Video : Tipsbladet
Champions League

Stadiontjek: De største og mindste arenaer i Champions League

Der er langt fra de mindste til de største stadions i Champions League. Faktisk har det største stadion næsten plads til ti gange så mange tilskuere som det mindste. Vi tager her et nærmere kig på de 32 stadions, hvor der spilles Champions League-bold i denne sæson.

Rangeringen af de 32 stadions ud fra tilskuerkapacitet starter i Plzen i det vestlige Tjekkiet. Viktoria Plzen, der i denne sæson tager imod Real Madrid og Roma, har på Doosan Arena plads til færre tilskuere end eksempelvis Nature Energy Park i Odense.

Derfra rykker vi hurtigt videre til væsentligt mere imponerende stadions rundt omkring i Europa. 

Herunder kan du se listen over de 32 stadions i Champions League i denne sæson, rangeret fra mindst til størst:

32. Doosan Arena (Viktoria Plzen): 11.700
De tjekkiske mestre har det klart mindste stadion af de 32 klubber, der deltager i Champions League i denne sæson. 

31. Stade Louis-II (Monaco): 18.523
Det lille stadion i fyrstendømmet blev i en årrække anvendt som spillested for den europæiske Super Cup-finale.

30. RZD Arena (Lokomotiv Moskva): 27.320
De russiske mestre har tidligere spillet deres hjemmekampe på Luzhniki, der har en kapacitet på 81.000, men spiller nu på RZD Arena, der åbnede i 2002.

29. Jan-Breydel-Stadion (Club Brugge): 29.062
Fire kampe under EM 2000 blev spillet på Club Brugges stadion, heriblandt Danmarks 3-0-nederlag til Frankrig.

28. Rhein-Neckar-Arena (Hoffenheim): 30.150
Den sydtyske klub var nødt til at forlade Dietmar-Hopp-Stadion, der havde en kapacitet på 6.350, og spiller i dag deres hjemmekampe på Rhein-Neckar-Arena, der åbnede i 2009.

27. VEB Arena (CSKA Moskva): 30.547
CSKA Moskvas nye stadion åbnede i 2016. En del af stadiondesignet inkluderer en høj bygning, der skal ligne UEFA Cup-trofæet, som CSKA Moskva vandt i 2005.

26. Stade de Suisse (Young Boys): 31.783
Young Boys' stadion åbnede i 2005. Tre kampe under EM 2008 blev spillet her, herunder Hollands 3-0-sejr over Italien.

25. Philips Stadion (PSV Eindhoven): 35.000
PSV Eindhovens stadion blev bygget i 1910 og blev også brugt under EM 2000, blandt andet vandt Portugal med 3-2 over England på dette stadion.

24. Metalist Stadium (Sjakhtar Donetsk): 38.685
Ukrainerne var nødt til at rykke væk fra Donbass Arena, der har en kapacitet på 52.187, på grund af konflikten i landet. Klubben spiller nu deres hjemmekampe i Kharkiv, som ligger over 300 kilometer fra Donetsk.

23. Allianz Stadium (Juventus): 41.475
Den italienske storklub rykkede ind på deres nye stadion i 2011 efter at have droppet Stadio delle Alpi, der blev bygget frem mod VM 1990, og havde en kapacitet på 69.000. Stadio delle Alpi var dog upopulært, blandt andet på grund af løbebanen, der gjorde det svært at se, hvad der skete på banen, og blandt andet derfor valgte Juventus at bygge deres eget stadion.

22. Mestalla (Valencia): 48.600
Valencias stadion blev indviet i 1923. Under VM i 1982 spillede Spanien sine gruppekampe på Mestalla. 

21. Parc des Princes (Paris Saint-Germain): 49.691
Den første udgave af Parc des Princes blev bygget i 1897. Paris Saint-Germain spillede deres første kamp på den nuværende udgave i 1973. Parc des Princes blev anvendt under både VM 1998 og EM 2016.

20. Estádio do Dragão (FC Porto): 50.399
FC Portos stadion blev indviet i 2003, med henblik på at blive brugt under EM 2004 i Portugal. Det var på dette stadion, at Danmark tabte med 3-0 til Tjekkiet i kvartfinalen.

19. Türk Telekom (Galatasaray): 52.600
Galatasarays nye stadion blev indviet i 2011. Efter ti år med forskellige mislykkede planer begyndte byggeriet på det nye stadion 2007.

18. Johan Cruyff Arena (Ajax): 54.033
Ajax' stadion blev indviet i 1996 og hed indtil denne sæson Amsterdam Arena. EM-semifinalen i 2000 mellem Holland og Italien blev spillet på dette stadion.

17. Anfield (Liverpool): 54.074
Liverpools ikoniske stadion blev indviet i 1884. Klubben overvejer i disse år at udvide kapaciteten.

16. Etihad Stadium (Manchester City): 55.097
Manchester Citys stadion blev indviet i 2002, og blev udvidet for nogle år siden fra den oprindelige kapacitet på 47.400. Manchester City har planer om at udvide kapaciteten yderligere til 61.000.

15. Rajko Mitic (Røde Stjerne): 55.538
Den serbiske klub har spillet sine hjemmekampe på dette stadion i Beograd siden 1963. 108.000 tilskuere var på plads til et lokalderby mod Partizan Beograd i tresserne, hvilket er stadionrekord. Røde Stjernes stadion kaldes også uofficielt for Marakana efter det legendariske stadion i Rio de Janeiro.

14. Groupama Stadium (Lyon): 59.186
Lyons nye stadion åbnede i 2016. EM-semifinalen i 2016 mellem Portugal og Wales blev spillet her, og det samme gjorde sidste sæsons Europa League-finale mellem Atlético Madrid og Marseille. 

13. Stadio San Paolo (Napoli): 60.240
Napolis stadion blev indviet i 1959. VM-semifinalen mellem Italien og Argentina, hvor Diego Maradona sendte værterne ud, blev spillet her. Stadionet er i dag plaget af forfald og der er planer om en renovering.

12. Veltins Arena (Schalke 04): 62.271
Schalke 04's stadion blev indviet i 2001. Champions League-finalen mellem FC Porto og Monaco i 2004 blev spillet her. Flere kampe under VM 2006, herunder kvartfinalen mellem Portugal og England, blev også spillet på Schalke 04's stadion.

11. Estádio da Luz (Benfica): 65.000
Benficas stadion blev bygget frem imod EM 2004. EM-kvartfinalen mellem England og Portugal blev spillet her. Det samme gjorde Champions League-finalen mellem Atlético Madrid og Real Madrid i 2014.

10. Wanda Metropolitano (Atlético Madrid): 67.829
Atlético Madrids nye stadion blev indviet i september 2017. Champions League-finalen skal i denne sæson spilles på dette stadion.

9. Olympiako Stadio Athinas Spyros Louis (AEK Athen): 68.079
Det Olympiske Stadion i Athen blev indviet i 1982 og renoveret frem imod OL 2004 i Grækenland. Champions League-finalen mellem Milan og Liverpool i 2007 blev også spillet her. 

8. Stadio Olimpico (Roma): 73.261
Roma og Lazios stadion blev indviet i 1937 og udvidet i forbindelse med VM 1990. VM-finalen mellem Tyskland og Argentina blev spillet her. Det samme gjorde Champions League-finalen i 2009 mellem Barcelona og Manchester United. 

7. Allianz Arena (Bayern München): 75.000
Indviet i maj 2005, frem imod VM 2006. Åbningskampen mellem Tyskland og Costa Rica blev spillet her, og det samme gjorde semifinalen mellem Frankrig og Portugal. Champions League-finalen mellem Bayern München og Chelsea i 2012 blev ligeledes spillet på Allianz Arena.

6. Old Trafford (Manchester United): 75.643
Det ikoniske stadion blev indviet i 1910. Old Trafford blev brugt under VM 1966 og EM 1996. Champions League-finalen mellem Milan og Juventus i 2003 blev også spillet her. 

5. Giuseppe Meazza (Inter): 80.018
Italiens største stadion blev indviet i 1926. Milans og Inters stadion blev brugt under VM 1990. Champions League-finalen mellem Bayern München og Valencia i 2001 blev spillet her. I 2016 blev der igen spillet Champions League-finale på dette stadion, denne gang mellem Real Madrid og Atlético Madrid.

4. Santiago Bernabéu (Real Madrid): 81.044
Indviet i 1947 og udvidet i løbet af halvfemserne. VM-finalen i 1982 mellem Italien og Tyskland blev spillet her. Det samme gjorde Champions League-finalen i 2010 mellem Inter og Bayern München. 

3. Westfalenstadion (Dortmund): 81.365
Til Champions League-kampe har Westfalenstadion godt nok en noget mindre kapacitet på 65.829. Der er dog et tale om et af Europas mest berømte stadions. Der blev spillet kampe på Westfalenstadion både ved VM 1974 og VM 2006. Blandt andet blev VM-semifinalen i 2006 mellem Tyskland og Italien spillet her. 

2. Wembley (Tottenham): 90.000
Tottenham spiller stadigvæk deres hjemmekampe på det nye Wembley, som blev indviet i 2007. Klubbens kommende stadion, Tottenham Hotspur Stadium, kommer til at have en kapacitet på 62.062.

1. Camp Nou (Barcelona): 99.354
Europas største stadion ligger i Barcelona. Det berømte stadion blev indviet i 1957, og blev anvendt under VM 1982. Den mindeværdige Champions League-finale mellem Manchester United og Bayern München i 1999 blev ligeledes spillet her. 

(Kilde: Transfermarkt)