siden dengang har Mabils karriere stort set kun bevæget sig fremad. Han etablerede sig som fast mand og profil på holdet, og han fik debut på Australiens A-landshold. I de to seneste sæsoner har FCM desuden vundet en pokaltitel og et mesterskab.

Pokalfinalen 2019 blev dog i høj grad spillet i skyggen af, at Awer Mabil havde mistet sin 19-årige lillesøster, Bor, få måneder forinden, og at Jesper Hansen havde mistet sin bror, Thomas, bare en uges tid før.

Selv om livet på banen altså var fyldt med succes for Mabil, var det først i foråret og forsommeren 2020, at det interesserede ham.

– Det er kun de seneste seks-syv måneder, jeg er begyndt at finde fodbold interessant igen. Da jeg mistede min søster, som også var min bedste ven, var jeg faktisk ligeglad med fodbold. Jeg ved, at det giver mig glæde, men jeg havde lært, at livet var større end fodbold, og jeg mistede mig selv.

– Det er svært at miste nogen, man taler med hver dag. Man er nødt til at finde måder at forliges med det og finde… Ikke en erstatning, men nogen at tale med. Det tog mig noget tid, siger Awer Mabil.

Ufatteligt nok mistede også en tredje FC Midtjylland-spiller, Frank Onyka, et nært familiemedlem i begyndelsen af september, da hans far gik bort.

Awer Mabil og Jesper Hansen deler et rørende øjeblik efter pokalfinalen i fjor. Foto: Lars Rønbøg/Getty Images

Til gengæld var netop fodbold og holdkammeraterne i FC Midtjylland noget af det, der gjorde hverdagen tålelig igen.

– At komme her hver dag i omklædningsrummet hjalp mig meget, for folk havde godt humør og lavede sjov. Så begyndte jeg at finde mig selv igen. Klubben gav mig al den tid, jeg havde brug for for at finde mig selv. De seneste syv måneder har jeg genfundet min glæde i livet og indset, hvor taknemmelig jeg er for livet.

Det hele ramte på én gang
Det var dén forhistorie – livet som flygtning, drømmene foran tv’et og i skolegården i Australien, nedrykningerne og søsterens død – der manifesterede sig den aften for tre uger siden, da FC Midtjylland slog Slavia Prag og kvalificerede sig til Champions League, og Awer Mabils følelser fik frit løb.

– Efter vi scorede det andet mål og det tredje mål, ramte det hele mig bare på én gang: at jeg skal spille i Champions League. Jeg kunne ikke kontrollere følelserne. Det skete bare, siger Mabil om sine tårer midt i jublen.

Han tilføjer om kampbolden, som han beskyttede, som var det hans førstefødte:

– Jeg samlede bolden op, fordi jeg vidste, at vi lige havde skrevet historie. Jeg gav bolden til Kjær (materialechef med fornavnet Jørn, red.) til at passe på, og alle skrev vores autograf på den, og så kan klubben gøre, hvad den vil, med den. Jeg følte, det var det rigtige at gøre i det øjeblik at passe på bolden.

Det var også alle prøvelserne, Awer Mabil tænkte på, da han tre kvarter senere lå alene på banen og nød stilheden for en stund.

– Efter kampen var jeg nødt til at tage et øjeblik for mig selv på banen. Bare nyde øjeblikket og indse, at en af mine drømme var gået i opfyldelse, siger han.

– Jeg tænkte på, hvad vi har været igennem i de to seneste år, især det seneste halvandet år har ikke været let for mig familiemæssigt. Da jeg kom hertil i første omgang, spillede jeg ikke og måtte på lejeophold et par gange. Så det øjeblik ramte mig også. Jeg forsøgte bare at nyde, at jeg nu spiller og er vigtig for holdet. Alt det hårde arbejde i kulisserne, havde ledt op til det øjeblik.

– Jeg ville nyde det, fordi jeg har arbejdet så hårdt for det. Holdet har også arbejdet hårdt for det, og alle har deres egen måde at nyde øjeblikket på. Min måde var at tage et øjeblik for mig selv og bare meditere en smule over det.

Onsdag aften kommer Atalanta på besøg, og Awer Mabil kan gå på banen til en Champions League-kamp, velvidende at millioner af børn fra Midtjylland til Melbourne ser med.