Divisionsspiller: Jeg skulle ikke både miste min mor og pladsen på mit hold

På den anden side af bordet sidder en mand, der ligner, hvad han er: en målmand. Han er høj, omkring 190 centimeter, har lange arme, et bredt, markeret kæbeparti og store hænder. Den brune kaffekop i pap ser næsten komisk lille ud, når han holder den.

Hænderne er kommet Victor Michaelsen til gode gennem hele karrieren og gør det stadig, når han skal gribe bolde for B93 i 2. division, men jo mere han fortæller om foråret 2016, desto mere står det klart, at selv gode fysiske forudsætninger ikke var til nogen hjælp, da han gik gennem sin karrieres – og sit livs – største krise.

I februar det år mistede Michaelsen sin mor til kræft, og i den efterfølgende tid skulle han jonglere sorgen, sit sidste halve år på gymnasiet og sin fodboldkarriere på én gang.

Somme tider stod han på banen og spekulerede på, hvad fanden han overhovedet lavede der. Det hele var jo så meningsløst i det store billede, som han i den grad havde fået sat i relief.

Bare fordi han havde store hænder, betød det ikke, at han var bedre rustet til at håndtere de største og vigtigste personlige kampe for at komme oven på igen.

På én og samme tid blev fodbold et frirum, hvor Victor Michaelsen kunne undslippe den trykkede stemning i sit hjem og i sine tanker, i hvert fald for en stund, men også en påmindelse om, at mens han følte, at hans liv var på standby, kørte alle andres på skinner.

Og hvordan skulle han afbryde mandehørmen i omklædningsrummet for at fortælle, at hans mor var alvorligt syg, og at han selv måtte kæmpe bare for at komme af sted til træning?

Victor Michaels historie er nummer to i tipsbladet.dk’s artikelserie, der sætter fokus på fodboldspillere, der har oplevet noget, som man sjældent bryder sig om at vise frem. Spillere, som har mistet, været syge eller haft psykiske problemer. Helt almindelige udfordringer i en ualmindelig branche.

Anledningen er, at den internationale spillerforening (FIFPro) lancerer det, som den selv kalder en banebrydende undersøgelse onsdag i denne uge. Den skal over 10 år følge 200 fodboldspillere i alderen 27 til 29 år og kortlægge deres mentale og fysiske sundhed.

En ung Victor Michaelsen og hans mor. Privatfoto

Victor Michaelsens mor fik brystcancer, allerede da han var barn, men blev kureret og levede i en årrække kræftfri. Men i 2013, da han gik i 1.g, vendte det tilbage, og familien fik at vide, at lægerne reelt ikke kunne fjerne kræften igen, men så længe den ikke spredte sig fra knoglerne til organerne, var der ingen tidsbegrænsning på, hvor længe hun kunne leve videre.

I sommeren 2015, lige da Michaelsen skulle begynde i sit sidste år på gymnasiet, fortalte lægerne, at canceren havde spredt sig til hendes lever, og fra da af gik det stærkt. Han kunne se, hvordan hun måned for måned blev afkræftet.

Alligevel håbede og næsten forventede han, da det blev februar 2016, at hun stadig ville være der, når han fik sin studenterhue fire måneder senere.

Det var ikke alle Victor Michaelsens holdkammerater, der vidste, at hans mor var syg. Kun dem, havde haft fortalt det til på to- eller tremandshånd. Måske halvdelen i alt. Ikke fordi det var en hemmelighed. Faktisk ville han have haft det bedst med, at alle vidste det.

– Jeg kunne godt nogle gange føle til sidst, at jeg skulle… ikke opretholde en facade, men jeg skulle alligevel præstere et eller andet til træning, som jeg ikke rigtig havde overskud til. Og jeg skulle være på i omklædningsrummet, siger han.

Den sidste tid
Men Michaelsen kunne ikke finde den rette anledning, hvor det var naturligt at fortælle om krisen i sit privatliv til alle på én gang.

– I et omklædningsrum er 99 procent af alle de ting, der foregår, sjov og ballade. Jokes, alle mulige useriøse ting. Så det var svært lige at finde det moment, hvor "nu siger jeg det." I hvert fald i plenum. Så har det været noget, hvor jeg har gået med et par stykker, og så har vi talt om det der, siger han.

Måske, ræsonnerer han, ville han også gerne bevare fodbolden som det frirum, det var i hans mors sygdomsforløb. Hans hverdag var fyldt med bekymringer: Hvad betød det, at hun så træt ud? Var det et dårligt signal, at hun havde ondt i fingeren? Det tyngede.

Det var lige omvendt, når han var til fodbold. Der kunne han endelig ånde frit, efter han havde tilbragt en hel dag i den trykkede stemning derhjemme.

– Hvis jeg havde nogle dage, hvor jeg følte, at alt handlede om min mors sygdom – det var det, alle spurgte om; det var det, alle ville vide noget om – så var det enormt dejligt at komme ind et sted, hvor det kun handlede om fodbold. Så var der ingen, der spurgte ind til det, siger han.

I midten af februar kunne end ikke fodbolden gøre Victor Michaelsen fri fra sin mors sygdom. Hun blev indlagt på sygehuset, og det var egentlig meningen, at hun skulle hjem efter et par dage, men hendes tilstand forværredes, for hver gang hendes søn kom på besøg.

Den første dag kunne hun følge han ud til døren og sige farvel. Den næste sad hun i kørestol. Og den tredje kunne hun næsten ikke komme ud af sengen.

Jeg kunne godt nogle gange føle til sidst, at jeg skulle… ikke opretholde en facade, men jeg skulle alligevel præstere et eller andet til træning, som jeg ikke rigtig havde overskud til.

Hans mor var indlagt i en uges tid, men til sidst virkede kemoen ikke længere, og hendes krop havde ikke flere kræfter tilbage at kæmpe med. Lægerne stoppede den medicinske behandling, og i det sidste halvandet døgn, før hun gik bort, var familien samlet om hende.

– Magtesløsheden kom virkelig til udtryk til allersidst, hvor der simpelthen ikke var nogen, der kunne gøre noget som helst. Den havde jeg svært ved at deale med i den periode, siger Michaelsen.

Han spillede på B93’s bedste U19-hold, som trænede fire gange og spillede kamp én gang i ugen, men i tiden efter sin mors død, var han ikke i klubben. Der var rigeligt af praktiske ting at se til midt i sorgen: gravsten, bedemand, svære samtaler med venner og familie.

Mens Michaelsen var væk, fortalte hans træner, hvad der var sket, til resten af holdet. Det lettede. Så slap han for selv at tage den, når han kom tilbage, og mange af holdkammeraterne var søde til at kondolere over telefonen, mens han var væk.

Et liv på standby
Da Victor Michaelsen vendte tilbage til træning efter halvanden-to uger, var noget forandret. Hans mors død havde sat tingene i perspektiv, og det, der før virkede så vigtigt, var det ikke længere. Det føltes ligegyldigt, om holdet vandt sine kampe, om han klarede sig godt i et intervalspil til træning, eller om han fik afleveret sine skoleopgaver til tiden. Ved siden af det, han stadig gik igennem, var det småting.

Privatfoto

Nogle gange, når han var i klubben, var han ikke til stede alligevel. For eksempel en fredag, da hans træner spurgte, om han var klar til at spille.

–  I momentet om fredagen kunne jeg sagtens sige "ja" og virkelig føle mig komfortabel og klar til at spille. Og da der så blev fløjtet op dagen efter, kunne jeg bare mærke: "Jeg skulle slet ikke have stået her." Jeg burde måske bare have været derhjemme, for mentalt var jeg bare et helt andet sted, fortæller Michaelsen.

– Jeg forberedte mig til kampen, som jeg gjorde til alle andre kampe med at få sovet godt, få spist godt, restitueret og få ladet op mentalt. Og så da kampen gik i gang, og vi eksempelvis havde et hjørnespark eller etableret spil på modstandernes halvdel, og jeg var sat lidt ud af spil som keeper, så kunne jeg stå og kigge op i himlen og tænke, at det hele også var forfærdeligt, og "hvor er det her ligegyldigt."

– Uanset hvor meget jeg prøvede at sige til mig selv: "Kom nu, fokus", siger han og klapper hænderne sammen for at understrege det sidste ord.

– … så kunne jeg simpelthen ikke finde det der fokus.

Det var ikke sådan hver gang. Nogle dage var det stadig befriende at komme til fodbold og væk fra sorgen, der omsluttede sig alt derhjemme. Få luft.

Andre gange irriterede det ham, hvor meget holdkammeraterne gik op i deres kamp, fordi han ikke selv kunne tillægge den samme betydning længere.

– Hvis jeg var mødt ind til træning, og der var gang i den i omklædningsrummet, så kunne jeg få den følelse af, at alles liv kørte på skinner, og mit eget var totalt på standby. Det kunne være enormt frustrerende. Specielt fordi jeg ikke kunne stoppe det.

Det var med andre ord ude af hans store hænder.

Mens Victor Michaelsen på den ene side følte, at hans liv var gået i stå, fortsatte verden omkring ham ufortrødent, og den daværende teenager blev i løbet af foråret 2016 hurtigt og pludselig voksen. Hans far arbejdede i en tysk virksomhed, så når han hver anden uge var i Tyskland, var Victor Michaelsen den ældste derhjemme.

– Så jeg følte også, at jeg fik sådan en forælderrolle i en eller anden grad over for min søster, der var 14 år, selv om det jo ikke var meningen, og selv om der var masser af hjælp at hente fra familien. Så der var rigtig mange bolde i luften i den periode, siger han.

Det var tilmed et vigtigt tidspunkt i både Michaelsens fodboldkarriere og uddannelse. Den kommende sommer blev han student, og han rykkede op som senior, så han kæmpede også for en plads i seniortruppen i B93. Nogle gange fik det ham til at melde sig klar, selv om han ikke burde.

Dobbeltstraf
Tiden efter hans mors død var med Victor Michaelsens egne ord “sindssygt hård”, og han var – og er somme tider stadig – meget ked af det. Som pårørende til en alt for tidlig bortgang kom han desuden i risikozonen for at udvikle mentale problemer, og mens han slap uden om, er mange ikke lige så heldige.

Forskning fra FIFPro viser, at over en tredjedel af de adspurgte fodboldspillere har oplevet symptomer på angst eller depression, og det er ofte er det udløst af noget, der er sket i deres privatliv.

Det betyder også, at Michaelsen statistisk set har spillet på hold med mange, som gik og tumlede med deres egne ting. Det er han også selv overbevist om. Men de har alle holdt det for sig selv.

Foto: Claus Vandborg

Forklaringen på, hvorfor så få siger noget, går igen i alle interviews i denne artikelserie: Man vil ikke vise svaghedstegn.

Elitefodbold er et udskilningsløb, fra man er helt ung, og kun de bedste, heldigste og stærkeste klarer den. Viser man svaghed, mister man måske sin plads. Og så klarer man ikke næste nåleøje. Farvel og tak.

For Victor Michaelsen kom det både til udtryk, når han lod, som om han var i bedre humør i omklædningsrummet, end han var, og når han talte med sin træner.

– Der fik jeg også den her følelse af, at hvis jeg nu siger: "Jeg føler mig sgu ikke klar til at spille", ville jeg jo bare komme endnu længere væk fra holdet. Så ville det lidt være en straf oven i det, jeg allerede oplevede. Hvis mit frirum så bliver taget fra mig, hvad fanden så?

– Det spillede også en rolle for mig i starten. Jeg ville ikke vise svagheden over for min træner. Jeg vil ikke sige, jeg har stået og løjet ham direkte op i hovedet, men hvis jeg har følt mig 80 procent klar, og han har spurgt, om jeg var 100 procent klar, så var jeg 100 procent klar. Fordi jeg var godt klar over, at jeg ellers ikke kom til at spille.

Træneren havde de bedste intentioner, når han sagde, at Victor Michaelsen skulle holde en pause, hvis han ikke var på toppen. Men hvad hvis hans afløser stod en brandkamp, fik pladsen resten af foråret, og han så blev rykket op i førsteholdstruppen i stedet for Michaelsen?

Den risiko ville han ikke løbe. Så når han kunne, spillede han.

– Det med træneren er sgu et svært dilemma. Det har jeg brugt meget tid på at spekulere på, siger Michaelsen.

– Det er jo den her macho-kultur, som hersker, og som netop handler om, at man skal vise sig stærk. Mange af de her mandlige værdier, synes jeg, kommer til udtryk. Og det har jeg haft med mange gange i mine overvejelser.

– Jeg har nok også nogle gange truffet nogle beslutninger, hvor jeg prioriterede min fodboldkarriere frem for mit vel og vel lige den dag. Netop fordi det er sådan et udskilningsløb, hvor, hvis ikke man er der, bliver man bare sorteret fra. Så skulle jeg ikke have den dobbeltstraf. Jeg skulle ikke både miste min mor og så miste min plads på mit fodboldhold. Så ville jeg hellere tage regningen på en anden måde.

Ikke svag, men et geni
Det gik, som Victor Michaelsen håbede. Han fik sin plads i målet, da han kom tilbage, han beholdt den hele foråret, og han blev rykket op i førsteholdstruppen i sommeren 2016. Først da havde han fået sin mors død så meget på afstand, at den ikke påvirkede ham på banen længere.

Så ventede et nyt dilemma. Skulle han gøre, som han havde gjort på U19-holdet, og fortælle alle seniorerne, hvad han havde været igennem og til dels stadig gennemgik? Han valgte at lade være.

– Ja, hvorfor, spørger Victor Michaelsen.

Han holder en sjælden pause. Den varer fem sekunder og er dagens længste.

– Det har nok været det med, at jeg har følt, at det var så unaturligt at stille mig op og sige det. Jeg har aldrig tvivlet på, at hvis jeg gjorde det, så ville folk tage imod det, og jeg tror, der ville komme noget godt ud af det. Men det har bare virket så unaturligt for mig at gøre det.

Jeg skulle ikke både miste min mor og så miste min plads på mit fodboldhold.

Som nyoprykket senior tager man ikke bare ordet i omklædningsrummet og fortæller om sin mors død. Alligevel har han sagt ja til at fortælle, i princippet, hele Danmark om det. Så samme spørgsmål presser sig på: hvorfor?

– Jeg tror, det kan være rigtig givende for nogle spillere, som selv døjer med et eller andet eller har de her udfordringer. Når jeg tænker tilbage på de hold, jeg har spillet på, og mine venner, der spiller i andre klubber, er det begrænset, hvor meget der har været. I hvert fald ikke noget, man er bekendt med, men statistisk set er der bare et eller andet, siger han.

Man skal se, at man ikke er alene?

– Ja, lige præcis. Det er den her tanke om, at der er nogle, der går og skjuler et eller andet, som de måske ikke har lyst til at skjule, men har svært ved at bryde gennem isen. Som jeg også selv har haft som yngre. Jeg tænker måske specielt på unge spillere. Når man er teenager, har man måske sværere ved at vise sårbarhed og vise følelser. Specielt i sådan et hardcore miljø, så det er mit håb, at folk kan bryde isen, siger Victor Michaelsen.

Det er et råd, som går igen og igen fra folk, der har været gennem svære periode. I BBC-dokumentaren “A Royal Team Talk – Tackling Mental Health” taler en af de medvirkende om vigtigheden i at åbne op. For alt for mange lader være.

– Tal med nogen, siger han.

– Det gør dig ikke svag. Det gør dig til et geni.

—

Har du ris, ros eller forslag til nye perspektiver eller historier, kan du skrive fortroligt på [email protected].