Det danske landshold indleder EM på lørdag med et historisk opgør på hjemmebane i Parken mod Finland, og det er niende gang, at Danmark er med ved en EM-slutrunde.
De otte slutrunder, Danmark hidtil har deltaget i, har mildt sagt været en blandet landhandel. Landsholdet er blevet alt fra Europamestre til nummer sjok.
Tipsbladet ser her tilbage på de danske EM-præstationer i en rangeret rækkefølge – startende med den dårligste.
Nummer 8 – EM 2000
Tre kampe, tre nederlag og en målscore på 0-8. Det kunne ikke være gået meget værre for det danske landshold ved EM 2000 i Holland og Belgien, og Bo Johanssons tropper forlod slutrunden som det dårligste af de 16 deltagerlande.
Danmark kvalificerede sig efter at have massakreret Israel i to playoffkampe, men til EM blev danskerne selv nedslagtet og tabte klart til Frankrig, Holland og Tjekkiet. Bo Johansson stoppede som landstræner efter slutrunden og blev afløst af Morten Olsen.
Nummer 7 – EM 1988
Danmark tryllebandt fodboldverdenen ved VM i 1986. To år senere ved EM i Vesttyskland var der ingen grund til at kippe med Dannebrog.
Sepp Piontek var landstræner, og med i EM-truppen var blandt andre Morten Olsen, Michael Laudrup, Peter Schmeichel og Preben Elkjær, men Danmark tabte alle tre gruppekampe mod Spanien, Vesttyskland og Italien.
Blot otte nationer deltog ved EM i 1988, så konkurrencen var hård, og det hører naturligvis med til historien. Det blev imidlertid en slutrunde til glemmebogen.
Nummer 6 – EM 1996
Danmarks forsvar af EM-pokalen blev en sølle omgang.
Ved EM i England var danskerne havnet i en overkommelig pulje med debutanterne fra Kroatien, et ikke prangende tyrkisk landshold og nogle stærke portugisere. Problemet for Danmark var i høj grad, at kroaterne viste sig at være rigtig gode.
Det startede hæderligt med 1-1 mod Portugal, men så løb Danmark ind et famøst 0-3-nederlag mod Kroaiten, og Davor Suker, der lobber bolden over Peter Schmeichel, er et billede, mange kan genkalde sig. Danmark pligtsejrede med 3-0 over Tyrkiet i sidste gruppekamp efter to mål af Brian Laudrup, men de fire point var ikke nok til at avancere til kvartfinalen.
Efter EM stoppede Richard Møller Nielsen som landstræner.
Nummer 5 – EM 2012
Man vidste ikke rigtigt, om man skulle grine eller græde efter lodtrækningen til EM-puljerne. Danmark havnede i “dødens pulje” med Tyskland, Portugal og Holland, og ingen levnede Morten Olsens tropper nogen chance i Ukraine.
Optimismen blomstrede imidlertid, da Danmark indledte slutrunden med en vaskeægte sensation. De rød-hvide besejrede viceverdensmestrene fra Holland med 1-0 i første gruppekamp takket være et mål af Michael Krohn-Dehli, og så var der lagt op til noget af en skæbnekamp mod Portugal.
Her sørgede Nicklas Bendtner, der var iført sine grønne underbukser fra Paddy Power, med to mål for, at Danmark kom på 2-2 og fik rystet chokstarten af sig, men tre minutter før tid scorede Silvestre Varela til 3-2 – det var i den situation, Simon Poulsen gjorde sig lige smal nok, og hashtagget #smalsomsimonbuskpoulsen blev opfundet på sociale medier.
I tredje- og sidste gruppekamp tabte Danmark 1-2 til Tyskland og måtte forlade EM efter gruppespillet. Det er naturligvis aldrig helt godt, men en helt igennem uheldig lodtrækning skal tages med i ligningen.
Nummer 4 – EM 1964
Lige så uheldige Danmark var med lodtrækningen i EM 2012, lige så heldige var de rød-hvide 48 år tidligere. Her blev Danmark nummer fire ved EM efter alletiders lodtrækningsheld.
I 1964 blev EM afviklet uden et gruppespil og med rene knockout-kampe, og Danmark trak i indledende runde Malta, som blev kørt over med samlet 9-2.
I ottendedelsfinalen mødte danskerne Albanien, der kun avancerede fra indledende runde, fordi Grækenland nægtede at stille op imod dem. De rød-hvide vandt samlet 4-1.
I EM-kvartfinalen var Luxembourg på menuen. Ja, Luxembourg! I en EM-kvartfinale! Lilleputnationen var oversiddere i første runde og slog efterfølgende mirakuløst Holland. Danmark havde store problemer mod Luxembourg, og først efter en tredje kamp på neutral bane lykkedes det Danmark at overvinde lilleputterne. Ole Madsen scorede i øvrigt seks mål i de tre kampe mod Luxembourg.
I semifinalen tabte Danmark klart med 0-3 til Sovjetunionen, og i den efterfølgende bronzekamp trak Ungarn det længste strå efter forlænget spilletid på et Camp Nou, hvor der blot var 4.000 tilskuere.
Nummer 3 – EM 2004
Danmark og Sverige blev beskyldt for aftalt spil af cirka 60 millioner rasende italienere, da de med 2-2 i den sidste gruppekamp spillede hinanden videre og støvlelandet ud i EM-mørket.
Det huskes EM i 2004 i Portugal bedst for set med danske briller, men det var også slutrunden, hvor Francesco Totti spyttede Christian Poulsen i ansigtet, og hvor Jesper Grønkjær med tårer i øjnene afgjorde gruppekampen mod Bulgarien blot få dage efter moderens død.
Danmark nåede til kvartfinalen, hvor holdet blev sat på plads af Tjekkiet, der vandt 3-0.
Nummer 2 – EM 1984
Otte lande deltog ved slutrunden i Frankrig, og Danmark var meget tæt på at nå hele vejen til EM-finalen. Det hele sluttede dog brat, da Preben Elkjær med hul i shortsene tordnede bolden over mål i straffesparkskonkurrencen mod Spanien i semifinalen.
Danmark indledte slutrunden med et nederlag til de franske værter, men efterfølgende blev det til en storsejr på 5-0 over Jugoslavien og en mindeværdig 3-2-sejr over Belgien i en ond kamp, hvor Danmark vendte 0-2 til 3-2. Den store helt blev Preben Elkjær, der seks minutter før tid lobbede sejrsmålet i kassen.
Danmark havde holdet til at blive Europamestre, men marginalerne svigtede til sidst.
Nummer 1 – EM 1992
Der er selvfølgelig ingen tvivl om, hvad der er Danmarks bedste EM-præstation, og triumfen i Sverige i 1992 behøver ingen nærmere præsentation. Landsholdet kom med på et afbud og leverede det største danske sportsresultat i historien med 2-0-sejren over Tyskland i EM-finalen.
LIVE
TransferLIVE: Brøndby-emne tæt på Leipzig-retur
EKSKLUSIVT
Kom i gang, ‘CV’ – AGF mangler tre spillere
INTERVIEW
Varmt transfer-emne: Brøndby bekræfter interesse
MEDIE
Kæmpe transfer under opsejling
OPTAKT
Brøndby IF – Viborg FF
AVIS
Så meget overbød Brøndby rivalerne for Hyseni
EKSKLUSIVT
Afsløring: Tidligere FCK-talent hjem til Danmark
EKSKLUSIVT
Transferkaos i FCK: Han må bide sig selv i tungen
LIVE
Superliga-LIVE: Vanvittig flot scoring
EKSKLUSIVT
Afsløring: Målmaskine færdig i AaB
EKSKLUSIVT
Allsvenskan-klubber i kø for stort dansk talent
TRANSFER
Tidl. BIF-spiller Bertram Kvist tæt på chokskifte
NYHEDER
Kommer med kryptisk transfermelding om ‘TK’
TIPSBLADET SPECIAL Superliga-spil: Kan du drafte et perfekt hold?
TIPSBLADET SPECIAL
60 år: Her er Troels Bechs mest suveræne citater
MEDIE
Eriksen spottet – nu er der nyt
NYHEDER
Drama efter FCK-skifte: Tager vild drejning
MEDIE
FC Midtjylland sælger profil dyrt – her er prisen
MEDIE
Lindstrøm-transfer på trapperne: Vild lønnedgang
TRANSFER Overblik: Her er Superligaens sommertransfers 2026
TIPSBLADET SPECIAL
Farzam om FCK: Problemet sidder i toppen
EKSKLUSIVT
Ingen klausul i FC København-aftale
EKSKLUSIVT
‘Det ville være en katastrofe af rang’
OPTAKT
FC Midtjylland – AC Horsens
OPTAKT
Silkeborg IF – FC København
OPTAKT
FC Nordsjælland – Randers FC
EKSKLUSIVT
AGF i kontakt om norsk angriber
EKSKLUSIVT
Afsløring: Mikael Dorsin lander nyt topjob
NYHEDER
Ordet “bestikkelse” blev brugt
CUSTOM
Ekspert: Det kan ødelægge kæmpe FCM-transfer!
STORT INTERVIEW
Thomasberg overrasket ved OB-pressemøde
Klar besked om AGF
FANKLUBBEN Nu er det slut med undskyldninger i FC Midtjylland
AGF-chok: ‘Den største skandale i 20 år’
OPTAKT
