Fascisten, præsidenten, mafiosoen og sultestrejken

DET ER LØRDAG EFTERMIDDAG, og i et dunkelt kælderrum under Stadio Flaminio i det nordlige Rom har 10-15 lokalsprøjtejournalister slået en ring om Stefano Di Chiara, mens en lille, buttet pressedame i en minimum to størrelser for tætsiddende spadseredragt forsøger at bugsere en papreklame på plads bag forsamlingen.

Det er tid til forklaringer, og manden i centrum ligner og lyder som den pressede træner, han er, da han med hæs stemme og matte øjne begiver sig til at svare på de spørgsmål, der er så oplagte, at ingen behøver at stille ham dem. Hvordan kan ambitiøse Cisco Roma tabe til et hold af Carrareses standard? Hvem levede ikke op til sit ansvar, da Davide Furlan listede ubesværet igennem hjemmeholdets venstre forsvarsside og satte kampens eneste mål fladt ind under Francesco Rossi allerede efter ni minutter? Hvem var skyld i, at den romerske fusion fra 2004 ikke skabte nævneværdigt mange chancer og ikke udnyttede de få, der tilfaldt dem i især kampens absolutte slutfase? Og hvad nu med den oprykning, som alle ellers har regnet som et sikkert udfald på sæsonen i Serie C2-B?

En kampdag et pænt stykke nede i det italienske ligasystem er ved at være forbi. Hele langsiden under bakkedraget over Villa Borghese var forblevet ubefolket fra start til slut i kampen, bolddrengene havde smidt dynejakkerne og driblet rundt i straffesparksfeltet i pausen, og carabinieri-betjentene, der skulle sørge for god ro og orden blandt de ni tilrejsende tifosi fra Carrara i Toscana, havde uden problemer kunnet slå visiret op for at sms’e og slikke sol.

Da Stefano Di Chiara og reporterne bryder op, og pressedamen puster ud med en smøg, inden reklamekulisserne skal ases tilbage på plads, er det eneste ubesvarede spørgsmål også det mest interessante: Hvorfor i alverden har en spiller af Paolo Di Canios klasse netop spenderet sin lørdag eftermiddag på fodbold på så lavt niveau?

“Ja, jeg er fascist”

Da Paolo Di Canio en augustdag i 2004 blev hilst velkommen hjem til Lazio efter en 14 år lang rundrejse til tre andre italienske og fire britiske klubber, fik han efter sin første træning på Centro Sportivo Formello udleveret en mikrofon, så han kunne fremsige en tak til de tusinder af fremmødte fans, der havde krævet ham tilbage igennem flere år. Kort efter dirigerede den duknakkede angriber med tårer i øjnene samtlige fans, holdkammerater, trænere og ledere til at hoppe op og ned til verset “chi non salta della Roma è” (“dem, som ikke hopper, de elsker Roma”).

“Jeg nød at spille i England, men for mig tåler ingen klub sammenligning med Lazio. Det er ikke bare en klub for mig, Lazio er en del af mit liv. At spille for Lazio var det største. Det er det stadig, for jeg føler, at jeg stadig spiller for klubben, når jeg er derhjemme, og jeg bliver stadig rørt, når jeg tager trøjen på og løber fra haven til køkkenet. Jeg bærer Lazio i mit hjerte. Altid,” fastslår den i dag 38-årige romer over for det engelske fodboldmagasin FourFourTwo i november.

Følelserne blev vakt, da Paolo Di Canio, der er født og opvokset i Quarticciolo i Roms sydøstlige randområde, som teenager slog følge med den fascistisk orienterede Lazio-ultragruppe Irriducibili (De ukuelige), og de sikrede sig evig gengældelse, da han i 1989 scorede i arvefjendeopgøret mod Roma.

Alt syntes at falde på plads, da han i sin første kamp mod Roma efter sin hjemvenden præsterede endnu en derbyscoring, men denne gang var hyldesten ikke total i Lazio. Paolo Di Canio fejrede sejren med den strakte arm, som spillerens forbillede, den fascistiske diktator Benito Mussolini, havde benyttet som hilsen til sine fæller, ud mod publikum på Stadio Olimpico, og trods massive protester gentog han fagterne i kampe mod Livorno og Juventus året efter.

Det italienske fodboldforbund svarede denne gang igen med bøder og karantæne til spilleren, der har DVX – det latinske appellativ for Il Duce – tatoveret på sin arm og i sin selvbiografi erklærer sig “fascineret” af fascistlederen, som han beskriver som “totalt misforstået” og et “i bund og grund meget principfast, etisk individ”. Ikke desto mindre afviste Paolo Di Canio, at han med sin rejste arm skulle signalere et politisk budskab.

“Jeg hilser med strakt arm som en gestus fra en camerata til camerati,” sagde han og benyttede således den præcise betegnelse for medlemmerne af den italienske fascistbevægelse, mens han stadig nægtede at undskylde.

Sagen blev nu et tema på højeste indenrigspolitiske niveau. To støtter af Silvio Berlusconis daværende regeringskoalition foreslog en indsamling, der skulle betale fodboldspillerens bøder som en solidaritetserklæring. Alessandra Mussolini, diktatorens barnebarn og selv en højreradikal politiker, udtrykte så stor glæde over Paolo Di Canios gerning, at hun meddelte, at et personligt takkebrev var undervejs.

På den anden fløj rettede Enzo Foschi opmærksomheden mod, at Paolo Di Canio med sin optræden på fodboldbanen “legitimerede en morderisk og tyrannisk ideologi”, mens Roms borgmester, Walter Veltroni, slet og ret inviterede spillerne fra både Roma og Lazio til at møde overlevende fra holocaust, således at forbillederne for klubbernes mere og mere racistiske ultramiljøer kunne få en forståelse for racehadets forfærdelige konsekvenser.

Holdene – Paolo Di Canio iberegnet – tog imod invitationen, men Lazio-spilleren følte sig ikke som en dårlig rollemodel for fansene.

“Jeg er fascist, ikke racist,” som han sagde, og samme konklusion når han frem til i det aktuelle interview i FourFourTwo.

“Vi befinder os i 2006. Apartheid-love og koncentrationslejre eksisterer gudskelov ikke længere. Så hvorfor må en social ideologi på den radikale højrefløj ikke udtrykkes demokratisk? Kommunisterne gør det. Nogen siger, at Fidel Castro er stor, men millioner af mennesker er udsat for raceadskillelse i Cuba, verdens største åbne fængsel, hvor systemkritikere stadig forsvinder sporløst. Ingen siger et ord om det, men er efter mig hele tiden. Come on! Ja, jeg er fascist, men hvad så? Jeg er ikke racist.”

Pengeafpresning og sultestrejke

Claudio Lotito gider ikke bruge mere tid på Paolo Di Canios forklaringer. Lazio-præsidenten var træt af balladen og forlængede ikke publikumsyndlingens kontrakt, da den udløb i sommer, og Di Canio måtte en tur over Tiberen og tre pladser ned i det italienske divisionshierarki for at fortsætte karrieren i Cisco Roma.

Det forpestede forhold de to imellem kulminerede, da de tidligere på efteråret varslede retssager mod hinanden. Paolo Di Canio hævdede på sin side, at Lazio har forsømt at betale ham 286.000 kr. for løn i maj og juni, mens den 49-årige forretningsmand, der som en af sine første præsidentielle handlinger i Lazio kun havde sanktioneret Di Canios returnering til klubben, mod at hans løn blev skåret ned til en tredjedel, påstod, at Cisco Roma-spilleren stadig skylder klubben penge for bøder og 250 kamptrøjer, han har givet ud som gaver.

Problemet for Claudio Lotito er, at har man først lagt sig ud med Paolo Di Canio, har man også erklæret krig mod Irriducibili. Samtidig med at Lotito har haft appelsagen i sin Calciopoli-dom på tre års karantæne (den er nu reduceret til to år) at se til, har han skullet modstå en Irriducibili-ledet aktion, der skulle vælte ham som kluboverhoved.

Ultragruppens officielle udmelding var, at Lotito var blevet for påholdende med transferbudgettet, men i virkeligheden handlede det om, at han havde frataget gruppen den magt, den havde tilegnet sig under tidligere præsidenter, og som blandt andet var blevet udstillet over for en måbende omverden, når den indkaldte formsvage Lazio-spillere til “medarbejdersamtaler” og i sin tid sendte en delegation til Parmas omklædningsrum for at overbevise Lilian Thuram om, at han ikke ville blive udsat for racistiske overgreb, hvis han skiftede til Lazio (han blev sjovt nok aldrig overbevist nok, til at et skifte blev en realitet).

Claudio Lotito ville ikke længere vide af den slags metoder, og Irriducibili allierede sig på sin side med Giorgio Chinaglia, der var med til at vinde Lazios første scudetto i 1973-74, spillede med Pelé i New York Cosmos og siden har været præsident i Rom-klubben. Planen var angiveligt at lokke Lotito til at sælge hans kontrollerende aktiepart til en ungarnsk medicinalgigant, men da politiet fik mistanke om, at ungarerne slet ikke fandtes, og at en vis Giuseppe Diana, der i forvejen er under anklage for at hvidvaske penge for den napolitanske mafia, var bragt i venteposition med en kuffert dollars, blev der prompte udstedt en arrestordre på Chinaglia og otte andre personer, der nu er under mistanke for pengeafpresning, kursmanipulation og insiderhandel.

Fire af de mistænkte er Irriducibili-medlemmer, og de er som de første blevet anholdt og er yderligere under anklage for at have truet Claudio Lotito og hans kone med at brække deres lemmer.

Den 59-årige Chinaglia, der i sin tid som præsident afleverede Lazio tæt på konkurs i Serie C, tilbageviser alle anklager, mens Irriducibili-kvartetten har indledt en sultestrejke i fængslet. Det er sådan, virkeligheden kan se ud i en italiensk storklub anno 2006, og det kan måske få Stefano Di Chiara til at indse, at hans problemer er til at overse, skulle Cisco Roma med Paolo Di Canio med anførerbindet og nitallet på ryggen møde nye skuffelser i søndagens udekamp mod Castelnuovo.

KAMPEN OM LAZIO – HOVEDROLLER OG BIROLLER

Paolo Di Canio

Født: 9. juli 1968 i Rom.

Klubber: Lazio, Juventus, Napoli, Milan, Celtic, Sheffield Wednesday, West Ham, Charlton, Lazio og Cisco Roma.

Landshold: 9 kampe for Italien, deraf tre under VM i USA i 1994.

Società Sportiva Lazio

Stiftet: 1900

Mesterskaber: 1973-74 og 1999-00

Tidligere stjernespillere: Carl Aage Præst, Silvio Piola, Giorgio Chiaglia, Bruno Giordano, Michael Laudrup, Giuseppe Signori, Alessandro Nesta, Christian Vieri, Paolo Di Canio, Hernán Crespo, Claudio López, Diego Simeone, Juan Sebastián Verón, Marcelo Salas, Alen Bokšic, Pavel Nedved, Karel Poborský, Paul Gascoigne, Thomas Doll, Karl-Heinz Riedle, Jaap Stam, Sérgio Conceição, Fernando Couto, Vladimir Jugovic, Siniša Mihajlovic, Dejan Stankovic m.fl.

Irriducibili

Fakta: Ultrafraktion med Lazio og fascisme som drivkraft. Gruppen har på et tidspunkt tiltvunget sig så stor magt, at den har kontrolleret klubbens salg af trøjer og anden merchandise.

Aktioner: Har stået bag bannere med tekster som “Et hold af sorte, et publikum af jøder” (om Roma), graffiti som “Sorte jøde” (om holdets egen nyerhvervelse Aaron Winter) samt fremvisning af diverse fascistiske og nazistiske symboler på stadion.

Associazione Sportiva Cisco Roma

Stiftet: I 2004 som en fusion mellem AS Lodigiani og Cisco Calcio Roma

Status: Spiller i 2006-07 i Serie C2-B og er inden weekendens 11. spillerunde placeret på en fjerdeplads, der betragtes som skuffende, eftersom holdet til denne sæson er blevet forstærket med Paolo Di Canio

Meritter: Ingen titler, men AS Lodigiani var berømmet for en stærk ungdomsafdeling, der blandt andre har fostret Francesco Totti (Roma), Luigi Apolloni (tidl. Parma) og Emiliano Moretti (Valencia)