Da "lille fugl" driblede rundt om alle

“Han driblede rundt og omkring al ting, og når han havde driblet forbi et par spillere, bakkede han og forsøgte at passere dem igen. Det var så sjovt, men han udviklede sig heller ikke. Den spiller han var, da han dukkede op i top-fodbold, var han også da han sluttede. Hans ben var jo specielle, og så havde han haft en idyllisk barndom på landet, og havde ikke de store problemer med det at vinde og tabe. Det betød mindre for ham end selve legen. Det gjorde ham stor, men var omvendt også med til at nedbryde ham. Mangelen på omtanke og disciplin gjorde, at han ikke kunne håndtere det at være stjerne,” fastslår Alex Bellos.

Eftermælet er lidt hårdt ved Garrincha, der som sagt efterlod et hav af børn, havde et skandaløst forhold til en popsanger, slog sin svigermor ihjel ved en bilulykke, smed om sig med penge og døde af druk i 1983. Inden han var fyldt 50. Men han lever endnu i dag i mange hjerter, den glade dribler, som i Norden huskes fra VM 1958 i Sverige, men også fra besøg i København med sit klubhold Botafogo.

Diego Armando Maradona og George Best er de to andre verdensstjerner, der også har misbrugs-problemer som følgesvend under og efter karrieren, men i tilfældet Garrincha gør det ligesom mere ondt. Fordi han med sin barnlige udstråling mere ses som offer.

Garrincha var nærmest analfabet og hans ben havde forskellig længde.

Han var kalveknæet på det ene ben og hjulbenet på det andet som følge af en problematisk fødsel, der bragte tvivl om førligheden. Men Manoel Francisco dos Santos, som drengens navn lød, overvandt også sin børne-polio, voksede op og blev Garrincha, som betyder noget i retning af lille fugl.

Han var 19 år og spillede bold på gaden, da han ved et tilfælde blev opdaget af en spiller fra storklubben Botafogo, og under sin første træning gjode han Nilton Santos, dengang verdens formentlig bedste venstre back, ganske rundtosset. Og så var Garrinchas fodbold-eventyr for alvor i gang. Han spillede 11 sæsoner i Botafogo sammen med bl.a. Didi og Zagalo foruden senere i Corinthians og kortvarigt for Flamengo (én kamp). Han fik tilbud fra Inter og Benfica, men brasilianerne ville ikke af med ham og krævede for stor en afståelsessum.



Det blev i perioden mellem 1955 og 1966 til 51 landskampe og to VM-titler inden entertainerens triste afslutning ved VM i England, hvor Pelé blev sparket ned, men også Garrincha faldt med holdet og kom slet ikke på banen i den sidste puljekamp. Her røg Brasilien ud af VM efter nederlaget til Eusebio og hans landsmænd fra det portugisiske moderland. Nederlaget i den forudgående kamp mod Ungarn var i øvrigt Garrinchas eneste på landsholdet.

“Når Garrincha deltog, var banen en cirkus-manege, bolden et dresseret dyr og kampen en inviation til fest,” har forfatteren Eduardo Galeano fra Uuruguay skrevet. Og når han ikke overdrev sine driblinger var Garrincha guld værd for sit hold, især i kraft af sine frispilninger, og trods ringe højde besad han et udmærket hovedspil. Den boldforelskede instinktspiller Garrincha var højre wing, dengang der var noget ved at spille højre wing, og han blev et idol for alle drenge, der blev sendt ud på fløjen. Hvor Pelé var den store VM-stjerne i 1958, blev Garrincha det i 1962, hvor han med fire scoringer endda også opnåede en delt topscorerpris.

I semifinalen delte Garrincha og Vava scoringerne imellem sig i 4-2 sejr over værterne fra Chile. En hævnakt begået af Garrinha udløste en udvisning sent i kampen, og som ekstra straf sendte tilskuerne en flaske i nakken af wingen. På en eller anden besynderlig måde slap “ofret” Garrincha for karantænen og deltog således i finalen, hvor det endte med en sejr på 3-1 over Czekoslovakiet.

133.000 tilskuere var der i 1973 på Maracana til det store idols afskedskamp, men han blev kendt af millioner, for hans storhedstid faldt sammen med fjernsynets opdukken. Garrincha blev begravet 21. januar 1983 i Rio de Janeiro. Avisen O Globo udkom da med et særtillæg om drengen, der følte sig allermest tilpas på en fodboldbane. Man sagde om “lille fugl”, at hans hjerte ikke kunne rumme al den godhed han rummede. Hans selvbiografi bar den sigende titel Estrela Solitario. Det betyder ensomme stjerne.