Den gale mand i det tyske mål

Men hvor Maiers bemærkelsesværdige optræden gjorde ham til en folkekær figur i vesttysk fodbolds største epoke, har det været sværere at finde noget udpræget sympatisk ved hans afløsere i landsholdstrøjen. Harald Schumacher overtog problemfrit målmandsposten med samme høje klasse, men markerede samtidig en helt grundlæggende forandring i de tyske målmænds attituder. Fra og med Schumacher ¿ og hans fjendtlige udfordrer Uli Stein ¿ gjaldt det ikke længere blot om at beherske bold og straffesparksfelt. Nu skulle modstanderne også jages skræk i livet med overgearede macho-attituder, med nedslagtningen af den franske spiller Patrick Battiston ved VM 82 som det ultimative højdepunkt.

Det er påfaldende, at tre “gale mænd” som Maier, Schumacher og Oliver Kahn har siddet suverænt på posten i det meste af et tiår, mens mere jordbundne og tilbageholdne typer som Bodo Illgner, Eike Immel og Andreas Köpke kun holdt konkurrenterne væk i en relativ kort periode. Det er tilsyneladende en væsentlig fordel for en tysk målmand at kunne bringe sig selv så meget i centrum på godt og ondt, at udfordrerne dårligt får et ord indført.

Tyskernes evne til at levere målmandsprofiler er uforlignelig, og enspænderne mellem stængerne er blevet et begreb. Myten om den store, utilnærmelige og uovervindelige tyske målmand fik gennem årene mere og mere gennemslagskraft. Det er historierne om Sepp Maier, som med Bayern og Vesttyskland vandt 11 store finaler på stribe. Schumacher, der praktisk taget på egen hånd skaffede et ¿ for at sige det pænt ¿ kunstnerisk begrænset vesttysk landshold i VM-finalen i 1986. Og Oliver Kahn, der gjorde det samme 16 år senere. Tyskland har, og har altid haft, verdens bedste målmænd, mener tyskerne selv, og i mange år var der noget om snakken. Det er vel kun italienerne, der kan fremvise en lignende perlerække af verdensklassekeepere, og som har haft samme hårde konkurrence om pladsen mellem landsholdets stænger.

Til gengæld er det også tydeligt for alle, at andre lande end Italien de seneste ti år er kommet på omgangshøjde med tyskerne, med helt andre typer end germanernes tikkende, menneskelige bomber.

Den udvikling er også en stor del af forklaringen på den overskruede idoldyrkelse af Oliver Kahn efter VM i Asien. Kahns sublime målmandsspil i den turnering var en genoplivning af myten om den tyske enmandshær, den brølende og spruttende mur, der redder nationen, når alt andet svigter, og som den sommer fjernøsten gav det tyske fodboldpublikum en ophidsende rejse tilbage til bedre tider, til dengang hvor det tyske landshold stadig var noget ved musikken.



Da fodboldmagasinet Kicker som afslutning på efterårssæsonen lavede en rangliste over Bundesligamålmændenes præstationer i sæsonens første halvdel endte Oliver Kahn på 14.-pladsen. Titanen, myten, den uovervindelige Kahn ¿ den seneste i rækken af 50 års tyske verdensklassemålmænd siden Toni Turek i VM-finalen 1954 hylede de ungarske storfavoritter ud af den med en serie mirakuløse redninger ¿ var pludselig gjort til en ligegyldig metervare i den store sammenhæng. “Degraderingen” kunne dårligt komme på et mere ubelejligt tidspunkt, eftersom den nye landstræner Jürgen Klinsmann ved sin tiltrædelse havde genåbnet kampen om pladsen som førstemålmand på landsholdet, og samtidig frataget Kahn anførerbindet.

Målmandsikonets nye status passede dårligt med tyskernes traditionelle vurdering af deres målmænd, der i årevis havde foreskrevet, at verdens bedste målmand var den tyske landsholdsmålmand. Og den næstbedste på kloden var hans reserve. Mens verdens bedste målmand altså blot var den 14. bedste i Bundesligaen, sad hans førsteudfordrer gennem et halvt årti, Jens Lehmann, lørdag efter lørdag og varmede Arsenals udskiftningsbænk ¿ overhalet af en ukendt og usikker spanier, ingen i Tyskland nogensinde havde hørt om. Sikke en jammer.

Der var altså nok at tale om i Bundesligaens vinterpause. Målmandskrigen mellem Kahn og Lehmann, der havde været fast sæbeopera i pressen gennem flere år, fik ny næring, dog med den ikke uvæsentlige detalje, at det nu ikke længere handlede om, hvem der var bedst, men hvem der var mindst dårlig!

Til alt held for de mennesker, der måtte finde den ensformige ordkrig gudsjammerlig kedelig, åbnede menneskeliggørelsen af afguden Kahn for, at en række yngre og mere langtidsholdbare kolleger kunne føre sig frem i medierne, hvilket denne særlige race af tyske fodboldspillere altid har behersket med stor ekspertise.

Schalke-keeperen Frank Rost åbnede ballet med at anklage Klinsmann for bevidst at favorisere spillere fra Stuttgart og Bayern München, hvor landstræneren selv optrådte som aktiv. Denne urimelige forskelsbehandling skulle udelukke enhver landsholdsfremtid for målmænd fra andre klubber, i første række selvfølgelig Rost selv. En anden bejler fra andet geled i hierakiet, Wolfsburgs Simon Jentzsch, valgte en anden løsning, da han blev udtaget som reserve til landsholdets decembertur til Asien: Han sagde overhovedet ingenting til pressen på hele turen, fordi han var fornærmet over kun at være kommet med på afbud fra Hannover-målmanden Robert Enke.

I Bremen fandt Andreas Reinke det underligt, at han ¿ som målmand for de forsvarende mestre og pokalvindere og nummer 2 på den famøse Kicker-rangliste ¿ aldrig blev nævnt i forbindelse med landsholdet, og rådede derfor bod på denne forglemmelse ved at nævne sig selv.

Således kunne Klinsmann sidde hjemme i Californien og glæde sig over de mange gode råd fra målmandsspillets sande eksperter; målmændene selv.

Det var dog ikke kun i hanekampen om landsholdstrøjen keeperne forstod at gøre opmærksom på sig selv gennem to lange og fodboldfri måneder. Stuttgarts talentfulde Timo Hildebrand indledte sin helt egen føljeton ved under stor opstandelse at erklære, at han ikke ønskede at forlænge kontrakten med barndomsklubben, for så et par uger senere at skrive under alligevel.

Mest skandalepotentiale viste dog Mönchengladbachs Darius Kampa. Efter at have mistet sin stamplads på holdet mod slutningen af efteråret, valgte Kampa at bruge vinterens træningslejr til, ene mand at drikke sig fra sans og samling og brække sig i hotellets lobby. Selvom Gladbachs træner Dick Advocaat har en fortid i skotsk fodbold viste han ingen forståelse for Kampas alternative forsøg på at drikke sig tilbage på holdet, og købte i stedet en ny målmand!

Man kunne mene, at tiden er løbet fra typer som aggressive Kahn og kværulerende Lehmann, og at Klinsmann ville løse mange problemer for sig selv ved at kvitte de to evige rivaler, der begge runder 37 år i VM-året 2006. Oven i købet har landstræneren i kronprinsen Timo Hildebrand en fin repræsentant for den moderne, internationale målmandstype.

Men ved at droppe de aldrende herrer ville Klinsmann samtidig endegyldigt gøre op med det, der adskillige gange har vist sig som tysk fodbolds redning, når det hele så sortest ud: Myten om den gale mand i det tyske mål.



Sepp Maier

Blev kaldt både klovn og verdens bedste målmand, og begge dele med god ret. Tysklands mest succesfulde målmand gennem tiderne forstod at bringe sig i centrum med sin aldrig svigtende sans for en god joke. Midt under en kamp for Bayern gik han på jagt efter en vildfaren and, som havde sat sig på græsset, men trods flere imponerende tigerspring lykkedes det ham aldrig at indfange det stakkels dyr. Når kampene som målmand for det ofte suveræne Bayern-mandskab blev lidt for begivenhedsløse, fandt han flere gange adspredelse ved at bygge sandslotte i straffesparksfeltet. Da Vesttyskland i 1979 skulle spille landskamp i Malta på øens stenhårde grusbane, med indbygget garanti for kødsår og hudafskrabninger, entrede Maier banen til opvarmningen iført store ishockeybukser og knæbeskyttere, og pådrog sig dermed det lokale publikums vrede.



Harald Schumacher

Maiers afløser i det vesttyske mål havde samme tårnhøje klasse, men vil altid huskes for sit lemlæstelsesforsøg mod den franske spiller Patrick Battiston i VM-semifinalen i 1982. Battistion brækkede en halshvirvel og fik nærmest ryddet munden for tænder, og mens han dybt bevidstløs blev behandlet på banen stod Schumacher afslappet og jonglerede med bolden. Kölneren var udenfor banen en afslappet og eftertænksom person, men forvandledes i kampe til en utilnærmelig og aggressiv djævel, der trods sine fortjenester for Vesttyskland var mere frygtet end elsket. Meget passende endte landsholdskarrieren med et brag, da han i 1987 udgav bogen Anpfif,, en lærebog i tilsvininger, hvor han fremstillede Paul Breitner som alkoholiseret, Olaf Thon som “utilgiveligt dum” og i øvrigt hævdede at det tyske fodboldmiljø svømmede i dopingpræparater. Belønningen for at toppe den vesttyske bestsellerliste blev en fyreseddel fra 1. FC Köln og en livstidsudelukkelse fra landsholdet.



Uli Stein

Fik trods ubestridelig klasse og grundigt lobbyarbejde aldrig vippet Schumacher af pinden som førstemålmand på det vesttyske landshold. Da Stein til sin egen overraskelse heller ikke var førstevalg under VM i Mexico, brugte han tiden i træningslejren på at ringe historier hjem til aviserne i Hamburg, tage sol, samt med alle midler forsøge at bringe Schumacher ud af fatning. Da han til slut kaldte landstræner Beckenbauer “vitaminfattig” blev han sat på den første flyver hjem og blev aldrig siden indkaldt til landsholdet. Uli Stein blev året efter sparket ud af HSV, da han i en livetransmitteret Super Cup-finale strakte Bayern München-angriberen Jürgen Wegmann til jorden med et rent højrekryds til kæben. Modsat Schumacher fik Stein dog en meget langstrakt karriere i tysk fodbold, hvor han spillede i Bundesligaen til han var et godt stykke på den anden side af de 40 år.



Oliver Kahn

Udover kvaliteterne som målmand først og fremmest kendt og frygtet for sine overgearede attituder på banen. Legendarisk er billedet af Dortmund-angriberen Heiko Herrlich, der forundret tørrer savl af kinden, da Kahn med stor iver har forsøgt at bide ham i ansigtet efter en harmløs batalje i straffesparksfeltet. I samme kamp kunne Herrlichs angrebsmakker Stephane Chapuisat prise sig lykkelig for at undgå nærkontakt medmålmandens udstrakte støvle, da Kahn med et stilrent karatespark lige nøjagtigt ikke traf schweizerens ubeskyttede hoved. I en kamp mod Bayer Leverkusen spurtede Kahn ud af straffesparksfeltet, greb modstanderen Thomas Brdaric i nakken og holdt ham ud i strakt arm som en ildelugtende, sur karklud, hvilket efterfølgende fik Brdaric til at hævde, at han frygtede for sit liv!