Bonderøv med mål: Der skal være plads til at være mærkelig

Hvordan bilder du dig ind, at du stadig kan spille i SAS Ligaen i en alder af 34 år?

– Jamen, hvorfor ikke. Når Zola kan score mål som 40-årig i Cagliari, så kan jeg vel også begå mig som 34-årig i Danmark. Jeg mærker ikke alderen trykke, jeg har fine ben og efter at have fået lavet et indlæg i min højre støvle, mærker jeg heller ikke noget til mine fodproblemer længere. Men den hjerteoperation, jeg var igennem i efteråret, tog selvfølgelig på kræfterne.

Christian Lundberg mærkede første gang sine hjerteproblemer, da han var på vej hjem fra træning i Aalborg i det tidlige efterår sidste år.

– Jeg fik det meget underligt. Lige pludselig bredte der sig en varme nede fra fødderne og ud i hele kroppen. Der var jeg sgu bange. Undersøgelserne viste, at jeg havde en ekstra “ledning” ud fra hjertet – det såkaldte Wolff-Parkinson-White Syndrom, som én ud af tusind mennesker har. Det er en hjertefejl, man kan dø af, så jeg måtte opereres, og de næste fire måneder havde jeg det ad H. til. At blive opereret i hjertet er den værste af alle operationer, jeg kunne ikke sove om natten, og hele min krop kørte rundt. Jeg er da heller ikke kommet mig over det endnu, alles hjerter slår forkert indimellem, men jeg er blevet ekstra opmærksom på min hjerterytme. Sådan en oplevelse sætter ens tilværelse i perspektiv, man bliver lidt gladere for livet, siger Christian Lundberg og “tænder” pludselig på et emne, der optager ham.

– Vi danskere er fantastisk gode til at brokke os. Vi kan altid finde noget, vi er utilfredse med. Efter tsunami-katastrofen i Sydøstasien, var der minsandten folk, der gik og klagede over, at de skulle betale 50 øre i Dankort-gebyr i stedet for at tænke på, hvor godt de har det. Det er da sørgeligt. Vi er en nation af brokkerøve… men det gælder nok også mig selv nogen gange, siger Lundberg eftertænksomt.



Hvor længe vil du blive ved som fodboldspiller?

– Jeg har kontrakt med Randers året ud, men vil gerne blive ved i topfodbold to sæsoner endnu. Allerede under de første samtaler fornemmede jeg, at Randers FC er en yderst tiltalende klub. Det er en klub i udvikling, men også en klub, der har råd til at rykke ned og være i stand til at overleve på lang sigt, siger Christian Lundberg, der i øvrigt har planer om at tage første del af træneruddannelsen til næste år.

– Ikke fordi jeg har ambitioner om at blive træner i Superligaen om fem år, men jeg vil godt give det en chance.

Hvad vil du gerne, hvis ikke du kan fortsætte i fodboldverdenen?

– Aner det ikke. Måske blive sælger. Jeg har den indstilling, at hvis man vil arbejde, så kan man altid få arbejde. Jeg er udlært lager- og kontorekspedient og udlært betonmager, og jeg er ikke for fin til at tage sådan et arbejde igen. Vigtigst er det, at man har det godt.

Er du tilfreds med det forløb, din karriere har haft?

– Ja, stort set. Jeg kan selvfølgelig godt ærgre mig over, at jeg aldrig fik den helt store kontrakt. Der var muligheder med Deportivo La Coruna og Charlton, og det kunne have været sjovt at se, hvad man kunne have drevet det til. Desværre var der folk, der forpurrede det, og skulle der endelig være noget, jeg fortryder, så var det, at jeg forlængede min kontrakt med Ikast lige før pokalfinalen i 1997, men det gider jeg ikke rippe op i.

Din afsked med AaB var vel ikke, som du kunne have ønsket dig?

– Nej, men træneren (Erik Hamrén, red.) ville ikke bruge mig. Han ville kun spille med én angriber, og så tog han den væk, som lavede mål. Jeg forstår det ikke, men man må jo respektere trænerens afgørelser.

Var du ikke også blevet for langsom?

– Jeg var ikke mere langsom, end jeg altid har været, jeg har aldrig været hurtig. Men jeg forstår ikke AaB. Hver gang de har fået stablet et hold på benene, forsvinder spillerne, og de skal til at bygge noget nyt op. Nu har de en masse udlændinge, og nok også for mange, for man skal passe på med ikke at gøre en klub helt identitetsløs. Fansene har ikke nogen at forholde sig til og identificere sig med. Hvis Jimmy Nielsen også var smuttet, havde det da set helt skidt ud.

Du har været med i dansk topfodbold i 15 år. Går det den rigtige vej med fodbolden herhjemme?

– Det synes jeg ikke. Der bliver da arbejdet godt rundt omkring i klubberne, og professionalismen øges, men vi skal passe på med ikke at putte alle spillere ned i en firkantet kasse. Folk udvikler sig forskelligt, og der skal være plads til enere. Jeg kan ikke pege på nogen enere i dag. Jo, måske Rasmus Würtz. Da jeg stod og stegte grill-pølser på Skive stadion for tre år siden, anede jeg ikke, hvem han var, men han har udviklet sig fantastisk. Han lever og ånder for fodbold, er professionel til fingerspidserne, og efter min mening er han lige så god som Brøndby-spillerne.

– Problemet er, at man helt fra drengeårene laver om på spillere, der f.eks. dribler meget eller gør andre specielle ting. Man ensretter dem, og det resulterer i, at vi i dag er nødt til at hente så mange udlændinge ind. Det gør ondt på mig, når Jesper Bech ikke kommer til at spille i FCK, for det er i kampe med go på, at man udvikler sig. Santos og Zuma er bestemt sjove at se på, men det er skidt for dansk fodbold.

Hvad tænker du, når Morten Olsen udtager Peter Møller til landsholdet?

– Jeg tænker, at havde det været på samme tidspunkt sidste år, så kunne han lige så godt have udtaget mig. Peter Møller er en rigtig god boksspiller, der tager nogle skrald i feltet. Han var et fint valg, og det overraskede mig ikke, at han scorede to gange mod Kasakhstan.

Men hvorfor udvikler vi ikke flere angribere?

– Der er ikke plads til de skøre typer. Der er ikke længere nogen Heine Fernandez, Preben Elkjær eller Mark Strudal. Den slags typer bliver for hurtigt kulet ned i dag, for sådan må de ikke være, og det er trist for fodbolden. Der skal være plads til at være mærkelig.

Har du selv fået plads til at være speciel?

– Ja, det synes jeg faktisk. Ove Pedersen, der var min træner i FC Midtjylland, sagde altid “Christian er Christian. Han skyder et mål engang imellem, og det kan vi godt bruge.” Det kan jeg godt lide. Lige siden jeg begyndte som fodboldspiller som fem-årig, har jeg lavet mål.

Hvad er kunsten?

– Det er, at jeg ikke lader mig gå på af at brænde to chancer. Jeg sparker bare den tredje ind. Alle angribere brænder chancer, men man skal ikke lade sig gå på af det.

Er du bekymret for vort landshold?

– Ja, meget. Der er jo næsten ingen af vore spillere, der er på deres klubhold rundt omkring – ikke engang Jon Dahl. Andre nationer har deres anfører spillende i en af storklubberne, mens vi henter Thomas Helveg hjem fra Norwichs reservehold. Det du’r simpelthen bare ikke. Man kan ikke bruge en mand, der ikke har spillet i en måned. Niclas Jensen spiller heller ikke, og Dennis Rommedahl er heller ikke på holdet. Det er en skidt udvikling, og jeg tror Morten Olsen har det ad H. til. Han står i et dilemma, for kan han tillade sig at udtage de spillere næste gang?