• Hent Tipsbladets app og få push notifikationer om seneste nyt, livescores mm.
  • Tilmeld dig nyhedsbrevet og få dit daglige skud fodbold til frokostpausen
    Tilmeld nyhedsbrev
  • Vær med hvor og når det sker og deltag i debatterne - følg Tipsbladet på:
Hold dig opdateret - følg Tipsbladet på:

En fodboldmonolog af Michael Johansen.

Af Kim Michelsen
BRAGT I TIPSBLADET 3. FEBRUAR

Mit største øjeblik kom helt i starten af min fodboldkarriere, da jeg spillede for B 1903 i UEFA Cup-kampen mod Bayern München i 1991, og vi vandt 6-2. Jeg tror at alle, som var med i den kamp for B 1903, vil rangere den som det største i deres karriere. Jeg selv var kun 18 år og først lige begyndt at lære faget.
Vores rutinerede spillere som målmand Palle Petersen, Ivan Nielsen i forsvaret, Pierre Larsen på midtbanen og Michael Manniche i angrebet gjorde det utroligt let for mig og min tvillingebror Martin at falde ind på holdet. Vi havde fået samlet et rigtig godt hold, hvor Torben Piechnik, Kenneth Wegner, Lars Højer og Iørn Uldbjerg også var på.
Vi startede flot i UEFA Cup'en ved at slå Aberdeen ud over to kampe. Vi vandt 1-0 derovre i den første kamp og 2-0 hjemme, hvor jeg scorede det første mål. Og så trak vi Bayern München.
De var godt nok i krise den sæson. Jupp Heynckes var blevet fyret, og de havde ansat Søren Lerby som nødløsning, selvom han ikke havde nogen trænererfaring. Så vi troede da på vores mulighed, men et eller andet sted lå det i baghovedet, at det var urealistisk at slå dem. Vi havde aldrig drømt om, at vi kunne udspille dem på den måde. Det var fuldstændig surrealistisk.
Sådan må Bayern også have oplevet det, da de ankom til Gentofte Stadion. Omklædningsrummene lå et stykke fra banen, så de skulle ud på en lille gåtur for at komme frem og tilbage. Det var de helt sikkert ikke vant til. Så var der de mobile tribuner, som blev rullet ind  bag målene, hvor der normalt bare var græshøje. Det undrede de sig meget over, men selve banen fejlede intet.
Selvom jeg havde scoret mod Aberdeen, begyndte jeg på bænken. Vores træner Benny Johansen må have frygtet Bayerns offensiv. Vi stillede med tre centrale forsvarere i Diego Tur, Kenneth Wegner og Ivan Nielsen, og så Torben Piechnik som defensiv midtbanemand foran dem. Men Bayern valgte overraskende en ret defensiv opstilling. Kun brasilianeren Mazinho lå helt fremme, mens Olaf Thon og Stefan Effenberg skulle finde ham i dybden med afleveringer fra midten. De havde jo også Brian Laudrup dengang, men han var helt ude af truppen med sin korsbåndsskade.

Bayern satsede på lynhurtige omstillinger og kom mod spillets fordeling foran 1-0, da Effenberg kom fri i højre side og spillede Mazinho fri. Inden pausen udlignede vi så, da Ivan Nielsen headede bolden ind til »Manne« efter et hjørnespark, så »Manne« kunne heade videre i mål. »Manne« styrede fuldstændig luftrummet for os i den kamp.
Der var nærmest sydlandske tilstande på lægterne. Publikum havde medbragt romerlys, og der lå en tæt røgsky, mens publikum sang Auf Wiedersehen allerede ved 1-1.
I pausen foretog vi den taktiske ændring, som gav os kontrollen med kampen. Vi havde en spiller til overs i forsvaret, som ikke var beskæftiget. Vi skiftede Diego Tur ud og satte mig ind i stedet, så jeg kom til at ligge sammen med Martin lige bag »Manne«.
Samtidig sendte Bayern Hans Pflügler ind som ekstra forsvarsspiller. De spillede ikke godt og ville bare køre et fornuftigt resultat hjem.
Pflügler var med i den tyske VM-trup året inden, da de vandt VM, men nu var han 33 år gammel og havde set sin bedste tid. Han virkede noget oppe at køre og stemplede først Lars Højer, så han måtte skiftes ud med Brian Kaus. Da vi lige efter kom foran 2-1, var han for langsom i sit tilbageløb. Jeg løb forbi ham ind i feltet, hvor en anden af deres forsvarere fældede mig. Ivan Nielsen scorede på straffespark, og det skulle nok hævnes. Lidt efter smækkede Pflügler en albue op i ansigtet på mig ude ved sidelinjen, mens dommeren ikke så det. Jeg fik næseblod og måtte behandles med en våd svamp.
Jeg spillede videre, men jeg fortsatte med at have problemer med næsen det næste stykke tid. Bare jeg fik det mindste stød på den, begyndte det at bløde. En måneds tid efter måtte jeg ind og brændes i næsen hos en specialist, så blodkarret blev ordentlig lukket. Jeg var bare en ung knægt, og jeg glemte at dække mig selv af og beskytte mig i situationen med Pflügler, men jeg lærte også af det. Efter kampen sagde han intet til mig. Det var rutine for ham.
Vi var mere boldsikre end dem. Vi kunne flytte spillet langt op på deres banehalvdel i 2 halvleg, og det kom meget bag på os. Kenneth Wegner og »Manne« - igen på hovedet - scorede inden for få minutter. Det var vanvittigt, da Brian Kaus og Iørn Uldbjerg scorede til 6-1 mod slutningen. De fik reduceret til allersidst, men vi havde fået det perfekte udgangspunkt til returen, hvor Palle »Plankeværk« Petersen stod en pragtkamp og holdt dem nede på 1-0-sejr, så vi gik videre.
Michael Bro Johansen (født 22. juli 1972) spillede i KB i ungdomstiden, men skiftede til B 1903 i 1991 og nåede lige at slutte på andenpladsen  i Superligaen, inden fusionen mellem de to til FC København og mesterskabet derefter i 1992/1993-sæsonen. Johansen spillede i FCK frem til 1996, hvor han kom til den engelske 1. divisionsklub Bolton. Han nåede også en sæson i Premier League, inden han i 2000 vendte hjem for at spille for AB, hvor han stoppede den professionelle karriere i 2004. Det blev desuden til to A-landskampe. Michael Johansen er i dag spilleragent med FIFA-licens.

Superliga

Mere Superliga

Fokus