EM-slutrunden har budt på flere overraskelser med tidlig afsked til Frankrig og Holland, mens Danmark, Tjekkiet og Ukraine nok ikke var blandt buddene på kvartfinalister hos ret mange fodboldinteresserede uden for de tre pågældende lande.
Det franske hold underpræsterede sammen med Tyskland og Tyrkiet, men på en række andre landshold har man til gengæld spillere uden for gruppen af helt oplagte, store og ofte lidt ældre stjernenavne, der gør sig positivt bemærket ved slutrunden.
Ragnar Sigurdsson, Hannes Halldórsson, João Mario og Renato Sanches var blandt dem, der skiftede klub efter seneste EM, og denne gang står en række spillere igen klar på affyringsrampen.
Joakim Mæhle
Venstre back, 24 år
Danmark/Atalanta
Mæhle er stadig ved at finde sig helt til rette i Atalanta, men det har så sandelig ikke forhindret den danske back i at være et sandt mareridt for modstandernes defensiv ved dette EM.
Mæhle har vist sig som den energiske, løbestærke og initiativrige back, han også har lært at være i Atalanta og Genk, og selvom topholdet Atalanta helt sikkert skal bruge ham i den kommende sæson, opstår spekulationerne naturligvis efter så flot en slutrunde.

Patrik Schick
Forward, 25 år
Tjekkiet/Leverkusen
Schick er på ingen måde et nyt navn på den internationale scene, men målfarligheden og Schicks gode spil ved EM vækker naturligvis interesse.
Schicks størrelse, blik for spillet og gode boldbehandling har i årevis gjort ham interessant, men et mareridt af et ophold i AS Roma og en så som så lejekontrakt med RB Leipzig i sæsonen 2019/20 har afskrækket bejlere sammen med Schicks for mange afbrændere.
Men angribere har naturligvis lov til at finde skarpheden og formlen, og det kunne godt tænkes, at et købelystent Premier League-hold kunne gøre forsøget efter EM.
Lukas Hradecky
Målmand, 31 år
Finland/Leverkusen
Endnu en Leverkusen-spiller har fundet vej til listen. Finland var under et sandt bombardement ved EM, og hvis en klub med penge på lommen får brug for en keeper, har Hradecky efterhånden vist, hvor fremragende en shotstopper han er.
Bayer Leverkusen er en stor og stærk klub i Tyskland, så selvom Hradecky er 31 år, skal der givetvis seriøse penge på bordet, før ledelsen i Europa League-klubben vil sælge.
Denzel Dumfries
Højre back, 25 år
Holland/PSV
Dumfries er som tidligere landsholdsspiller i Aruba lidt af en Tornerose-historie ved EM.
Hans meget energiske rush på kanten var en stor styrke for Holland i gruppespillet, og det samme var de for PSV i den forgangne sæson.
Få ting i fodboldverdenen er så hotte som en offensiv back, så det kunne snildt kaste en transfer af sig. Ikke overraskende er der dukket rygter op om klubber i både England, Spanien og Italien.
Pedri
Central midtbane, 18 år
Spanien/FC Barcelona
Pedri ryger nok ingen vegne, men hans potentiale og allerede meget høje niveau skinner igennem for et spansk hold, der ellers har været på noget af en rutsjebanetur frem til kvartfinalen mod Schweiz.
Man kunne måske tro, at Pedri er en tiltrængt og længe ventet succeshistorie for La Masia, men teenageren er faktisk hentet i Las Palmas sidste år på en aftale, klubberne allerede indgik i 2019.
FC Barcelona har enorme økonomiske problemer, men denne form for arvesølv er nok det allersidste, den ny præsident Joan Laporta er villig til at sælge for at holde kreditorerne fra døren.
Christoph Baumgartner
Offensiv midtbane, 21 år
Østrig/Hoffenheim
For kendere er der absolut intet overraskende ved, at Baumgartner også ved EM så god ud for Østrig, der med lidt mere held kunne have vippet Italien ud af slutrunden i ottendedelsfinalen.
I en ujævn Hoffenheim-sæson var den 21-årige østriger blandt højdepunkterne, og han er indbegrebet at den østrigsk/tyske skole som teknisk begavet, målfarlig og ekstrem arbejdsom midtbanespiller.
Baumgartner skal stensikkert spille i en større klub end Hoffenheim snart, men det kan godt være, han og Hoffenheim venter til næste år, før den står på Premier League eller en af de store klubber på kontinentet.

Manuel Locatelli
Offensiv midtbane, 23 år
Italien/Sassuolo
Locatelli skulle have været den (meget) unge mand, der genrejste AC Milan, men i kaosset lod milaneserne deres stortalent tage til Sassuolo.
Den lille, upåagtede klub lyder af ingenting i danske ører, men med Mapei-milliardæren Marco Squinzi som ejer er der intet tilfældigt i, at klubben har haft råd til at bygge et af de mest spændende og angrebslystne hold i Europa.
Men selv med pengene fra byggefirmaet Mapei kan Sassuolo ikke længere holde på Locatelli, og nu er spørgsmålet, om det bliver en af topklubberne i Italien eller en Premier League-klub, der får handlen – pilen peger nok mest mod førstnævnte, selvom kriseramte Inter tager penge ud af det italienske marked.
Alexander Isak
Angriber, 21 år
Sverige/Real Sociedad
Det er helt vildt at tænke på, at Isak først fylder 22 til september, for det føles som om, at han har været med i mange år siden sit meget dyre skifte fra AIK til Borussia Dortmund. I Spanien har angriberen fundet sine fødder i Real Sociedads stærke kollektiv, og med et godt EM på et ellers meget defensivt indstillet Sverige kan større og rigere klubber end baskernes se en løsning på eventuelle angrebsproblemer i den pligtopfyldende, unge svensker.

Illya Zabarnyi
Midtstopper, 18 år
Ukraine/Dynamo Kijev
Som teenager får man ikke noget foræret i den traditionsrige topklub Dynamo Kijev eller på Ukraines landshold, men både i klubben og på landsholdet har man på meget kort tid fået stor fidus til den indtil videre rolige forsvarsspiller.
Den ny Dynamo-træner, Mircea Lucescu, hev Zabarnyi op fra ungdomsholdet i september sidste år, da der var skader i midterforsvaret, smed ham i startopstillingen i Champions League-kvalifikationen mod AZ Alkmaar, og så var vejen banet til en lynkarriere.
De ukrainske spillere har det med at blive i Dynamo eller Sjakhtar Donetsk, men Zabarnyi har også ved slutrunden set så lovende ud, at det giver mening at holde øje med ham i forhold til et skifte til en af de store ligaer.
Nico Elvedi
Midtstopper, 24 år
Schweiz/Borussia Mönchengladbach
Han spillede sammen med Andreas Christensen i Gladbach, og hvor ”AC” er blevet et godt navn i Premier League (for dem, der ikke lige hedder Frank Lampard eller Antonio Conte), er Elvedi blevet det i Tyskland.
Ligesom Leverkusen er Gladbach ikke tilfældige opkomlinge, der slipper deres spillere billigt, men på et tidspunkt skal schweizeren prøve noget andet end den tyske traditionsklub, hvor han nu har spillet i seks år.
LIVE
Superliga-LIVE: William Clem raser
‘Hvorfor skal det være hemmeligt?!’
NYHEDER
Jonas Wind hyldes i Portugal
Uventet ros: ‘En af de mest komplette spillere’
INTERVIEW
Stopper i Superliga-klub: Flere løse henvendelser
NYHEDER
Stor kamp af Kasper Dolberg
NYHEDER
Endnu en europæisk nation trækker støtten
EKSKLUSIVT Det er slut: ‘Jeg savner Superligaen’
– Han bør aldrig spille for Man Utd igen!
EKSPERT
‘Det er ekstremt højt niveau for Superligaen’
TOPNYHED
Overrasket Riemer: Han har taget ligaen med storm!
TOPNYHED
Superliga-kometer på U21-landsholdet
INTERVIEW
Kryptisk Brian Riemer: Jeg har truffet et valg
EKSKLUSIVT Atypiske Anosike Ementa nyder kæmpe succes
Morten Bruun tror på kæmpe overraskelse af Riemer
NYHEDER
Gravesen revser: ‘Hvor er han henne, AGF?’
NYHEDER
Syv FCK-fans dømt for groft overfald på BIF-ansat
TIPSBLADET SPECIAL
Her er din landsholdstrup, Riemer!
NYHEDER
FCK er videre i pokalturneringen
Kæmpe Kotarski-brøler i Kroatien
LIVE: Det sagde Brian Riemer på pressemødet
HELT VILDT
Historisk SL-statistik: ‘Er på grænsen til uhørt’
TRANSFER Overblik: Her er Superligaens sommertransfers 2026
NYHEDER
Nævner Bo Henriksen – i spil til stort trænerjob?
Her kan du se Skovshoved IF mod FC København
Rystet Tøfting: Jammerligt at se på!
Her kan du se Elche mod Real Madrid
MEDIE
Afvist: Han vil ikke til Panathinaikos
EKSKLUSIVT
Afsløring: Mönchengladbach vil have Brian Priske
INTERVIEW
Brækkede BIF-keepers finger: Frygter FCM-bomber
Brian Priske til storklub? Nu svarer han
EKSPERT
Imponeret over Brøndby: ‘Det er en vild statistik’
TIPSBLADETS DOM
Klasseforskel – han var fuldstændig outstanding
EKSKLUSIVT