Det engelske hjørne: Robbie Fowler – En fortabt søn vender hjem

Sådan skrev Robbie Fowler i sin bog, som udkom i efteråret 2005. Han afslørede hermed, at hans kærlighedsforhold til Liverpool FC på ingen måde var afsluttet, på trods af at han forlod klubben i 2001 efter uoverensstemmelser med daværende manager Gérard Houllier.



På det tidspunkt havde angriberen ? efter 9 år i klubben ? scoret 171 mål i 330 kampe, og op igennem halvfemserne havde han sikret sig legendestatus hos klubbens fans, som længe havde kendt ham under kælenavnet ?Gud.?

Langt størstedelen af de Liverpool fans man møder, kan i dag fortælle præcist hvor de var, hvad de lavede, og hvad de følte, da de hørte nyheden om Fowlers exit fra Anfield på hin vinterdag i 2001. Et klart tegn på, at Robbie Fowler var langt mere end bare en almindelig professionel fodboldspiller.

Selv om det måske havde ligget i luften, siden Fowler – af Houllier og assistent Thompson – var blevet tvunget til en offentlig undskyldning over en nærmest bagatelagtig batalje på træningsbanen tidligere på sæsonen, var folk i chok.

Jeg har siden hørt følelsen og stemningen i Liverpool beskrevet som ikke ulig den, der var fremherskende, da nyheden om The Beatles? opløsning i 1970 nåede menigmand på gaden.

For mange mennesker på Merseyside, var Robbie Fowler et bevis på, at helt almindelige menneskers drømme kunne blive til virkelighed, og det på trods af, at han faktisk var fan af rivalerne fra den anden side af Stanley Park, Everton, da han var barn.

Fowler havde en enorm naturlig karisma og han var en af dem. En fan på banen.

Han blev født og voksede op i den fattige bydel Toxteth, og som ung var han en helt almindelig teenager. Men han havde én speciel evne ? han kunne score mål. Fra alle vinkler, med begge ben, og på alle mulige måder.

Han fik debut i 1993 i en liga cup kamp på udebane mod Fulham, fordi manager Graeme Souness var under pres, og ganske typisk for tiden i Liverpool, scorede han det sidste mål i en 3-1 sejr. I returkampen på Anfield vandt Liverpool 5-0, og den 18-årige Fowler scorede samtlige mål. En legende var født.

Men udover mål, blev han også hurtigt kendt for sine kontroversielle handlinger på banen. De fleste husker, hvordan han i 1997 fik tilkendt et straffespark mod Arsenal for derefter helt sensationelt at bede dommeren om at ombestemme sig. Siden brændte han naturligvis selv straffesparket.

Ugen efter fortsatte han, da han efter en scoring mod Brann Bergen, løftede trøjen, og viste support til byens strejkende havnearbejdere. Det indbragte ham prompte en bøde fra UEFA.

I 1999 var han igen i problemer, da han som reaktion på Everton tilhængernes vedholdende beskyldninger om narkotikamisbrug, sniffede mållinien efter et mål mod Everton. Selv har Fowler altid fastholdt, at han aldrig har taget stoffer.

Siden kom han i problemer efter en batalje med Chelseas Grame Le Saux, hvor Fowler antydede, at Le Saux var homoseksuel. For det fejltrin kunne måtte han indkassere 6 spilledages karantæne.

Men der var bestemt også positive øjeblikke i hans Liverpool karriere. Hans hattrick imod Arsenal i 1994 på fire minutter og 33 sekunder er stadig Premier Leagues hurtigste.

Om skiftet væk fra Anfield skriver Fowler selv i sin bog, at han blev tvunget ud af klubben af Houllier og Thompson, og han havde i virkeligheden kun ét valg at træffe: Hvilken klub skulle han vælge?

Der var interesse fra både Chelsea og Leeds United, men Fowler valgte Leeds, ironisk nok fordi Chelsea på dette tidspunkt – inden Roman Abramovich-æraen – var på randen af økonomisk nedsmeltning, og Leeds virkede økonomisk stabile.

Leeds betalte £11m eller godt 121 millioner kroner for den engelske landsholdsspiller, men efter en god start på et spændende Leeds hold, som indeholdt navne som Ferdinand, Kewell og Viduka, gik det langsomt nedad bakke, efterhånden som skader begyndte at påvirke hans spil.

Han nåede 32 kampe for Leeds, og scorede respektable 14 mål, inden Leeds var tvunget til at sælge ham godt 14 måneder senere, på grund af de store økonomiske problemer klubben fandt sig selv i.

Manchester City og Kevin Keegan betalte £6m men fik indføjet i handlen, at Leeds stadig skulle betale halvdelen af angriberens løn ? godt £20.000 om ugen. Hos City nåede han at spille 92 kampe, men fik kun 27 mål på kontoen. Ikke godt for en angriber med hans statistik.

Nu er han vendt tilbage, hvor det hele startede, og Fowler er lykkelig over, at være kommet hjem.

?Det bliver rart at komme tilbage på Anfield i den røde trøje. Bare at gå ned igennem spillertunnellen bliver specielt,? sagde han i et interview til klubbens officielle hjemmeside.

?Det har altid været en klub tæt på mit hjerte. Jeg voksede op som fan af den anden side, men lige siden jeg kom til Liverpool, da jeg var 11, blev jeg tæt knyttet til alle i og omkring klubben.?

?Man tager den røde trøje på, og det er bare en fantastisk følelse, og jeg er glad for, at jeg har fået den mulighed igen,? sagde han.

Rick Parry, klubbens direktør, afslørede efterfølgende, at han måtte tvinge Fowler til at læse kontrakten igennem, inden han skrev den under. Så ivrig var angriberen for at vende hjem. Kontrakten, som løber 6 måneder, menes at være på niveau med reservespillerne i Liverpool. Leeds betaler dog fortsat deres halvdel af den oprindelige kontrakt.

Hvor meget de mange skader har skadet Robbie Fowlers kvaliteter som angriber, vides ikke, men Liverpools fans er i ekstase over at se en fortabt søn vende tilbage. Ingen af klubbens nuværende angribere har leveret varen foran mål, og tilhængerne har længe skreget efter en mand, der kan afslutte.

Dét kan Fowler, men det skal blive spændende at se, hvor mange chancer han får, og om skader vil ødelægge det igen for den tilbagevendte publikumsyndling.

En følelsesladet aften venter på onsdag, når Liverpool hjemme møder Birmingham City, og Fowler ventes at være tilbage i truppen. Hvis han scorer, vil der ikke være et øje tørt. Så meget betyder Robbie Fowler på den røde halvdel af Merseyside.

Peter Schulz, korrespondent i England ? [email protected]