22. december: Dansker på hold med Pelé og Sylvester Stallone

Siden Superligaen blev til i 1991, har over 2500 spillere fået spilletid i den bedste danske række, og hver sæson afvikles 250 kampe. Ingen kan huske alt sammen, så hvad er det, der gør, at nogle skiller sig ud i mængden af spillernavne og kampresultater?

Tipsbladet.dk sætter i årets julekalender fokus på enerne og unikummerne i dansk fodbold. Dem, der har slået rekorder – både gode og dårlige; dem, der har præsteret noget, som ingen andre har; de kampe eller præstaioner der aldrig bliver gentaget.

I dag, den 22. december, handler det om angriberen Søren Lindsted, der fik sig et ekstra stort eventyr, da han blev inviteret til at medvirke i en stjernebesat amerikansk spillefilm. 

Mange spiller har gennem tiden modtaget Tipsbladets topscorer-pris, men kun en spiller kan bryste sig af, at præstaionen bag prisen førte til både udlandsophold og indirekte til en filmindspilning med verdenskendte skuespillere og fodbold-stjerner.

Da den 21-årige Holbæk-spiller Søren Lindsted i 1978 efter imponerende 30 scoringer i 2. division modtog en check på hele 30.000 kroner af Tipsbladets chefredaktør Carsten Andreasen, greb det om sig.

Angriberen blev hentet til hollandske Twente, der viftede med en kontrakt. Det blev et ophold, der kastede mere end bare gode fodbold-oplevelser af sig.

En af dem kom i 1980 kort tid efter, at hans norske holdkammerat Hallvar Thoresen fik et tilbud om at medvirke i en amerikanske fodbold-film, der skulle instrueres af den internationalt anerkendte John Huston.

– Hallvar var blevet spurgt i første omgang af en kontakt. Han sagde selvfølgelig ja, og dengang tænkte jeg ”bare det var mig, siger Søren Lindsted.

Filmen bærer titlen ‘Escape to Victory’ eller bare ‘Victory’ – med den danske titel ‘Fangelejrens Helte.’
Omdrejningspunktet er en gruppe fodboldglade fanger, der under anden verdenskrig træner til at møde et tysk landshold i en storstilet fodboldkamp på Stade de Colombes i Paris – men selve optagelserne foregik i Ungarn.

Instruktøren John Huston ville gerne have en bred vifte af nationaliteter med i filmen i forhold til de tyske besættelseslande og ledte derfor også efter en dansker, så kort tid  blev Twente igen kontaktet i forhold til den dansker, der løb rundt i klubben.

– Der var et par andre danske spillere, der så vidt jeg har hørt, først var blevet spurgt – vist nok blandt andre Allan Simonsen.  Men da jeg fik buddet, takkede jeg selvfølgelig ja. Det lød mere end spændende.

Allerede tidligt lå det fast, at verdenstjernen og ikonet Pelé var på rollelisten, men siden fulgte navne som Bobby Moore, Osvaldo Ardiles, Bobby Moore, Kazimierz Deyna, Paul van Himst og Mike Sommerbee.

Til at spille det tyske modstander-hold var der indhentet spillere den dengang engelske topklub Ipswich.


Søren Lindsted – stående længst ude til højre sammen med holdkammeraterne i ‘Escape to Victory.’ Foto: Privat

– Optagelserne startede om morgenen, og vi blev kørt fra hotellet hver dag klokken 7.00, så det var tidligt op. Det var bestemt ikke alle englænderne, der var lige friske hver morgen. Vi boede næsten alle på det samme hotel, hvor der blev gået til den om aftenen med amerikanerne og englænderne i spidsen.

– Vores bar lå oppe ad et par trappetrin, og jeg kan huske Bobby Moore en af de første dage var skrabet godt og grundigt op ad både arme og ben på grund af udskejelserne. Han så ikke for køn ud. Hans forklaring var, at han han var blevet lidt træt, siger Søren Lindsted med et grin.

Filmoptagelserne foregik dels i en til lejligheden opbygget fangelejr uden for den ungarske hovedstad Budapest og dels på MTK Budapests Stadion, hvor selve opgøret mellem fangerne og tyskerne skulle spilles. Søren Lindsted var hentet ind til rollen som danskeren Erik Ball, der dog ikke var tiltænkt en afgørende karakter i filmen.

– Jeg vidste ikke om noget om rollen, da jeg ankom. Vi fik manuskriptet, og her havde jeg i starten flere replikker, men det blev siden lavet om. Det endte med, at min eneste replik er ”Yes.” Men det betød nu ikke så meget – det meste var jo bare virkelig sjovt.

Imellem optagelserne hyggede den unge dansker sig med de verdenskendte spillere.

– Det foregik næsten hele tiden med bold, hvor vi spillede fem mod to, seks mod to eller hvor mange vi nu var.

– Jeg fandt hurtigt sammen med de andre, og det var fantastisk at være sammen med alle de store stjernespillere – og så fik vi oven i købet penge for det. Vi fik et par tusinde dollars for hver uge – det dobbelte af, hvad de engelske spillere fik, hvilket min holdkammerat Hallvar Thoresen ved et uheld kom til at afsløre for dem en aften – ikke alt for smart men alligevel lidt sjovt.

Ingen var for store eller små til at lege med i pausernes boldspil, og både Osvaldo Ardiles, der to år forinden var blevet verdensmester med Argentina og engelske Bobby Moore var at finde i spillet. Det samme var stjernen over dem alle.

– Den helt store var jselvfølgelig Pelé. Da vi skulle indspille på stadion var der 3-4000 statister, som blev flyttet rundt på tribunerne til de forskellige optagelser. Hver gang Pelé mødte op, gik de helt amok – og han var en showman, der ikke skuffede.

– Han var en flink fyr, der var lige så meget med på at spille bold i pauserne som vi andre, og om aftenen sad han nogle gange og underholdte med sin guitar, husker Søren Lindsted.

Øverst på rollelisten på ‘Escape to Victory’ var det amerikanske Sylvester Stallone og den engelske stjerneskuespiller Michael Caine, der var trækplasteret på trods af deres begrænsede talent med bolden.

– Michael Caine var en fantastisk fyr. Han sad med sin cigar i munden, som han så bare lagde om bag sig, når de råbte “action” – og så var han klar til optagelse.

– Sylvester Stallone var lidt mere reserveret, men i virkeligheden var det ikke så meget ham selv – det var mere hans omgivelser. Han havde både en manager, en personlig assistent og så videre. De rendte i røven på ham hele tiden og sørgede for ham. Men der var en aften, hvor han sad og fortalte om sine indspilninger til Rocky II og om de sjove oplevelser, han havde haft med de wrestlere, der er med i den film. Så i virkeligheden var han ganske sjov person.


De to bærende skuespillere Michael Caine og Sylvester Stallone – og så unge Søren Lindsted i midten. Foto: Privat

Selv om Søren Lindsted for det meste var i baggrunden af optagelserne fik han alligevel lov at smage en skuespillers lod, når en optagelse ikke sidder i kassen første gang.

– Ud over min ene replik, har jeg også en solo-optagelse på fire-fem sekunder, hvor jeg skal sidde og spise noget gullasch. Den scene blev taget om pokkers mange gange. Enten sad jeg forkert, kiggede det forkerte sted hen eller gjorde noget tredje forkert.

– Jeg synes jo, at jeg præsterede godt nok hver gang, og jeg var så dum, at jeg spiste løs i hver eneste optagelse, så til sidst var jeg mere end stoppet, griner Søren Lindsted.

Selv om produktionen var ganske professionel og stort sat op, fik fodbold-spillerne fik sat deres eget præg på flere af optagelserne omkring den store finale mellem fangerne og tyskerne.

– Filmholdet havde en færdig plan for, hvordan bolden skulle spilles rundt i de forskellige scener, men det gik slet ikke, da det aldrig blev naturligt at se på. Så det endte med, at blandt andre Pelé gik ind og tog teten, så det mere blev frit spil, hvor vi fik at vide, hvornår der skulle spilles hårdt, hvornår der skulle dribles, afsluttes og så videre. Og så blev det hele klippet sammen til sidst. Det fungerede langt bedre, husker Søren Lindsted.

Selve kampen har i filmen den klassiske opbygning, hvor de “onde” tyske spillere er langt de bedste og i øvrigt også har dommeren på deres side. Pause-føring på 4-1 til Tyskland. I stedet for at udnytte et stor opsat flugtforsøg i pausen ender fangerne med høj moral og stålsat vilje alligevel at gå på banen til anden halvleg, hvor tingene på dramatisk vis vender til det fyldte stadions store fornøjelse.

Blandt andet indeholder dramatikken et smukt scoret saksespark fra Pelé og et tigerspring af målmand Stallone i overtiden, hvor tyskerne får tilkendt et tvivlsomt straffespark.

– Omkring Pelés saksespark var planen, at bolden skulle spilles ud på fløjen og lægges ind over til hans saksespark. Det kom aldig til at fungere, så det endte med, at opspillet blev optaget for sig, og at saksesparket blev sat op med et boldkast til Pelé. Det tog vel en halv dag, før den var i kassen.

– I forhold til Sylvester Stallone, der nærmest ikke kunne ikke gribe en bold, gik der også en halv dag med at få det straffespark optaget rigtigt. I mens var der masser af tid for vi andre til at nyde solen, fortæller “Erik Ball,” der i løbet af kampen ikke kommer på måltavlen men dog står for et par fine afslutninger.


Alternativ mur opstilling af fangeholdet med Søren Lindsted længst ude til højre. Foto: Privat.

Filmen ‘Escape to Victory’ kom ud i biograferne verden over, hvilket kastede en vis opmærksomhed af sig  – også for den unge dansker, der flere gange gennem årene har udtalt sig om optagelserne og ikke mindst de vilde fester med de engelske spillere.

– Som ung knægt var det en fantastisk oplevelse. Jeg havde min kone med derned også. Vi havde jo hotellet betalt og med de penge, vi fik kunne vi leve som konger og baroner dernede, siger Søren Lindsted og konstaterer tørt at hans medvirken i filmen nok er det, han vil blive husket mest for i fodbold-karrieren.

Topscorer-prisen fra 1978 og checken på 30.000 fra Tipsbladet er – med streg under – absolut også noteret i historiebøgerne. Men selv om karrieren både som spiller og skuespiller forlængst er forbi, skrev Søren Lindsted for ganske nyligt en autograf for sin Erik Ball-rolle.

– For et par par år siden blev jeg kontaktet af en englænder, der måske ikke engang var født, da filmen blev lavet. Men han samlede på autografer fra de medvirkende. Han ville gerne mødes med mig for at få mig til at skrive på et holdbillede fra filmen.

– Efter en masse skriverier havde jeg aftalt at skulle mødes med ham i Liverpool, da jeg havde planlagt en tur derover for at se fodbold. Turen blev desværre aflyst, så i stedet endte det simpelthen med, at han sidste år mødte op i Kastrup Lufthavn, hvor jeg arbejder. Jeg fik skrevet min autograf på holdbilledet og vi drak en kop kaffe. Det var både specielt og hyggeligt – og jeg var oven i købet den sidste han manglede at få en autograf fra, fortæller Søren Lindsted.

Det blev til fire sæsoner i hollandske Twente, inden turen gik til belgisk fodbold i nogle sæsoner. I 1985 – efter otte år væk fra Danmark tog Søren Lindsted tilbage til Holbæk, rundede også KB, inden Holbæk blev endestation med et karrierestop tilbage i 1990.

Søren Lindsted er i dag 61 år, bor i Nykøbing Sjælland, hvor der bliver tid til lidt oldboys-fodbold. Arbejdet som supervisor i Kastrup Lufthavn er fortsat levebrødet, der også er med til at finansiere de jævnlige ture tilbage til Holland og Twente, hvor der bliver smagt på minderne – både dem fra banen, og de der bragte ham til Budapest med alle de store stjerner.

Dette er den 22. låge i Tipsbladet.dk’s julekalender i december. Læs med i morgen, hvor vi åbner låge nummer 22. Du kan klikke her og se alle de tidligere fortællinger fra årets julekalender.


Søren Lindsted og Sylvester Stallone under optagelserne til ‘Escape to Victory.’ Foto: Privat