Dansk stjerne ramt: ‘Jeg er bange’

I april tog han karrierens vel nok største sejr, da han vandt Amstel Gold Race foran Tadej Pogacar og Remco Evenepoel.

Men Mattias Skjelmose kigger alligevel ikke tilbage på 2025 med nogen særlig begejstring.

Den danske landsholdskaptajns sæson har været lige så meget op og ned som søndagens VM-rute i Rwanda.

– Mest ned, siger Skjelmose med et lille smil.

– Uden sejren i Amstel havde det været en virkelig dårlig sæson. Men det er en sæson, hvor jeg har lært meget og frem for alt har lært at holde hovedet højt, uddyber han.

Ud over den store triumf i den hollandske klassiker har hans år først og fremmest været præget af styrt. For den 25-årige amagerkaner er pludselig begyndt at vælte på cyklen. Igen og igen

Fire gange i sæsonen er han udgået af løb, fordi han har været i asfalten. Det begyndte i foråret i Paris-Nice og fortsatte nogle uger senere i Flèche Wallonne.

Siden kolliderede han med et skilt i Tour de France, og senest udgik han af Maryland Classic i begyndelsen af september efter at være røget ned på armen.

Det er blevet en ond cirkel. Hjernen lagrer hvert eneste styrt. Hver gang han har været i asfalten, stoler han lidt mindre på sine instinkter.

– Jeg har været lidt for hurtig på bremserne og holdt lidt større afstand i feltet, end jeg normalt ville gøre.

– Det er blevet sådan en mental ting. Man bliver bange. Det er jo ikke rart at ramme asfalten. Det gør pisseondt, og kroppen husker det. Det bliver et lille traume, som man skal afvænne kroppen, siger Mattias Skjelmose.

‘Jeg er bange, og det irriterer mig’

Af alle hans styrt er det formentlig uheldet på 14. etape af Tour de France, der har vakt størst opsigt.

Ikke alene på grund af den opmærksomhed, der altid omgiver det franske etapeløb, men også fordi det på samme tid var underligt og virkelig voldsomt.

Mens hele feltet styrede uden om en midterhelle uden problemer, kørte Skjelmose ligeud, ramte et skilt og slog en salto over styret.

Han slap fra den selvforskyldte brøler uden de store fysiske skader. Men kombineret med de andre styrt har det givet ham mentale skrammer.

– Det gør egentlig ikke noget ved stoltheden, men jeg er bange, og det irriterer mig.

– Jeg har været på de forkerte steder på de forkerte tidspunkter, og jeg tænker: Hvad fanden gør jeg forkert? Hvorfor er det mig hver gang, spørger Skjelmose.

Selv om nedturene har sat sig sine spor, har han med jævne mellemrum vist, at vinderinstinktet stadig er i behold.

Det er kun lidt over en uge, siden han vandt kongeetapen i Luxembourg Rundt, og det giver håb om, at han kan lave et topresultat i søndagens VM-løb.

På forhånd ligner hans venner fra Amstel Gold Race, Pogacar og Evenepoel, på ny de hårdeste konkurrenter.

– Jeg tror, at der er meget, man kan gøre mod dem. Det er en meget svær rute, og det er en rute, hvor man skal vælge sine kampe og vælge hvor man bruger sin energi meget nøje. Der skal ikke mange fejl til, før det hele kan vende.

– Pogacar er nok den bedste cykelrytter, der nogensinde har været. Men han har også sine begrænsninger, og han er også et menneske, der laver fejl. Hvis han gør det, og jeg gør alt rigtigt, så er det muligt, fastslår Skjelmose.

Landevejsløbet strækker sig over 267,5 kilometer på en rundstrækning i Rwandas hovedstad, Kigali.