Fodbold på kinesisk: Verdens værste liga

Bragt 20. januar 2012 i Tipsbladet

I januar måned skiftede Nicolas Anelka fra Chelsea til den ukendte kinesiske klub Shanghai Shenhua på en to-års kontrakt.

Kineserne betaler en formue for, at han kan skabe respekt om fodboldsporten og ændre det faktum, at fodbold i Kina har det værst tænkelige ry. Korruption, svindel og national ydmygelse er de ord, kineserne selv sætter på landets populæreste sportsgren. Jan Larsen, DRs tidligere korrespondent i Kina, analyserer hvorfor det er gået så galt med fodbold i Kina, når landet ellers vinder guld i alle andre sportsgrene.

Det mest berømte fodboldstadion i Kina, Workers Stadium i Beijing, er hjemmebane for hovedstadens eneste hold i superligaen, Beijing Guoan FC. Med næsten 20 mio. indbyggere i Beijing burde mesterholdet fra 2009 nok kunne fylde det nyrenoverede stadions 60.000 pladser. Men normalt er kun en fjerdedel pladserne solgt når de grønklædte går på banen.

Forklaringen er, at kinesisk fodbold er en sport i krise. Grundlaget er ellers godt nok. For kineserne er vilde med fodbold. De har verdens største fan-base der følger med i alverdens turneringer på det statslige tvs 24 timers sportskanal og i avisernes store sportstillæg. Bare det foregår i udlandet. Den hjemlige professionelle Superliga har de kun hån til overs for. 

Fans og tilskuere er nådesløse i deres kritik af fodbold Kina: fodboldforbundets ledelse er kriminelle, dommere og trænere er korrupte, spillerne for dyre og dovne, og de millionærer, der ejer klubberne, betragter dem kun som et stykke legetøj. Og desværre har de frustrerede fans ret i kritikken.

På landsholdsplan er Kina ramt af et nationalt traume. Verdens folkerigeste nation med 1,35 milliarder mennesker har kun en enkelt gang [2002] kvalificeret sig til VM [tankestreg] dengang tabte holdet alle kampene og scorede ikke et eneste mål. OL i 2008 på hjemmebane i Beijing var en tilsvarende fiasko og en måned før de sidste kvalifikationskampe til VM 2014 er Kina allerede ude.

Ma Dexing har som fodboldredaktør på tidsskriftet Titan Sports fulgt kinesisk fodbold i over 10 år. Hans forklaring er kort og klar: »Kina er rigtig god til individuelle sportsgrene. Men fodbold er en holdsport, der kræver samarbejde. Derfor er Kina ikke god til det.«

Som korrespondent i Kina har jeg besøgt flere elitesportsskoler, hvor gymnastikpiger og bordtennisspillere nøje udvælges efter deres fysik, når de er små og derefter med militærisk disciplin trænes, til de kan vinde guld og ære for fædrelandet. Og statistikkerne fra OL bekræfter linjen. Alle Kinas guldmedaljer er vundet i individuelle discipliner – ikke en eneste i holdspil.

Værst står det til i fodbold, hvor anklager mod dommere, trænere og spillere for korruption, svindel og match-fixing er daglig kost. De seneste tre år har været lavpunktet, hvor hele ledelsen i fodboldforbundet har siddet mere på anklagebænken i retssale end på stadionpladserne.

Fodbold er på papiret en folkesport og kæmper med basketball om at være Kinas største sportsgren. Hvor der i alle byer er opstillet masser af basketball-kurve, så er fodboldbaner en sjældenhed. I et land, hvor myndighederne kun tillader at få et barn pr. familie, bliver forældrene kræsne, og fodboldens dårlige ry har fået dem at fravælge fodbold.

For 20 år siden var der mere end 650.000 registrerede ungdomsspillere i Kina. Det seneste tal er på under 100.000. I stedet går de unge til basketball og drømmer om en karriere i amerikanske NBA – godt opildnet af kinesiske superstjerner som Yao Ming, indtil han for nylig måtte opgive karrieren i Houston Rockets grundet skader. 

Ingen kinesisk fodboldspiller har opnået noget, der bare ligner stjernestatus, og kun få trænere eller spillere har erfaringer fra udlandet. Teknisk set burde Kina være på niveau med sine asiatiske naboer. Men på FIFA’s liste rangerer verdens største sportsnation kun som nr. 71, mens Japan er nr. 19 og Sydkorea nr. 32.

Problemet er, at fodbold i Kina lider af store systemfejl. Og nogenlunde de samme der giver skævheder ude i samfundet. Total top-styring, mangel på åbenhed, for lidt innovation og en kolossal korruption er blandt de store svøber i det kinesiske samfund.
Hertil kommer, at fodbold var det første forsøg på professionel sport i Kina, men aldrig har fået lov til at fungere på almindelige markedsvilkår.

Den første liga blev dannet i 1994 som led i Kinas overgang fra statens styring af al sport til at få private investorer involveret. Men det gik ikke helt som planlagt. Sponsorer var der ellers nok af. Men som overalt i Kina har Kommunistpartiet det afgørende ord. Så selv om millionerne væltede ind til klubberne, var de ikke alene om at bestemme. For de fleste af klubberne var ejet af store statslige virksomheder, der kun skulle bruge klubberne som et udstillingsvindue. Og derudover kunne partibosserne udøve deres magt via den licens, klubben skulle have i den provins (enkeltstater), som Kina er opdelt i.

Dermed blev det fra starten de forkerte mennesker og de forkerte penge, der blev tiltrukket og styrede professionel fodbold. Private entreprenører er siden kommet til, men der er også store illegale spillesyndikater, der har stor indflydelse på kampenes udfald. I manglen på almindelige tips- og lottospil har millioner af meget spilleglade kinesere været overladt til det illegale marked, hvor alle spil-kombinationer og indsatser er mulige. Herunder også den udbredte brug af bestikkelse og match-fixing.

Og intet synes at være for stort eller småt. En dommer modtog 85.000 kroner alene for at lade et kinesisk hold vinde bane-lodtrækningen  i en venskabskamp mod Manchester United. De seneste års retssager afslører, at selv den mest hædrede dommer for upartiskhed har været dybt involveret i aftalt spil. At bestikkelse når helt til tops vidner også anklagerne mod Superligaens egen hoveddommer, der konkret er anklaget for at have modtaget 2,5 millioner kroner for match-fixing de seneste sæsoner, om.  

Myndighederne har de seneste 10 år afsløret både trænere, hold, dommere, klubejere, offentligt ansatte og enkeltspillere i omfattende korruption. Allerede i 2001 afbrød Geely, bilfabrikken der forrige år købte Volvo, sin sponsorkontrakt med en klub, fordi de før kampe blev tilbudt millioner for at fifle med resultatet [tankestreg] uden at nogen til deres overraskelse blev anklaget eller dømt.

Sagerne om bestikkelse kulminerede for to år siden, da 20 mand fra fodboldforbundets ledelse viste sig at være så involverede, at de blev fængslet. Den sag afslørede eksempelvis, hvorfor bruttotruppen til landsholdet var vokset til dobbelt af normal størrelse [tankestreg] over 100 spillere. Ledelsen tog nemlig en »markedspris« på 90.000 kroner, som spillerne måtte betale for at få adgang til truppen. Det udelukkede nogle af de bedste talenter, der bare ikke havde råd.

I de seneste år er ejerskabet skiftet, og klubberne er i stedet blevet et legetøj for nogle af Kinas rigeste mænd. I dag er 13 af de 16 hold i den kinesiske Superliga ejet af meget velstående entreprenører. Det er ikke ukendt i Europa. Alligevel er der stor forskel, fordi partibosserne og de illegale spillesyndikater i Kina på hver sin måde stadig har kontrol, siger forfatteren til én af de nyeste bøger om kinesisk fodbold.

»Der er korruption på alle niveauer, fra top til bund. Det er en sygdom vi finder i hele samfundet, men den er mere synlig i fodboldverdenen, fordi resultaterne måles i international konkurrence. Man kan ikke bare skjule det,« siger Rowan Simons, forfatter til Bamboo Goalposts.

Resultatet har været halvtomme stadions, manglende internationale resultater både på klub- og landsholdsplan og – efter kinesiske forhold – meget vold blandt tilskuerne. Myndighederne slår nærmest rituelt ned på ulovlighederne, når de cirka hvert andet år laver store kampagner mod korruption og illegalt spil. Men lige meget har det hjulpet.

Og de nationale ydmygelser kan næsten ikke bære mere. Men det kinesiske sportssystem er stadig baseret på, at regeringen støtter de individuelle sportsgrene, der høster flest guldmedaljer. De har aldrig fundet en formel, der skaber gode holdspillere.

Og klubberne, hvor talentmassen og de nye stjerner gerne skulle komme fra, har ikke været i stand til at levere varen. Som tilskuerne påpeger, så er det de samme spillere i ligaen, der bare skifter klub hvert år.

Men det seneste års tid har der været tegn på nye holdninger og metoder. Den nye landsholdstræner, Wei Di, vil have fodbolden i Kina bygget op fra bunden og udvikle den til en folkesport. Og potentialet er der. Hvis Kina ville ofre det samme på ungdomsspillere som f.eks. i Danmark, så ville der være 25 millioner ekstra talenter at vælge mellem.

De professionelle klubber i superligaen mener, at løsningen på kort sigt ligger i at tiltrække udenlandske stjerner som Nicolas Anelka. Modellen har været prøvet før, da engelske Gary Lineker og brasilianske Zico i deres karrieres efterår var med til at sætte den nye japanske liga i gang for tyve år siden.

David Beckham og Thierry Henry har gjort det samme i den amerikanske Major Soccer League.
Men langt det mest konstruktive og visionære udspil kommer fra Wang Jianlin, der ejer en af de største klubber og har lagt 420 millioner kroner som hovedsponsor for ligaen indtil 2013. En stor del af beløbet til fodboldforbundet er øremærket til at udvikle unge spillere, dommertræning og opgradere de lokale amatørligaer, Målet er f.eks. at give 100 talentfulde ynglinge mulighed for at træne i europæiske top-klubber.  

Og måske kan det store politiske magtskifte i efteråret også give fodbolden håb.

Kinas forventede nye leder, Xi Jinping, den tidligere kommunistboss fra Shanghai, har vist fodbold stor interesse og giver forventning om, at Kinas bidrag til international fodbold og VM kan blive andet og mere end de larmende vuvuzuela horn. Xi Jinping kom for nylig med tre ønsker: at Kina kvalificerer sig til VM, at Kina bliver vært for et VM, og endelig at Kina vinder et VM.
Men klogeligt nok har præsidenten in spe undladt at sætte årstal på de tre ønsker.       

Jan Larsen, journalist på TV-Avisen, var 2005-2010 DRs korrespondent i Kina.