• Hent Tipsbladets app og få push notifikationer om seneste nyt, livescores mm.
  • Tilmeld dig nyhedsbrevet og få dit daglige skud fodbold til frokostpausen
    Tilmeld nyhedsbrev
  • Vær med hvor og når det sker og deltag i debatterne - følg Tipsbladet på:
Hold dig opdateret - følg Tipsbladet på:
Generelle Kian Fonoudi

Fodbold med hjertet: Kamaleddin Fonoudi, min far

Fodbold med hjertet: Kamaleddin Fonoudi, min far
Foto: Privat

Jeg havde aldrig elsket fodbold, som jeg gør, hvis det ikke havde været for min far. En mand, hvis kærlighed til spillet kom før næsten alt andet. Det her er en hyldest til ham og alle de fædre, som har elsket deres sønner gennem fodbold.

Af Kian Fonoudi

"Donation på vegne af Tipsbladet, tipsbladet.dk og Kian Fonoudi. Øremærkes til forskning i behandling af bugspytkirtelkræft."

Bragt i Tipsbladet 16. juni.

Han måtte egentlig slet ikke være der, min far. Også selv om han arbejdede på avisen nede i trykkeriet. Men han var hverken dengang eller sidenhen et menneske, som havde særlig meget til overs for autoriteter. Så med en kombination af sit sydende temperament og en bekendt i den pågældende afdeling, kom han alligevel ind på stedet, han anså som det helligste: telegrafiafdelingen på den nationale avis, Ettela’at. Det var nemlig her ved midnatstid, at fodboldresultaterne fra de forskellige europæiske ligaer tikkede ind. Dak-dak-dak-dak, lyden af maskinen var som lyden af hans hjerte. Ja, det lyder sygt, og han var syg. Alle symptomer pegede på én lidelse: fodbold.

Hvis du ikke kendte ham og derfor foreslog, at han da bare kunne læse resultaterne i avisen den efterfølgende morgen, ligesom alle andre fodboldgale iranere, ville han kigge direkte ind i din frygt, mumle et skældsord fra sit ret så omfattende arsenal og hovedrystende gå sin vej. Det havde han slet ikke tålmodigheden til. Han var 15 år gammel.

Det er en af mine fars yndlingsminder. Han har fortalt historien så mange gange, at jeg efterhånden føler, at jeg stod dér sammen med ham og lyttede til symfonien fra telegrafen. Dak-dak-dak-dak. 

Sådan er det med de fleste af historierne fra hans ungdom, når det kommer til fodbold. Alle indeholder de en særlig fanatisme som jeg, selv med min kærlighed for spillet, aldrig kommer i nærheden af.

Min far voksede op og var fan af den iranske klub Esteghlal, de blå. Det vedblev han at være, efter han flyttede til Danmark, men dengang måtte intet stå i vejen for, at han kom på stadion og så dem spille.

Min mor og far fortalte i fællesskab historien om, hvordan han på mine første fødselsdage, hvis der var kamp, uden betænkeligheder forlod festen for at tage på Amjadieh stadion. Hans beslutning kunne måske være undskyldt, hvis arrangementet udelukkende havde haft deltagelse af mine forældre og jeg, men når han samtidig efterlod store dele af min mors familie, som var rejst langt for at komme til Teheran, stod hans prioriteter i et pinligt klart lys. 

Hans mor – min farmor – sagde dengang: ”Den dag jeg dør, og de beder min søn komme og sige et sidste farvel, tager han på stadion først.”
Min fars svar: ”Ja, du har nok ret.”

Hans fanatisme stod i fuld flor, mens han stadig boede hjemme hos sine forældre og en voksende søskendeflok, og konflikten, som hans besættelse af fodbold uvilkårligt medførte, stod altid mellem ham og hans mor.

Her er et eksempel. Den iranske sommer er varm. Sådan stege-æg-på-asfalten-varm. Og den varer i mange måneder. Men når den iranske liga tilbage i 70’erne startede i august måned, hvor temperaturen midt på dagen er kvælende, var heden ej en faktor, det iranske fodboldforbund havde forståelse for. Kampene skulle spilles enten mellem klokken 13 og 15 eller 15 og 17.

Artiklen fortsætter under billedet:

Min far har fortalt, at han ofte på den tid af året kom hjem med blodige baglår og baller, fordi kampene blev afviklet i over 40 graders varme, og den glødende beton på Amjadieh derfor i bogstaveligste forstand smeltede huden af hans bagside.

Hans mor troede ikke på sin søns forklaring, og hun var sikker på, det var fordi han havde været i slagsmål. For hvilken idiot tager på stadion og sætter sig på brandvarmt beton i 40 graders varme for at se fodboldkamp?

Min far blev født i 1955. Esteghlal eller Taj Teheran, som de blev kaldt dengang vandt det asiatiske mesterskab i 1970 og det iranske mesterskab i 1971 og 1975. Klubbens succesfulde æra flugtede med min fars overgang fra teenager til ung mand.

Han voksede op i et Iran, der dengang foruden politisk frihed på flere områder mindede om Vesteuropa. Han tøvede ikke med at kalde tiden den bedste i sit liv, og fodbolden var hans ledestjerne.  

Det var i samme periode, han forelskede sig i Ajax og det hollandske landshold – selvfølgelig på foranledning af Johan Cruyff. I 1974 mødte Holland med Cruyff på holdet tyskerne i VM-finalen, og blandt den iranske befolkning – modsat i Europa – lå sympatien primært hos tyskerne. Kun min far og hans fætter Masoud var i vores familie vilde med hollænderne.

Turneringen i 1974 er det VM, som stadig står tydeligst i min fars erindring.

”Jeg var syg i lang tid efter, Holland tabte finalen,” har han fortalt mig ved flere lejligheder. Nærmest stolt. 
Han ville hverken tale med nogen eller spise noget, og hans mor – som i øvrigt er en af de bedste kokke i vores familie -  forsøgte dagligt at overtale ham til at indtage bare en smule. Forgæves.

Da jeg blev født, tog min far mig en enkelt gang med på Amjadieh for at se en ungdomslandskamp. Jeg må have været 3-4 år gammel, og jeg var endnu ikke interesseret i spillet. Jeg løb ustyrligt rundt op og ned ad betontribunerne og fandt en aluminiumsstang, som jeg viftede over mit hoved til fare for mig selv og dem omkring mig.
Det var første og sidste gang, jeg kom med på stadion, inden vi flyttede til Danmark.

Den appetit med hvilken min far fortærede fodbold i fjernsynet eller på stadion i sin ungdom, gjorde sig ikke gældende når det kom til at se mig spille fodbold, da jeg voksede op og spillede mine første kampe i Svogerslev Boldklub.

Jeg tror både, det kedede ham, og så brød han sig ikke om at stå med de andre forældre og kommunikere på et sprog, han havde svært ved at håndtere.
De få gange han var tilskuer, stod han uden undtagelse for sig selv på modsatte side af alle andre. 

Selv om han ikke udviste den store interesse for min ”fodboldkarriere”, var det alligevel fodbolden, som forbandt os.

Den britiske forfatter Duncan Alexander skrev i sin fremragende bog, ”The Footballer Who Could Fly,” om sit forhold til sin far gennem fodbold.

”It bound us together when nothing else could. Without football we were strangers under the same roof. With it, we were father and son.”

Ingen ord fra litteraturen har jeg kunne relatere bedre til end disse fra Duncan Alexander.

Min far og jeg kunne også snakke om film eller historie, men det var gennem fodbold vores kærlighed til hinanden strømmede. Snakken om fodbold var et sprog vi brugte til at formidle vores følelser, og enkelte gange tillod kampen, vi så sammen, os at bryde alle barrierer.

Champions League-finalen mellem Manchester United og Bayern München i 1999 var en af de kampe.  For min far og jeg, som sjældent har krammet, gav Solskjærs sejrsmål i overtiden os det mod, vi begge manglede. Vores jubelskrig vækkede min mor og lillebror og gjaldede ud over rækkehusene den lune maj-aften, og vores jubelkram sidder stadig i min krop. I har nok regnet ud, hvem vi holder med.

Samme scenarie gentog sig i 2008. Dengang havde vores kram selskab af min lillebror.

Vores kærlighed til Manchester United kom sig af, at min far både var fascineret af George Best og Kenny Dalglish i sin ungdom. Han beundrede Manchester Uniteds hold fra slut-60’erne, men han var samtidig fuld af fascination over Liverpools ultrasuccesfulde hold fra 70’erne og 80’erne. Men det var i sidste ende sympatien med Best, der vejede tungest. Jeg mistænker, at han lettere kunne genkende sig selv i et menneske som Best, der havde sin storhedstid, fra han var 20 til 22 år, og som efterfølgende var sin egen værste fjende.

”Marde bozorg” – en stor mand. Det var sådan, han plejede at beskrive spillere som George Best og Johan Cruyff. Cruyff, som var hans absolutte yndlingsspiller. Jeg spurgte ham for nylig, hvad det var ved dem, han elskede?

De var ”barandaz” – revolutionære, sagde han og skød brystet frem. Han fik en ild i øjnene, jeg ikke havde set i over en måned.

”De gjorde tingene selv.” Med ét var ilden væk igen. Han slæbte sig ud på toilettet og kastede op. På det tidspunkt havde hans bugspytkirtelkræft spredt sig til lungerne og leveren. Han kunne næsten ikke drikke eller spise længere. Smerterne i maven var uudholdelige. Det kunne jeg se, selvom han ikke ville indrømme det. Men snakken om Best og Cruyff tændte alligevel ilden i hans øjne, omend det kun var som gnisten fra en lighter, der blev forsøgt antændt midt i en orkan.

Artiklen fortsætter under billedet

Selvom kræften længe havde belejret hans krop på det tidspunkt, var det ved et tilfælde, ligesom det så ofte er, at lægerne fandt den. Igen spillede fodbolden rollen som katalysator.

På grund af General Francos forbindelse til Real Madrid afskyede min far klubben. Han havde aldrig rejst i Spanien eller sågar mødt en spanier, da den beslutning blev truffet, men som en ung iransk mand havde min far set sit land blive endevendt af et andet totalitært regime. Det måtte Real Madrid bøde for med al den antipati, min far kunne mønstre.  

Så i forbindelse med den seneste El Clasicó, som blev afgjort med Messis 3-2-mål i overtiden, flippede min far så meget ud, at han fik en blodprop i den ene lunge.
”Du kan ikke forestille dig, hvor meget han råbte og skreg,” fortalte min mor mig på hospitalet. 

I forbindelse med hans indlæggelse, scannede de hans krop. Kræften, fandt de ud af, havde spredt sig til et niveau, der på en måned og tre dage ville tage min far fra min lillebror, mor og jeg.

Cirka tre uger efter diagnosen satte vi os sammen på Roskilde Sygehus, hvor han var indlagt, for at se Europa League-finalen mellem Manchester United og Ajax.

Ajax, et hold han beundrede i sin ungdom, og Manchester United, et hold han lærte mig at elske. Men han kunne ikke længere fokusere på kampen. Han var overvældet af smerterne i maven og havde general stort ubehag. Han følte desuden tiden gik ekstraordinært langsomt. Jeg så ham ofte hvile sit hoved i sin hånd, og jeg opdagede flere gange, at han slet ikke kiggede på skærmen. Det var retfærdigvis en forfærdelig spilet finale, men selv da Manchester United scorede, jublede han ikke.

Og værst af alt, han bandede ikke en eneste gang under finalen. Den sport, som nærmest havde været hans eksistensgrundlag, vækkede ikke længere nogen følelser i ham, og derfor kunne ham og jeg heller ikke bruge den til at kommunikere, som vi så ofte havde gjort tidligere, når ord var knappe. 

Min far døde den 6. juni, dagen efter fars dag, med min bror og jeg ved sin side.

Det føles uvirkeligt at skrive disse ord. Jeg forventer, det først for alvor går op for mig, hvor stort et savn han efterlader, når fodboldsæsonen igen starter. Jeg frygter for, om fodbold nogensinde kommer til at føles, som den gjorde før. Vil glæden over en Manchester United-sejr opleves lige så sød, når den følges op af den bitre tanke om, at manden, der plejede at juble over den med mig, ikke er her længere?

Men. Midt i sorgens store hav findes også spredte isflager fyldt med glæde. 

Jeg er glad for, at vi kom på Old Trafford og så en Manchester United-kamp. Jeg er glad for fodboldhistorierne fra hans ungdom, om Cruyff, telegrafen og alle de andre, der ikke er plads til at fortælle om her. Jeg er glad for ’99 og ’08. Vores brøl vibrerer for evigt imellem mit barndomshjems vægge, og vores minder hviler sikkert inde bag mine hjerteklapper.

Jeg er glad for, han efter eget ønske blev stedt til hvile i en Manchester United-trøje, og jeg er glad for, at kisten var i Esteghlals kongeblå-farver. Jeg er glad for alt det, og jeg er glad for, min far og jeg havde fodbolden til elske hinanden med.

Min far, Kamaleddin Fonoudi, blev 62 år, og lige som man sagde om Manchester United under Ferguson-årene, sådan vil jeg sige om min far: Han tabte ikke, han løb bare tør for tid. 

Honoraret for denne artikel går ubeskåret til Kræftens Bekæmpelse.

Superliga

Mere Superliga

Fokus