10. december: Litauen? Det har jeg da godt nok aldrig hørt om før
Foto: Kolding IF
Generelle

10. december: Litauen? Det har jeg da godt nok aldrig hørt om før

Tipsbladet.dk’s julekalender byder hver dag frem til jul på en ener eller et unikum. I dag fortæller vi historien om Casper Bruun, der som den eneste danske spiller nogensinde har prøvet kræfter med litauisk fodbold.

Siden Superligaen blev til i 1991, har over 2500 spillere fået spilletid i den bedste danske række, og hver sæson afvikles 250 kampe. Ingen kan huske alt sammen, så hvad er det, der gør, at nogle skiller sig ud i mængden af spillernavne og kampresultater?

Tipsbladet.dk sætter i årets julekalender fokus på enerne og unikummerne i dansk fodbold. Dem, der har slået rekorder – både gode og dårlige; dem, der har præsteret noget, som ingen andre har; de kampe, der aldrig bliver gentaget.

I dag, den 10. december, handler det om Kolding IF's Casper Bruun, der i foråret 2017 skiftede de trygge rammer i Vejle Boldklub ud med et udlandsophold i Litauen - foreløbigt som den eneste danske fodboldspiller nogensinde.

Det sker ikke sjældent, at ambitiøse danske fodboldspillere får mod på mere end det danske fodboldland kan tilbyde dem af udfordringer og oplevelser i landets bedste rækker.

Åge Hareides seneste landsholdstrup på 23 mand bestod kun af to spillere fra den danske Superliga, men det er ikke kun nationens bedste, der søger lykken i udlandet. Hvert år hører vi historierne om Superliga-spillere, der efter flere år i dansk fodbold vil prøve sig af på et højere niveau, og om eventyrlystne professionelle, der vil udnytte deres talent til at afsøge afkroge af verden, som et mere normalt job ikke vil kunne tilbyde dem. 

Den nu 21-årige Kolding IF-forsvarer Casper Bruun hører til i den sidste kategori.

Danskeren stod noteret for fem u-landskampe og var som 18-årig en del af førsteholdstruppen i Vejle Boldklub, inden han i februar 2017 gjorde noget, som ingen andre danske fodboldspillere har gjort før ham og skiftede til FK Utenis Utena i Litauen. Spørgsmålet er: hvorfor? 

Litauen? Det har jeg da godt nok aldrig hørt om før
Det er sommeren 2016, og 18-årige Casper Bruun bliver efter fire år i Vejle Boldklubs ungdomsafdeling hevet op i førsteholdstruppen, der står foran en ny sæson i NordicBet Ligaen. Den unge midterforsvarer er i sine ungdomsår noteret for fem u-landskampe og får umiddelbart efter forfremmelsen også debut på førsteholdet i pokalturneringens første runde mod Tjæreborg IF.

Men efteråret byder ikke på flere minutter for Casper Bruun. Den unge forsvarspiller lærer en masse af cheftræner Andreas Alm på træningsbanen, og selvom han er tålmodig og optimistisk om sin fremtid i klubben, savner han at spille kampe:

- Man skal have tålmodighed (som ung spiller red.). Det giver sig selv. Men jeg vil gerne spille fodbold, og jeg vil gerne udvikle mig. Det er rigtig nok, at man udvikler sig til træning, men det eneste tidspunkt, hvor man udvikler sig rigtigt, er altså, når man spiller kampe. Jeg kunne se, at det vil blive svært at slå dem af, der spillede på min position, og det var egentlig også lidt det, der gjorde det, fortælleren danskeren i dag.

Casper Bruun nåede nemlig slet ikke at færdiggøre det ene år, som han lige havde bundet sig til med Vejle Boldklub. I vinterpausen opsagde han samarbejdet, da han modtog et tilbud, han ikke kunne afslå:

- Jeg startede ikke inde og kom heller ikke ind fra bænken, når jeg sad der. Så jeg snakkede med min agent, og han sagde, at der måske kunne være en mulighed i Litauen. Årsagen til det var, at klubben FK Utenis Utena havde fået nye ejere.

- Den ene af dem havde boet i Sverige i et stykke tid, så han hentede en svensk træner, som min agent kunne få kontakt til. Jeg opsagde så min kontrakt med Vejle, selvom jeg faktisk ikke var sikker på, at jeg vil få tilbudt en kontrakt i Litauen. Men jeg var fast besluttet på, at jeg vil spille og prøve et eventyr og så se, hvor langt det kunne række, fortæller den nu 21-årige Kolding IF-spiller.

Det er formentlig ikke mange danskere, der har et særligt stort kendskab til den litauiske A Lyga, og det samme gjorde sig gældende for Casper Bruun. Men efter et par internetsøgninger og YouTube-videoer var forsvarsspilleren solgt:

- Det første, jeg tænkte, var; Litauen? Det har jeg da godt nok aldrig hørt om før - altså rent fodboldmæssigt. Jeg bad om lidt tid til at tænke over det og var faktisk inde på YouTube og se et par litauske kampe og synes egentlig, at niveauet så okay ud. Jeg undersøgte det lidt, og så tænkte jeg; det giver vi da et skud. Så får jeg prøvet det af og får prøvet at spille i udlandet.

- Min far ved meget om fodbold, og han var også sådan lidt... Han var overhovedet ikke imod det eller noget som helst, men han skulle også lige undersøge det. Min mor var egentlig bare klar på det, men min far lige vil se lidt nærmere på det. Så undersøgte han det, og efter at have set lidt på YouTube synes han egentlig også, at niveauet så okay ud, mindes Casper Bruun.

Fra Vejle til Vilnius: De mente det sgu seriøst
Casper Bruun var ikke blevet lovet en kontrakt, så det var med en stor portion nervøsitet, at han en uge efter sit brud med Vejle satte sig på en flyver til Litauens hovedstad Vilnius. Prøvetræningen gik dog efter planen, og forsvarsspilleren skrev derfor under på en aftale med FK Utenis Utena:

- Jeg har altid været seriøs med min fodbold, og det var jeg også med den her beslutning. Den overvejende grund til det her skifte var, at det vil være godt at komme ned og spille i den bedste række i et land. Det var helt klart det, som spillede mest ind.

- Men dermed ikke sagt, at det også var tiltrækkende med et land, som man aldrig havde været i før med en helt anden kultur og en mulighed for at opleve noget helt andet. Jeg havde heller ikke været ude og rejse, som mange af mine jævnaldrende venner havde det, så da jeg tog derned, var det lidt min rejse, fortæller Casper Bruun.

Den unge midtstopper fortæller, at han ikke kom til Litauen med særligt mange fordomme, da han på forhånd ikke vidste meget om landet. Alligevel blev han overrasket over, hvor professionelle forhold, der var i den klub, han kom ned til: 

- De havde blandt andet købt et helt lejlighedskompleks i Vilnius, som lige manglede det sidste for at blive færdigt, og de var også ved at få en aftale på plads med et spacenter tæt på træningsbanen. De arbejdede også på et samarbejde om mad med nogle restauranter, og vi vil også få et fitnesskort til et stort center inde i hovedstaden. Så de mente det sgu seriøst.

- Man ved ikke så meget om Litauen, så man kan godt have de der fordomme om, at de bare spiller lidt fodbold og så ellers går og drikker øl i fritiden. Min agent havde fortalt mig nogle andre ting, så det var heller ikke det, jeg forventede, men det var virkelig nogle professionelle forhold, som de var ved at bygge op, lyder det fra Kolding-forsvareren.

Casper Bruun blev kort efter sin ankomst kastet i ilden med det samme og tilkæmpede sig med det samme en fast plads i midterforsvaret, hvor han spillede samtlige minutter i 15 kampe i træk.

Han husker, at der var stor niveauforskel i den litauiske A Lyga, men at alle holdene havde særligt én ting til fælles:

- Det var meget fysisk. Alle spillerne var fysisk meget stærke. I de store klubber, Zalgiris og Suduva, var spillerne også rigtig, rigtig, rigtige dygtige. Det kunne man også mærke, når man spillede mod dem. De var på et lidt andet niveau.

- Men det, der kendetegnede det mest var, at der satannederme blev gået til den. Folk gik ind i duellerne med 110 procent, og man kunne altså godt få et skrald eller to i løbet af sådan en kamp, siger forsvarsspilleren, der tilføjer, at der i gennemsnit dukkede cirka 1.000 tilskuere op til FK Utenis Utenas kampe. 

Vil gerne tilbage på ferie
Casper Bruun blev i forbindelse med sit skifte tildelt en lejlighed i hovedstaden Vilnius, der ligger godt 90 kilometer fra Utena. Her stiftede danskeren bekendtskab med en hidtil ukendt kultur sammen med sin kæreste, der flyttede med til Baltikum.

Casper Bruun havde været i dialog med klubben om at skaffe hende et arbejde, men det nåede slet ikke dertil:

- Lige pludselig var der en konsulent, der ringede til hende og tilbød hende et job i Danske Bank, fordi hun kunne tale dansk. Ja, altså det var jo så ikke den filial, der har været korrupt vel - så det var jo fint nok. Men hun synes bare, at det var mega fedt.

- Det viser sig så også, at i Litauen har de dansk i gymnasiet som et valgfag, ligesom vi kan vælge tysk, spansk og fransk. Derfor kunne man også rende ind i flere folk, der kunne tale dansk. Der er mange danske arbejdspladser i Litauen, og der er mange litauere, der tager til Danmark for at læse og prøve at få et job i Danmark, fordi de kan dansk, siger forsvarsspilleren, der blev positivt overrasket over den litauiske kultur:

- Jeg havde ikke forventet, at Vilnius var så stor en by. Der var også en by, der hed Klaipéda, hvor vi også var ude på en weekendtur, og det var en kæmpe oplevelse. Jeg vil gerne til Litauen igen på ferie, fordi det var faktisk et overraskende fedt sted at være.

- Det var en anden kultur. Det var noget helt andet. Klaipéda lignede en hyggelig by i Spanien, og hovedstaden var fantastisk. Dem, der kom og besøgte os, blev også meget overrasket over, hvor fedt det var, fortæller Casper Bruun.

Bruddet med Utenis Utena: 20 mand skulle ud
Det blev dog ikke til mere end 15 kampe og et halvt års litauisk eventyr for Casper Bruun. Holdet levede ikke op til ejernes forvetninger, og det betød markante ændringer i klubben:

- Det værste var, at klubben ville af med rigtig, rigtig mange spillere. De vil beholde mig og tre andre ud af en trup på 24 mand. Så det var lidt træls, og det var også i sidste ende det, der gjorde, at jeg tog til Portugal, siger Casper Bruun, der blev hjulpet på vej af klubbens nye spanske cheftræner:

Der var en masse ting i min kontrakt, som de ikke længere kunne overholde, fordi vi ikke levede op til de sportslige forventinger. Så nu skulle tingene fungere på en ny måde.

- Så jeg fik en snak med træneren, der fortalte, at han godt forstod mig, fordi jeg havde skrevet under med klubben på nogle andre vilkår. Så han vil gerne hjælpe mig videre, fordi han så et potentiale i mig. Og det var lidt det, som gjorde, at jeg forlod klubben. Men jeg skiltes med dem på god fod, der var ikke nogle ting der, fortæller Casper Bruun, der skiftede videre til Cova Piedade fra den næstbedste portugisiske række, hvor det dog ikke blev til ét eneste minut på grund af skader. 

Forsvarsspillerens udlandseventyr er derfor nu også et foreløbigt afsluttet kapitel. I dag spiller han for Kolding IF i 2. division, bor i Aarhus og læser til produktionsingeniør i Horsens. Han er glad for at være tilbage, men han vil aldrig være sit ophold i Litauen foruden. Derfor anbefaler han også andre til at tage muligheden, hvis de skulle få den:

- Jeg er sgu glad for det, jeg oplevede. Det er dejligt med nogle oplevelser, som jeg altid vil have med mig. Man kunne have set tilbage og tænkt, hvorfor fanden gjorde jeg ikke det?

- Nu kan jeg se tilbage og tænke, hold fast, hvor var det fedt. Det er bare det der med at springe ud i det, når man får muligheden. Det er det vigtigste, slår Casper Bruun fast.

Dette er den 10. låge i Tipsbladet.dk's julekalender i december. Læs med i morgen, hvor vi åbner låge nummer 11. Du kan klikke her og se alle de tidligere fortællinger fra årets julekalender.