En slyngel blev slået til helgen

Trods snesevis af fornærmelser mod institutionen Real Madrid blev alle Jesús Gils eskapader op til nytårsopgøret sovset ind i en tæt sovs af politisk korrekthed.

Blandt andet forsikrede De Hvides forhenværende præsident, Lorenzo Sanz, at han personligt havde haft et strålende og venskabeligt forhold til Gil, og Real Madrids aktuelle frontfigur, Florentino Pérez, havde også travlt med at forklare, at man endelig ikke skulle opfatte Jesús Gils hvidglødende galde alt for bogstaveligt. Over for tv-kanalen Cuatro, gjorde Pérez sig oven i købet til talsmand for, at Atlético-præsidenten end ikke var at betragte som antimadrista.

En sådan argumentationsform med at vende udsagn og begreber på hovedet, indtil de er komplet meningsforstyrrende, gennemførte man indtil for 15 år siden med stor konsekvens ovre på den anden side af Jerntæppet. Bedst, som man troede, at disciplinen var gået af dage, ser det nu ud til, at den er genopstået på Den Iberiske Halvø, hvad der i sig selv er en skandale.

For mens det kan virke nok så uskyldigt at nedtone Jesús Gils afsky over for Real Madrid, så er det er intet mindre end ryggesløs historieforfalskning at knytte hans navn sammen med UEFAs mangeårige kampagne, Unite Against Racism, hvilket var nytårskampens overordnede budskab.

Gennem sin tid i Atlético fremturede Jesús Gil med så mange nedsættende bemærkninger om repræsentanter fra fremmede folkeslag, at mainframe-computeren på EUs Center for Observation af Racisme og Xenofobi i Wien formentlig ville brænde sammen, hvis alt skulle føres ad notam.

Eksempelvis udtalte en rasende Jesús Gil i 1995 efter endnu en skuffende præstation af Atléticos mørke, colombianske angriber, Adolfo Valencia, at “han skulle have hovedet skåret af og derefter farves hvid.”

En mindre blodig – om end groft fornærmende – retorik blev ført til torvs i marts 1997, da madrilenerne skulle møde Ajax på udebane i Champions League.

“Med al respekt troede jeg næsten, at jeg var kommet til Congo. Når jeg kiggede over i ét hjørne var der fem negere, vendte jeg mig over i et andet var der fire, og inde på banen var der tre. Man skulle næsten tro, at Ajax spytter dem ud af en churros-maskine,” sagde Jesús Gil efter ankomsten til Amsterdam, hvad der omtrent førte til en diplomatisk krise mellem Spanien og Nederlandene.



Diplomatiske forviklinger var heldigvis ikke dét, der prægede stemningen op til opgøret mellem Atlético og Real Madrid. I den gode sags tjeneste var billetpriserne skruet ned til fem euro per styk, mens alle hjemmeholdets abonnenter fik to ekstra frikort. Samtidig blev der uddelt 10.000 adgangstegn til forskellige emigrantgrupper, og det betød, at den røde lygte allerede lyste uden for Vicente Calderóns gullige cementbowle to dage inden kampen.

Ved selvsyn kunne TIPS-bladets udsendte konstatere, at atmosfæren var noget mindre anspændt end normalt, for blandt passagererne i linje 5 ud mod metrostationen Pirámides var der usædvanligt mange familier med småbørn.

Uden for Estadio Vicente Calderón, som ligger klemt helt ned mod Manzanares-floden, var der til en afveksling ganske hyggeligt at færdes, og ordensmagtens håndlangere havde en anderledes rolig aften end tilfældet var, da de to klubber tørnede sammen i ligaen for to måneder siden.

En tilstræbt samhørighed blev man også vidne til i minutterne op til kampen, da grønsværen omsider var blevet ryddet for udvalgte repræsentanter fra den spanske skuespillerstand og medlemmer af den stedlige tyrefægterforening, der afviklede en intern dyst til støtte for kampen mod cystisk fibrose.

På Vicente Calderóns storskærme blev man udsat for et mageløst portræt af aftenens hovedperson, Jesus Gil, der akkompagneret af klassisk musik blev fremhævet som en person, der ikke blot var god ved sine medmennesker, men også mod hunde og heste.

Da der først var blevet skruet ned for musikken, og en smal skare af tåber fra grupperingen Frente Atlético havde heilet sig gennem det obligatoriske ene minuts stilhed til ære for Gil, kom der anderledes gang i begivenhederne.

Hverken Atlético eller Real Madrid har haft nogen lykkelig sæson, og det betød, at ingen af klubberne havde den store lyst til at slutte kalenderåret med at tabe prestigekampen til lokalrivalerne.

Real Madrid stillede til start uden den muskelskadede topscorer, Ronaldo, og heller ikke den skrøbelige kreatør, Zinedine Zidane, var at finde i truppen. Men anført af de hårdtarbejdende midtbanefolk, Guti og Thomas Gravesen, som var med fra start for første gang i en måned, lå det i kortene, at de hvidklædte ikke havde til hensigt at overgive sig frivilligt mod et Atlético-hold, der bortset fra de to argentinske landsholdsspillere, målmanden Leo Franco og kantspilleren Maxi Rodríguez, stillede i stærkeste opstilling.

Som tilfældet var det i årets to foregående møder på Vicente Calderón, var det hjemmeholdet, der lagde bedst fra land, og efter fem minutter slap Fernando Torres helt blank for mål efter en fremragende stikning fra Ariel Ibagaza. Den spanske landsholdsangriber har aldrig scoret mod Real Madrid, og selv om hans onde ånd ¿ Iker Casillas ¿ i de første 45 minutter var afløst af Diego López, lykkedes det heller ikke denne gang El Niño at blæse kuglen i kassen.

Anderledes målrettethed var der over udeholdet, som på sit første gennemspillede angreb fandt vej til modstandernes netmasker. Det skete, da Roberto Soldado efter 29 minutter satte panden på en pasning fra holdkammeraten fra Real Madrid Castilla, Javier Balboa, der ude i højre side igen havde løbet om hjørner med Francisco José Molinero.

Efter pausen kom lod Real Madrids nyudnævnte cheftræner, Juan Ramón López Caro, svingdøren rotere, og det betød, at blandt andre Thomas Gravesen, Roberto Carlos, Guti og Balboa blev pillet ud.

Til gengæld fik Robinho lov til at blive på banen, selv om store dele af hjemmepublikummet i modstrid med kampens tema hånede brasilianeren med abelyde hver eneste gang, han var i kontakt med bolden.

Trods de mange udskiftninger var det Real Madrid, der i anden omgang styrede begivenhederne, men alligevel var det Atlético, som til en afveksling var dygtigst til at slå kapital af anstrengelserne. Med et kvarter igen slap den lille troldmand, Ariel Ibagaza, pludselig igennem, og så lå bolden i nettet bag Iker Casillas.

Mere blev der ikke scoret, hvorfor broderparten af de 41.000 tilskuere naturligt nok begyndte at søge mod udgangene. Tilsyneladende havde ingen overvejet den tanke, at en finale skal have en vinder, og det var naturligvis en bet for arrangørerne, der havde gjort sig den ulejlighed at finde både en pokal og en enke til at overrække den.

Helt i pagt med det kaos, som kendetegnede Jesús Gils embedsførelse i Atlético, blev det herefter meddelt over højttalerne, at folk hellere måtte komme tilbage på pladserne, hvis de ville se affæren blive afgjort på straffespark.

Det blev den så, da veteranen García Calvo misbrugte hjemmeholdets sjette forsøg fra pletten, hvorefter Raúl Bravo tordnede bolden op i krydset til resultatet 7-6 – Real Madrids femte sejr på stribe på Vicente Calderón.

Dét resultat havde utvivlsomt ikke huet Jesús Gil. Til gengæld kunne han sidde i Hades verden og nyde sin nye titel som helgen for tolerance og næstekærlighed…

Christian Frederiksen er fodboldkommentator på Kanal 5