Da lysene blev slukket på Highbury

Champions League-semifinalen mellem Arsenal og Villarreal var ikke kun historisk, fordi det var første gang de to klubber var nået så langt i den store europæiske turnering. Den var også historisk, fordi det var den sidste europæiske kamp på det 93 år gamle Highbury. TIPS-bladets THOMAS PYNDT indsnusede stemningen i de smalle gader omkring det smukke stadion i London-forstaden Islington og siger her farvel til et legendarisk stednavn i fodboldverdenen

Man kan ikke lige se, at der kun er et par timer til en historisk fodboldkamp.

Når man kommer ind i den del af London-forstaden Islington, hvor de fleste stednavne hedder noget med Highbury eller Arsenal, kommer man ind i en af de mere velbeslåede områder. Det er ikke prangende, men et typisk engelsk rækkehus koster nemt på den gale side af seks millioner kroner, for her er vi ikke mere end 15 minutters togtur under jorden fra centrum og her er både hyggeligt og rart.

Familier mødes på de små gader og udveksler erfaringer om børnenes dag i børnehaven, grønthandleren sælger masser af blomster og frugt og renseriet har travlt med forårsgarderoberne, der igen kan luftes i den lune og let grønne London-forstad.

Men efterhånden kommer der flere og flere fodboldtrøjer ind i gadebilledet.

Arsenal Fish Bar sælger godt af de fyldte kræmmerhuse med fish'n'chips, og stemningen stiger, jo tættere man kommer det stadig skjulte stadion. For selv om man nu har spillet fodbold på Highbury i knap 93 år, og selv om der er plads til over 38.000 tilskuere på det gamle stadion, så har det ikke indtaget det lokale bybillede.

Tværtimod ligger det godt skjult i midten af smalle rækkehus-gader, men det er der, og man kan bare følge den tiltagende og meget blandede strøm af fodboldfans. Der er en punker med hanekam, der er en mand med hippiehår og skæg, der er forretningsfolk med moderigtige bordeaux slips, der er fodboldturister, der er sorte, der er hvide, der er gamle, der er unge med en dåse Stella Artois i næven, og på et hjørne er der også den 59-årige Richard Rees'pulley.

The Highbury Countdown

Han er indbegrebet af en distingveret englænder med sit grå hår, sin tweedjakke og sin lille taske, hvor håndtaget fra en sammenklappet paraply på rutineret vis stikker op, men han sidder på en beskidt mur og han har fokus rettet fuldt og helt mod aftenens kampprogram.

"Det kan blive en fantastisk kamp i aften. Der er en særlig fornemmelse i luften," siger forretningsmanden, der har en rig erfaring at trække på.

"Min første kamp var i midten af halvtredserne, og Arsenal slog Newcastle 3-2. Min far var ikke specielt fodboldinteresseret, og han døde ung, så han fik aldrig taget mig med på Highbury. Så jeg kom til at bo hos min onkel, der var "Geordie" og holdt med Newcastle, og en lørdag sagde han, at vi skulle ind og se noget rigtig fodbold. Det gjorde vi så, men det gik ikke helt, som han havde regnet med. For Arsenal vandt og jeg blev en stor fan."

"Hvert år, når kampprogrammet kommer ud, får jeg min sekretær til at lukke alle de dage, hvor Arsenal spiller hjemme, men med Sky Sports har det været svært at se dem alle sammen, for de flytter jo kampene rundt hele tiden. Men jeg får set det meste, og jeg har min faste plads på The North Bank, hvor det godt kunne gå vildt for sig i gamle dage, men hvor man sidder godt i dag."

"Derfra så jeg Johnny Jensen score sit eneste mål som Arsenal-spiller og derfra så jeg den bedste kamp på Highbury nogensinde, i februar 1958 da Arsenal tabte 5-4 til det Manchester United-hold, der få dage senere styrtede ned med flyveren i München."

"Så jeg elsker det gamle stadion, og derfor er det også lidt trist, at vi nu forlader det. Men på den anden side har vi brug for et større stadion, sådan som fodboldverdenen har udviklet sig i dag, og det er jo en fantastisk arena, de er ved at bygge derovre," siger han med et kast med hovedet til højre.

"Det bliver et stadion, der passer sig til det storhold, der er under opbygning, og det bliver rigtig spændende. Jeg har sikret mig sæsonkort," siger Richard Rees'pulley med et smil og en fortælling, der er typisk for gaderne omkring det 92 år gamle stadion.

For det emmer af fodbold, når man først kommer ned til arenaen eller op fra den eneste London-undergrundsstation, der er opkaldt efter den lokale fodboldklub og på denne onsdag aften mere end nogensinde.

Et digitalur på toppen af Arsenal-shoppen er med røde tal i gang med "The Highbury Countdown", og det er efterhånden nået ned til 19 dage, 0 timer, 32 minutter og 30 sekunder, da TIPS-bladets udsendte passerer det samt endnu et tv-hold, der er ved at indfange den historiske aften. Og på det næste hjørne står rutinerede autografjægerer klar med sort-hvide billeder af en af de levende legender, den nuværende ungdomschef og mindst 20 kilo tungere Liam O'Brady, der pludselig dukker op.

Sådan er det bare. Der er noget magisk i luften, for nu er der kun tre hjemmekampe tilbage, før Arsenal flytter de 500 meter over til det imponerende Emirates Stadium med plads til hele 67.000 tilskuere og med al den moderne komfort som Highbury mangler.

The Stadium

Og i aften bliver lysene på det gamle stadion tændt for sidste gang. Det er den sidste europæiske hjemmekamp og det er noget ganske særligt, der også har fået en af de nuværende hovedpersoner, Arsenal-manager Arsene Wenger, til at finde de store ord frem.

"En del af min sjæl er i dette gamle stadion, for jeg har oplevet nogle af min karrieres største øjeblikke her. Det gør kampen mod Villarreal til en særlig begivenhed for os, og vi vil være stolte over det og samtidig gøre alt for, at kampen vil blive husket, fordi det er den sidste europæiske aften for klubben på Highbury."

"Da jeg kom til klubben, kunne jeg med det samme fornemme, at der var en helt speciel stemning på stadion, en stemning man ikke kan have noget andet sted. Når man første gang ankommer til Highbury, forventer man det slet ikke. Man spørger "hvor er stadion" og bang, så er man lige pludselig foran det. Lige midt i byen."

"Og det er noget af det, som jeg godt kan lide ved England, den måde klubberne tilhører lokalbefolkningen på. Der ser man ikke andre steder i Europa. For mig er de gamle tribunetag og de røde søjler, der bærer det, indbegrebet af det og indbegrebet af et stadion fra en anden tidsalder. Jeg ville have købt en lejlighed, der hvor min plads på bænken er nu, men den var solgt allerede," sagde Arsenal-manageren ved pressemødet før kampen.

For selv om det snart er slut med fodbold på Highbury, forsvinder stedet ikke fra landkortet til fordel for parkeringspladser og supermarkeder, som det er sket med andre historiske fodboldstednavne som Roker Park (Sunderland), Baseball Ground (Derby), Burnden Park (Bolton) og senest The Dell (Southampton). Highbury bliver liggende i sin nuværende form, for begge langsider er fredede bygninger, men det bliver lavet om til moderne lejligheder, der omkranser en gårdhave, der ikke overraskende har præcis samme størrelse som en fodboldbane.

Komplekset The Stadium på Highbury Square bliver et meget attraktivt byggeri og lejlighederne bliver solgt hurtigt, selv om en et-værelses koster tre millioner kroner, og projektet først står færdigt i 2010. Men så er der også undergrundsparkering, swimmingpool og portner i marmorhallen i den smukke, gamle East Stand.

Og imens flytter fodboldklubben så de 500 meter over til Emirates Stadium, som troner i baggrunden, når de små gader åbner sig den rigtige vej, og det er også et fantastisk stadion. I dag bruger man gaderne til blandt andet at parkere politiets store staldvogne til hestene, men om få måneder vil fodboldlivet flytte ned mod banen og ejerne af Park Cafe på hjørnet kan se frem til kronede dage, når 67.000 tilskuere vil flokkes til fodbold. Det bliver i hvert fald ikke svært at finde, for man drejer bare til højre i stedet for til venstre, når man kommer op fra undergrunden og det 100 meter lange vægmaleri, der mindes de mange år på Highbury.

We got to go

Men det hører stadig fremtiden til.

I aften gælder det den europæiske afsked med Highbury, og det er en følelsesladet stund i den exit, der har været spredt ud over hele sæsonen med de bordeaux spilledragter som en minde fra de første kamp i 1913 og med masser af nostalgiske begivenheder omkring hjemmekampene. Således var påskens opgør mod West Bromwich dedikeret Dennis Bergkamp-dag, så 10.000 tilskuerer var til den sky hollænders store undren mødt frem i orange t-shirts.

I aften er temaet kampen i sig selv, om end den gamle angriber Tony Woodcock med heavy metal-hår får lov til at sige nogle ord før kampen, før der for alvor lukkes hjemme mod Tottenham og den allersidste match mod Wigan, hvor temaerne endnu ikke er afsløret. Men allerede denne onsdag er der afsked i luften.

"Det bliver en følelsesladet aften, for jeg har også mange europæiske minder fra den bane. Men jeg glæder mig til kampen mod Villarreal, og jeg ser også frem til flytningen. Det bliver over til et enestående stadion, og den er også nødvendig. "We got to go"," siger den tidligere Arsenal-angriber Alan Smith, som TIPS-bladet møder i presserummet, hvor han nu er på arbejde som journalist for Daily Telegraph.

Og så nærmer vi os ellers kickoff.

Brølet rejser sig mod aftenhimmelen over London, vanddråberne på græstæppet glimter i lysene, de hvide streger skinner, det store ur på taget over endetribunen "Clock End" viser kvart i otte og kampen kan gå igang.

Og fire timer senere blev lysene slukket for sidste gang på det gamle Highbury.